Drømmen brast

Jeg søgte en stilling som afløser på et andet plejehjem end der, hvor jeg er nu. Jeg blev nærmest ansat pr. telefon. To dage efter: en kort snak med forstanderen, aflevere skattekort, og så ellers ned på etagen og hægte mig på personalet. Her fik jeg så hilst på en rengøringsdame. Vild jubel fra min side, jeg havde nær omfavnet hende - til stor undren for de andre, for de havde skam én på hver etage. 4 etager med 16 beboere på hver. Da jeg gik hjem kl. 1 var jeg overbevidst om, at jeg havde fundet min drøm af et plejehjem. Mindst tre faste sygehjælpere på hver etage.

Men drømmen brast allerede næste vagt. En stor del af personalet viste sig at være afløsere, der alle som jeg var fast ansat andre steder. Og den med tre på hver etage gik også i vasken.

Den starter ellers med at se lovende ud. Fem mand høj møder op på min etage, og vi føler os rigtig heldige. Der skal rigtig blive tid til at tage sig af beboerne. Men ak og ve, efter 15 min. ryger jeg rundt som "springer" i hele huset. Altså start med tre tunge på én etage, to på næste og en på hver af de to sidste. Højt tempo, da to af disse også skal have hjælp til maden, og den skal jo helst ikke kastes i munden på dem.

På den tredje etage får jeg mig noget af et chok. Her finder jeg ud af, at en social- og sundhedshjælper i en time har været hos den samme beboer, og der har været en del skrigen derfra. Så jeg tænker, hun har da vist brug for en hånd. Da jeg åbner døren, står Mette, en lille spinkel pige, med en meget tung beboer, ca. 100 kg. og lige så lang som sengen og forbundet med diverse drop til denne. Beboeren er taget op i en lift, som hun fortsat hænger i og er mere eller mindre helt væk, mens Mette kæmper en desperat kamp for at få kørt liften ind over sengen. Gulvet sejler i afføring. Mette har ikke tilkaldt hjælp - det er normal praksis, at man må klare sig selv.

Vi får nu sammen beboeren over i sengen, hvor hun kvitterer med at kaste op i lange baner. Jeg kan se på Mette, at hun er helt færdig og ved at give op. Hun har lige skiftet sengetøj og haft beboeren i bad. Men nu er den ældre dame helt bevidstløs. Jeg tilkalder sygeplejersken over telefonen. Hun kvitterer med at meddele, at hun altså lige er ved at spise. Men hun kan vist høre på min arrige stemme, at hun hellere må komme op og se på beboeren. Det gør hun på en meters afstand - med en kommentar om, at hun jo nok er forstoppet. Så går hun igen.

Vi får vasket og lagt rent på. Dvs. der er ingen rene lagner, så det bliver med håndklæder. Uden for stue 4 falder Mette helt sammen. Men nu er jeg gal i skralden. Har hun "aldrig hørt, at man ikke lifter alene," eller "noget om arbejdsstillinger og dårlige rygge," og at hendes og beboernes helbred altså kommer før deres sindssyge praksis med ikke at tilkalde hjælp!

Derefter fortsætter jeg til næste etage. Efter en halv time ryger jeg i konflikt med en anden afløser om respekt for andre mennesker. Vel at mærke efter, at vi har taget en døende beboer op i en kørestol, og hun derefter er kørt ud blandt de andre i spisestuen sammen med sin mand, som sidder med tårer i øjnene. Efter 20 min. er hun hel grå og spids i ansigtet. Jeg vil have, at vi kører hende ind igen. Men nej, siges der, hendes mand skal lige ryge en smøg. Han ser dog så bedende på mig, at jeg uanset konflikten går hen og kigger til den stakkels dame.

Derefter er min tålmodig brugt helt op og jeg går direkte til sygeplejersken og siger, at disse to oplevelser ikke kan være rimelige hverken over for beboerne eller personalet. To uger efter hører jeg, at der har været personalemøde, hvor alle har fået at vide, at det er forbudt at lifte alene, og det er fyringsgrundlag, hvis man gør det, og ud over det skal man være to om de tunge beboere o.s.v. Den døende beboer døde dagen efter. - NV