Nej-stemmer til det første mæglingsforlig for ansatte på det private arbejdsmarked i Norge havde de norske nedskæringspolitikere, arbejdsgivere og LO-ledelsen fået en klar og utvetydig besked: Utilfredshed med mere end 10 års løntilbageholdenhed kræver en overenskomst med håndfaste resultater. Den norske LO-ledelse fejlbedømte med det første forlig totalt harmen blandt de norske arbejdere, og afstemningsresultatet ydmygede fuldstændigt fagbevægelsens top.

Det skulle vise sig, at kampviljen holdt stik. Da storstrejken samtidig nød sympati i den brede norske befolkning, var LO og arbejdsgiverne nødt til at give væsentlige indrømmelser:

Det generelle løntillæg blev fordoblet fra 0,75 kr. til 1,50 kr.

De lavest lønnede får 3,50 kr.

Den 5. ferieuge – som var udset til først at gælde om 2 år – falder hurtigere på plads

Overenskomstperiodens længde fastholdes på 2 år, imod ellers planlagt at skulle vare 3 år

På alle disse fire vigtige punkter er der givet klare markante indrømmelser, som stort set kan betegnes som fordobling i forhold til det første forlig; men set i forhold til det norske borgerskabs eventyrlige profitter, så er det selvsagt stadig småpenge.

Det er også et faktum, at andre væsentlige forringelser stadig eksisterer i det nuværende forlig. Således har arbejdsgiverne og LO fastholdt en yderligere fleksibilisering af arbejdstiden. Der er her tale om en vigtig undergravning af normalarbejdsdagen, der – som vi kender det i Danmark – er stærkt helbredsnedbrydende for alle, og det rammer børnefamilierne ekstra hårdt.

Netop den øget fleksible arbejdstid betyder, at der fortsat er store grupper, som vil stemme Nej til det nye resultat. Repræsentanterne for eksempelvis bryggeriarbejderne har opfordret deres medlemmer til at stemme resultatet ned på den konto.

Det er imidlertid en kendsgerning, at strejken har bidraget til et afgørende opsving for klassebevidstheden og kampfællesskabet mod strejkebryderiet. De hellige rammer fra Arntsen-udvalget (nedsat af den socialdemokratiske regering med repræsentanter fra arbejdsgivere og LO, og har samlet udtalt, at løntilbageholdenhed er en forudsætning for norsk erhvervsliv) er sprængt, 10 års løntilbageholdenhed er knækket. Strejken var ikke kun et velfortjent slag mod arbejdsgiverne, men også mod LO-ledelsen, og Socialdemokratiets klassesamarbejdslinie er blevet afsløret og svækket.

LO-ledelsen har ikke redet stormen af på grund af den nye aftale. Meget belejligt står de netop over for en ordinær LO-kongres, hvor mange af de oppositionelle kræfter vil stille dem til ansvar for deres klassesamarbejde. Fra de mest aktive og radikale faglige tillidsrepræsentanter peges på, at det ikke bare handler om personspørgsmål, men om en total omlægning af LO´s fagpolitiske linie og organisationsstruktur.