Aktiekursernes rutsjebane -

opad, nedad, nedad, opad igen opopadigenigennopadbevæget sig opad

For to uger siden udløste et kraftigt fald på IT-aktiernes kurser på den amerikanske fondsbørs stor panik. IT-aktiernes fald smittede af på andre Dow Jones-bestemmende aktiegrupper. Faldet i USA gik straks kloden rundt i samme takt, som Jorden drejer sig om sin egen akse. For halvandet år siden var det de asiatiske tigerøkonomier, der skabte rystelser. Det blev forklaret med, at Malaysia, Thailand, Sydkorea, Japan med flere havde investeret ufornuftigt, for hurtigt og dristigt i falsk forhåbning til områdets udvikling som et vigtigt vækstcenter.

Så det var nødvendigt og naturligt at lukke lidt luft ud af ballonen.

I dag er forklaringen, at forventningerne til IT-aktierne var skruet for højt op, hvilket dommen over Bill Gates´ Microsoft afdækkede. Så dykket bliver forklaret med, at der skulle lukkes lidt luft ud af ballonen.

Det er kun en del af sandheden. Sådan ser det ud på overfladen, og sådan kan enkelte fænomener i den kapitalistiske snylterverden udløse kriser, hvis sammenhænge drejer sig om et verdensomspændende lag af rentierer, der suger profitter til sig på bekostning af arbejderklassen og undertrykte nationer.

Selve ideen om at bruge aktier som redskab til at koncentrere kapital er mere end 200 år gammel, og den har således sit udspring i perioden, hvor de spæde kapitalister i fremskridtets ånd forsøgte at støde feudalisterne fra statsmagten. Det skulle vise sig, at denne magtkamp varede mere end 100 år, før kapitalismen havde sejret i de fleste industrialiserede lande; men det er en anden snak.

I flere årtier spillede aktieselskaberne en positiv rolle, som en vigtig metode til at koncentrere kapital til løsning af vigtige samfundsmæssige opgaver. Karl Marx skrev i Kapitalen (bind 1, bog 4, side 885, da. udg.):

Som Karl Marx påviste, så har kapitalismen og kapitalkoncentrationen siden skiftet fra at være progressiv til fordel for samfundet til at være reaktionær til gavn for et stadigt mindre snylterlag, der tjener stadig større formuer ved brug af kapitalkoncentration. Til det formål bruges aktierne stadig.

Det kendetegnende for aktier er, at man i modsætning til bankindskud (på papiret i hvert fald) ikke er sikret at få sit indskud tilbage, hvilket betyder, at udbyttet – eller dividenden – skal være højere end bankrenten for at trække investorer til. Desto større forskel, der er på dividenden og bankrenten, desto højere bliver kursen – salgsprisen - på aktien. Det er denne fortegnede del af aktieprincippet, der forsvarer rentierernes snylten. Under toppen gemmer resten af isbjerget sig:

Den samlede aktiekapital i en virksomhed modsvarer ikke den reelle "arbejdende" kapital i virksomheden. Virksomhedens arbejdende værdier, maskiner, produkter, bygninger og arbejdskraft kan eksempelvis være på 100 mio. kr., mens aktiekapitalen er f.eks. på 300 mio. kr. Her opstår der allerede et misforhold. Der er ikke dækning for 200 millioner kr, som på trods har krav på den samme årlige dividende. Differencen omtales stiftergevinst.

I de fleste stærkere, danske aktieselskaber ligger den årlige dividende på omkring 15%.

Den afgørende spekulationsvirksomhed er knyttet til kursgevinsterne. Den ovennævnte aktiekapital på 300 mio. kr. kan meget let have en samlet kursværdi på 900 mio. kr., hvilket altså udløser en profit på 200%, hvis man i sin tid købte aktien til pålydende værdi.

Men det samme eksempel afdækker et spænd fra den reale kapital i virksomheden til den kursfastsatte værdi på 800 mio. kr.! Det er en fiktiv kapital, der simpelthen ikke er dækning for; men som udløses, når aktien sælges. Næste køber forventer nye kursstigninger og kan igen indløse gevinst, der ikke er mere dækning for end vor mors luftfrikadeller og vindsteg.

Når tilliden til forventningerne brister, så indfinder børskrakkene sig – uanset politikernes og økonomernes påstande om, at vi i det moderne kapitalistiske samfund har fundet styringsmekanismer. Lykketoft kan ikke ændre den fiktive kapital ved at kalde børsspekulanterne for hysteriske kællinger.

Dykket for to uger siden er blot en lille rystelse, trods mediernes sammenligninger med århundredets andre store børskrak. Det berømte børskrak på Wall Street, september1929, medførte et dyk på 25% på to dage og 90% over et par år – og det kan ske igen; men det sidste betød et fald på 5-7%, som allerede stort set er indhentet igen.

Desuden skal det ses i lyset af, at det danske bestemmende aktieindeks (KFX, som består af 20 dominerende selskaber) på ét år (marts 1999 til marts 2000) er steget med 50% - fra 200 i kursværdi til 300!

Det forklarer også arbejderklassens reallønstilbagegang. -gri