Strøtanker uge 20

 

Hørt i koncernen i anledning af Arbejdsmarkedsstyrelsens Amanda: "Det er da underligt, at Venstre lige pludseligt synes, det er synd for de arbejdsløse." "Når man oplever, hvor forkert et billede af virkeligheden pressen giver, tager man sig selv i at tænke: Hvad så med alle de andre nyheder?"

Konkurrencen om IT-arbejdskraft optrappes.

I Tyskland blev der givet tilsagn om, at tusindvis af indere kunne få midlertidig(!) opholdstilladelse til at arbejde som IT-specialister. I løbet af nogen måneder var der hele 30 (ca.), der havde taget imod "tilbuddet".

I Danmark råbes der til tider meget højt om manglen på IT-arbejdskraft. Ifølge Prosa er der nævnt mangeltal på helt op til 42.500. I Prosa er der dog stadig ledig arbejdskraft, også nyuddannede datamatikere. Alligevel fremlægger udlændingestyrelsen nu et forslag til, hvordan det kan gøres nemmere at få arbejds- og opholdstilladelse for udlændinge. I den forbindelse er IT-området nævnt som et område, hvor der er behov for en hurtigere og nemmere adgang til landet.

De samme toner høres også fra USA og andre steder verden over.

Det sker samtidig med, at der opnås rekordprofitter inden for området, og dermed skærpes konkurrencen, og produktionsmetoderne ændres i højt tempo. De udviklingsværktøjer, der var hurtige i går, er for langsomme i dag. De programmer, der udvikles, skal være forberedt til en ny teknologi, der først dukker op, mens de udvikles. Amanda er et af eksemplerne på det.

Tilsammen betyder det, at en IT-specialist, der er dygtig til den nyeste teknologi, kan udvikle produkter i et meget hurtigt tempo, mens beskrivelsen af, hvad de skal udvikle, halter langt bagud. Altså bliver arbejdskraftens tekniske kvalifikationer hurtigt forældede, mens der ikke bliver lagt vægt nok på den beskrivende og logiske del af uddannelserne.

Samtidig sker der det, at alle de ’gamle’ edb-programmer er ved at komme til kort, når der skal konkurreres med andre virksomheder, der har nyere programmer, og de skal derfor skiftes ud. Vel at mærke, ofte inden investeringen har tjent sig ind.

Derfor bliver resultatet manglende kvalificeret arbejdskraft, som virksomhederne har råd til at betale for. Derfor må der importeres billig arbejdskraft. Heldigvis viser eksemplet fra Tyskland, at arbejdskraften ikke er helt så godtroende, som kapitalen kunne ønske.

GBe