Verdenbanksårsmøde: udplyndring af den tredje verden

Omkring 20.000 demonstrerende. 1.200 blev arresteret. Krav som stop for de frie markedskræfters uhæmmede magt, nej til privatisering af statslige opgaver som uddannelse, sundhed og vandforsyning med mere og slet ulandenes gæld.

Årsagen var det nyligt afholdt årsmøde for tvillingeorganisationerne - Verdensbanken og Den internationale Valutafond, IMF. To af vigtigste organisationer til at holde den tredje verden nede i den dybeste fattigdom og sikre monopolernes fortsatte udplyndring af råstoffer og arbejdskraft.

Mødet, der foregik i Verdensbankens/IMF’s hovedsæde i den amerikanske regeringsby, Washington, blev mødt med kraftige demonstrationer fra en række mere eller mindre progressive organisationer, fagforeninger, menneskeretighedsorganisationer og solidaritetsgrupper. Protester, der er rettet mod Verdensbankens og IMF’s diktatoriske og forbryderiske politik, ikke mindst over for ulandene.

Demonstranterne er blevet mødt af et hårdhændet bevæbnet amerikansk politi. Masse-arrestationer og brug af tåregas og vold skulle forhindre en menneskekæde rundt om hovedsædet, så deltagerne ikke kunne nå frem til mødelokalerne. Ligesom det skete, da det lykkedes at lægge en menneskekæde rundt om WTO-topmødet i Seattle i december sidste år - med samme formål, at protestere over for de rige landes udnyttelse af den tredje verden.

Kravene om, at Verdensbanken og IMF opgiver diktaterne til ulandene om sociale nedskæringer, om at fjerne kontrollen med udenlandske investeringer og give de imperialistiske lande uhæmmet adgang til at udnytte landenes råstoffer og arbejdskraft, om at stoppe kravene om privatiseringen af statslige opgaver, om at omlægge produktionen til eksport mv, faldt for døve øren.

Verdensbanken viste ingen interesse for at løsne de lænker, som ulandene er blevet lagt i. Der var ingen konkrete løfter om gældssanering eller en liberalisering af handelen, så ulandene får mulighed for frit at kunne eksportere deres produkter til de imperialistiske lande.

Verdensbanken og IMF mødtes på et tidspunkt, hvor kløften mellem de rige lande og ulandene aldrig har været større. En økonomisk ulighed, der er vokset i løbet af 1990´erne, hvor globaliseringen af verdenshandelen har taget til som følge af Sovjets og Østblokkens sammenbrud og Verdensbankens stigende indflydelse i en lang række lande.

På trods af, at verdenshandelen er steget kraftigt de seneste 10 år, så er fattigdommen og uligheden steget kraftigt som følge af, at flere lande er kommet i lommen på Verdensbanken/IMF og er blevet tvunget til at indrette deres økonomi efter de to organisationers krav.

Verdensbanken og IMF har gennem årene ydet lån fra private långivere, store banker m.v. til ulandene med krav om, at de enkelte ulande på statsplan kautionerede for lånene. Lånene, der efter sigende er blevet givet til udvikling af ulandene ("til at hæve levestandarden i udviklingslandene," som "FN-fakta" hævder) har styrket långivernes mulighed for at trænge yderligere ind på ulandenes markeder for at udsuge landenes råstoffer og arbejdskraft.

Fra slutningen af 1980´erne og efter Sovjets og Østblokkens fald har Verdensbanken yderligere skærpet betingelserne for at modtage lån. Den håbløse gæld, ulandene er havnet i ved lånmodtagning fra de imperialistiske landes storbanker mv., er blevet udnyttet til at sætte tommelskruerne på med direkte krav til den økonomiske politik, landene skal føre. Kravene går på nedskæring af landenes sociale udgifter, privatisering af de offentlige virksomheder, liberalisering af handel og priser, reformer af det finansielle marked samt landbrugsreformer, der tager sigte på produktion af fødevarer, tekstiler, mv. til eksport.

"Strukturtilpasningsreformer" har haft ødelæggende konsekvenser for størstedelen af befolkningen i de mere end 80 lande, hvor programmerne er blevet gennemført (ifølge SAPRIN, der er et samarbejde mellem 1200 NGO’er verden over, som sammen med Verdensbanken og regeringerne i udvalgte ulande gennemfører en "folkelig evaluering" af strukturtilpasningspolitiken i regi af verdensbanken og IMF).

Verdensbankens og IMF’s opgørelser over den voksende fattigdom og af de alvorlige sociale følger af strukturtilpasningspogrammerne er imidlertid stærkt misvisende eller løgnagtige. Man opererer bevidst med en definition af fattigdom, der sætter det reelle antal fattige i de enkelte lande - både i ulandene og de imperialistiske lande, hvor Verdensbanken/IMF hævder, at fattigdommen er udryddet - langt lavere, end det virkeligt er.

Grænsen for, hvem der beregnes som fattige (ekstremt fattige), er sat til "en dollar om dagen" - uden at skelne til de reelle sociale forhold i de enkelte lande, om man virkeligt kan overleve for en indtægt på en dollar. Så "kun" 1,2 milliarder mennesker tælles med i opgørelsen som fattige. Man forventer, at den økonomiske udvikling vil føre til, at flere vil overskride denne "fattigdomsgrænse" - uden at undersøge, om "indtægtsstigningen" er reel, om folk kan brødføde sig selv, om de får reel adgang til udannelse, sundhed, rent drikkevand, boliger, arbejde mv.

Også FN’s (UNDP’s) opgørelser om fattigdom synes at være stærkt misvisende, selvom de bygger på de mest grundlæggende elementer, når man skal opgøre, om folk lider social nød: kort levetid, mangel på grundlæggende uddannelse og "mangel på tilgang til offentlige og private ressourcer". Alligevel kommer UNDP’s afdeling for menneskelig udvikling frem til opgørelser for menneskelig fattigdom, som går totalt på tværs af virkeligheden i de enkelte lande. UNDP’s beregninger viser "fremgang" for fattigdomsreduktionen i Afrika syd for Sahara, Mellemøsten og Indien, som intet har med situationen i landene at gøre.

Opgørelser, som kynisk misbruges til at sælge Verdensbankens forbryderiske og morderiske politik som "økonomiske fremskridt" for befolkningen i ulandene, på trods af de øgede sociale uligheder, der de facto er en følge af de sociale nedskæringer, liberaliseringen og privatiseringen samt omlægningen af ikke mindst landbrugsproduktionen til eksport.

Frem til den økonomiske krise i Sydøstasien og Japan i 1997-98 påstod Verdensbanken, at det gik strålende med verdensøkonomien under indflydelsen af reformerne for et "frit marked". En påstand gående ud på, at krisen i Sydøstasien synes overvundet, fremsættes på ny, med beklagelser over, at krisen førte til en opbremsning af den økonomiske fremgang og dermed til, at Verdensbankens såkaldte mål om at nedbringe fattigdommen i verden ikke blev opfyldt. Nu er vi på rette spor igen!

Det øgede niveau af global fattigdom, som skyldes strukturtilpasningsreformer m.v., benægtes stadig af G7-regeringerne (regringerne i de syv rigeste landes sammenslutning G7) og af imperialismens internationale institutioner som Verdensbanken og IMF; den sociale virkelighed skjules, officielle statistikker manipuleres, og økonomiske begreber vendes totalt på hovedet.

Alligevel har den nyligt afgåede leder af IMF, Michel Camdessus, fastslået i en rapport, at det er moralsk forkasteligt, økonomisk set dumt og socialt set en potentiel bombe, at forskellene mellem rige og fattige lande i verden nu er større end nogensinde.

Op til Verdensbankens årsmøde i Washington holdt G77-landene, der er en sammenslutning af en række af verdens fattigste lande, møde i Cuba for at danne en fælles holdning til Verdensbankens møde. Målet var at få stillet en række fælles krav til den politik, som Verdensbanken og IMF fører over for ulandene.

De vigtigste krav fra G77 er en afskrivning af den ufattelige gæld, som tynger ulandene og forhindrer et hvert forsøg på en egentlig økonomisk udvikling, samt fra enkelte ulande en fjernelse af de toldafgifter på bl.a. landbrugsvarer og tekstiler, som de rige lande har indført for at beskytte deres egne markeder, skønt de ellers kræver fuldstændig liberalisering af handelen fra ulandenes side.

Det er alvorlige forbrydelser mod folkene i den tredje verden, som Verdensbanken/imperialismen er ansvarlige for. Mo/Od.

IMF blev oprettet på baggrund af en traktat udarbejdet af 45 lande i Bretton Woods, USA, juli 1944. Fonden trådte i kraft d. 27/9 1945, samtidig som Verdensbanken, som en tvillinge-organisation, der skulle tjene imperialismens interesser oven på 2. verdenskrig, og som i dag skal fastholde imperialismens og ikke mindst USA-imperialismens kontrol med og udplyndring af den 3. verden - fastholde det økonomiske kvælergreb om hele verden.

Ifølge "FN-fakta" er det officielle formål med IMF at "fremme internationalt monetært samarbejde, at medvirke til, at den internationale handel udvides ved balanceret vækst, at fremme stabile og ordnede forhold for valutaveksling, at assistere ved tilvejebringelse af et multilateralt betalingssystem, der respekterer valutaoverførsler mellem medlemslande, og at hindre, at valutavekslingen pålægges restriktioner, der vil skade væksten i verdenshandelen."

IMF har arbejdet for at liberalisere handelen og gøre det lettere at investere i den tredje verden. En politik, der er blevet solgt som et gode for ulandene, da de inddrages i verdenshandelen og lettere kan komme af med deres produkter, men som har medvirket til at lægge landene åbne for monopolernes indtrængning på deres marked og øget monopolernes og de imperialistiske landes kontrol med deres økonomi. I et tær samarbejde med Verdensbanken.

Medlemslandene har en kvote i fonden svarende til landets "vægt i verdensøkonomien". Kvoterne afgør de enkelte landes indflydelse. USA har 17 pct. og er dermed den afgørende magtfaktor i IMF (og i Verdensbanken), men opbygningen af den europæiske unionsstat vil føre til, at EU i kraft af sin økonomiske styrke blive en magtfuld imperialistisk konkurrent.

IMF og Verdensbanken fører en politik, der har fremmet monopolernes interesser overalt i den tredje verden, lagt ulandene åben for kapitalistisk udplyndring og tvunget dem ud i en stadig mere håbløs økonomisk situation - via gældsætning og skærpede krav til den politik, de enkelte lande skal føre, for at modtage nye lån …

Hovedsæde: Washington, USA.

IMF har 182 medlemsstater.

Grundlagt samtidig med tvillinge-organisationen Den Internationale Valutafond, IMF, d. 27/9 1945.

Ifølge "FN-fakta" er det officielle formål med Verdensbanken "at bidrage til at hæve levestandarden i udviklingslandene ved at overføre penge fra de rige lande til de fattige lande i d. 3. verden".

Lande, der er tilsluttet IMF, kan optages som medlem.

Verdensbanken kan kun yde lån til produktive formål, og der skal tages hensyn til muligheden for, at lånet kan tilbagebetales. Modtagerlandenes regeringer skal kautionere for de lån, der ydes. Der er tale om lån, der ydes af private banker mv. og formidles af Verdensbanken

Selvom Verdensbanken er opført under listen af FN-særorganisationer, har FN ingen indflydelse på Verdensbankens politik. Det er USA, der er den dominerende magt, ganske som i IMF. IMF har ydet lån til fascistiske stater som Portugal og apartheid-Sydafrika i 1960´erne på trods af, at FN opfordrede til ikke at give sådanne lån - med det svar, at man drev økonomi, ikke politik.

Lånene gik frem til 1960’erne i høj grad til storprojekter, der også kom udenlandske firmaer til gode: anlæggelse af dæmninger, af motorveje, som kunne fremme udnyttelsen af landets råstoffer mv., altså fremmede monopolernes indtrængning i de enkelte ulande.

Fra 1968 til 1981 øgedes långivningen kraftigt, med det officielle formål at investere i den sociale sektor. Reduktion af fattigdommen var slagordet. Væksten skulle skabes via lån til småbønderne, til jordbrugskonsulenter og vandingsanlæg, udbyggelse af sundhed og uddannelse lån, hed det. Men i virkeligheden drejede det sig om at gøre mere land tilgængeligt for kommerciel landbrug, skovbrug og husdyrhold, i høj grad til gavn for plantageejere fra den rige verden.

Det førte til omfattende økologiske konsekvenser. Regnskov blev ryddet for at oprette plantager, og tusinder af mennesker, der levede bl.a. i Amazonas-området i Brasilien, blev tvangsforflyttet eller direkte slået ihjel.

Politikken med direkte at diktere lånmodtagerne en bestemt økonomisk politik tog fart i 70’erne og tog yderligere til med ulandenes voksende gældskrise. Der blev givet lån til strukturtilpasningsprogrammer for omlægning af ulandenes økonomi i retning af øget liberalisering og sociale nedskæringer. Kravene til lånmodtagerne er blevet stadigt skærpede.

Verdensbankens udlånspolitik har tjent USA-imperialismens interesser. Kravene til lånoptagelse har fremmet de multinationale selskabers interesser i den 3. verden med det resultat, at de fattige lande er blevet stadigt fattigere, mens landenes rigdomme er svømmet til de rige lande/monopolerne.

Hovedsædet for Verdensbanken og IMF ligger ganske betegnende samme sted - i den amerikanske regeringsby: Washington.

181 medlemsstater.