Den kendte filminstruktør Ib Makwarth høstede fortjent bifald, da hans nyeste dokumentarfilm, "Pigen fra Oradour", havde premiere ved en særforstilling i Park Bio i København den 4. maj, Danmarksbefrielsesdag. Medlemmer af Aktive Modstandsfolk og Folkebevægelsen Mod Nazisme (FMN) deltog som hædersgæster. Filmen er produceret af Telefilm med støtte fra bl.a. FMN. Den vil senere blive vist ved særlige arrangementer for medlemmer af FMN og modstandsfolk.

Ib Makwarth vil være kendt af mange danskere for sine mere end et halvt hundrede dokumentar- og undervisningsfilm, f.eks. om typografernes store holmgang med det professionelt reaktionære Berlingske Tidende og hans stærke anti-narkofilm, der afslører hans stærke sociale engagement.

Han må betragtes som den ypperste i genren, og det er både opløftende og befriende at opleve, at han ikke er faldet for disse afskyelige moderetninger, hvor intet må være gennemført og professionelt korrekt. Tænk, han dyrker ikke det håndholdte kamera og de uskarpe, rystede billeder. Heller ikke de altid overtallige skæve vinkler og andre opstyltede påfund. Billederne får oven i købet lov til at stå lige, og han går så vidt, at han lader en klarttalende skuespiller som Katja Miehe-Renard indtale den ledsagende tekst, så man oven i købet kan høre, hvad der bliver sagt.

Det er jo nærmest uhørt i disse dogme-dage, hvor kaos-teorier florerer i alt og overalt. Med et skævt smil udtaler Ib Makwarth da også dogme (efter de opreklamerede såkaldte dogme-film) som dovne og krummer tæer, fordi der ofte er tale om folk, der åbenbart ikke mestrer deres håndværk, og som dyrker deres tilstræbte makværk som den største kunst.

Ib Makwarths seneste film hedder "Pigen fra Oradour". På kun 22 minutter genoplever man, hvad det tyske SS-korps står for. I løbet af få timer dræber de uden vrede, men koldt og kynisk, alle de 642 indbyggere i den lille franske by og sætter alle huse i brand. Næsten samtidig blev en tilsvarende massakre begået i byen Lidice i Tjekkoslovakiet.

Det hele foregik den 10. juni 1944, kun få dage efter at de vestallierede var gået i land i Frankrig for med kamptropper at deltage i den endelige befrielse af Europa og slå nazismens rædselsherredømme til jorden.

Filmen er blottet for dramatiske effekter og optrædende personer. Men de tavse billeder taler deres eget intense sprog, som alle forstår, og som man bliver stærkt grebet af. Det er en fremragende måde at gøre døde ting levende på, at udslette alle de mellemliggende år og gøre den historiske begivenhed så nærliggende, at den næsten virker selvoplevet. Det er noget sådant, der gør film til kunst.

I filmens slutning opleves det franske "retsopgør", der på mange måder minder om det danske, idet krigsforbryderne går fri og får amnesti. Men indbyggerne havde allerede da besluttet at lade byen stå som en evig advarsel og skamstøtte over nazismen og dens værk.

Billederne af de sodsværtede, markante ruiner, f.eks. kirken, bliver siddende på nethinden som en formaning og en opfordring til aldrig at blive trær, men fortsætte og udvikle kampen imod nazismen og krigen.

Argus