Arbejderklassens
kommunistiske parti

Uddrag af kongresberetningen

Med denne kongres stiftes arbejderklassens kommunistiske parti - Arbejderpartiet Kommunisterne.

Et parti, som sætter sig selv store mål: at gå i spidsen for kampen for et socialistisk Danmark, for at oprette arbejdernes klasseherredømme til erstatning for monopolernes stat.

Et parti, som kæmper skulder ved skulder med arbejderklassen og folkene verden over, sammen med kommunisterne, alle revolutionære og progressive mennesker, som rejser sig til kamp mod imperialismen, for revolution og socialisme.

Det 21. århundredes kommunistiske parti.

Sjældent er dannelsen af et parti blevet forberedt så grundigt.

Med sig har det erfaringerne fra den danske kommunistiske bevægelse i det sidste århundrede, positive og negative. De udgør både en righoldig kilde til inspiration - og en stadig advarsel mod at lade opportunisme og revisionisme slå rødder og brede sig i det kommunistiske parti - med dets forfald og undergang til følge.

Med sig har det erfaringerne fra arbejderklassens store kampe under både såkaldt normale og fredelige forhold og i krise og krig. Fra modstandskampen mod den hitlertyske besættelse og fascismen til kampen mod NATO og mod monopolernes Union. Fra kampene for de helt grundlæggende rettigheder til kampen for den truede velfærd.

Med sig har det erfaringerne med det socialdemokratiske og revisionistiske forræderi, som har voldt så stor skade gennem så lang tid - og har stillet klassen og dens allierede i en vanskelig stilling over for dagens kapitalistiske og imperialistiske offensiv, som har mange navne: "globalisering", "ny verdensorden", "ny økonomi", "Union".

Med sig har det alle socialismens erfaringer. Erfaringerne fra første gang, arbejderklassen gjorde op med det herskende borgerskab og opbyggede det ny samfund - som viste sig at fungere

(Forts. næste side)

og skabe fremgang for de mange i et hidtil uhørt tempo, og som slog den gamle udbytterverden med skræk. Erfaringerne fra en periode, hvor revolutionen og socialismen trængte imperialismen tilbage på halvdelen af kloden. Fra arbejdernes og folkenes heroiske kampe, der har krævet så meget blod og så mange ofre.

Og det har også de negative erfaringer med sig fra det store nederlag, som imperialismen og den moderne revisionisme i forening bevirkede, og som udslettede socialismen som socialt system. Som genskabte det nuværende kapitalistiske verdensmarked og igen etablerede monopolernes og imperialismens åg overalt.

Og med sig har det endelig arbejderklassens revolutionære teori, Marx’, Engels’, Lenins og Stalins lære, skabt og udviklet i dens århundredlange kamp.

Marxismen-leninismen er uovervindelig, fordi den er rigtig. Den er revolutionens og socialismens prøvede og pålidelige kompas.

Før denne kongres ligger der næsten tre års konkrete forberedelser, som gør, at den kan vedtage et grundlag, der rummer alle disse erfaringer. Med princip- og handlingsprogrammet får de danske kommunister en klar og utvetydig platform for deres kamp. Med de ny partilove fastlægges solide rammer for partiet.

Igennem de grundige diskussioner, der ligger forud, igennem tre års kamp for at lægge det ideologiske, politiske og organisatoriske fundament for partiet, er der skabt en høj grad af enhed i tanke og handling, som gør, at partiet fra sin første dag vil kunne spille en aktiv rolle og sætte sit præg på udviklingen af i arbejderklassens kamp.

Med bladet Kommunistisk Politik, det teoretiske tidsskrift Orientering og udgivelserne fra Oktober Forlag vil partiet være i stand til gøre sin linje og politik kendt.

Det kommunistiske ungdomsforbund, DKU, og dets blad Fremad vil samtidig nå stadig bredere ud blandt de unge af i dag.

Arbejderpartiet Kommunisterne har derfor alle muligheder for hurtig vækst og hurtig udvikling. Igennem de kommende år vil mange p.t. partiløse kommunister og revolutionære arbejdere og andre progressive samle sig omkring det. For partiet har en klar holdning til alle klassekampens vigtige spørgsmål og viser vej til fremgang for arbejderne og det store flertal i deres kamp.