Døm selv på politikken -

på hvordan der handles i klassekampen

Dorte Grenaa: - Det glæder jeg mig da til. Det er en stor udfordring og et tillidshverv, hvor man forsørger at yde det bedste, man har i sig.

Nu handler kommunistisk ledelse jo ikke om at sidde alene på toppen af en kransekage og tro, man er klogere end alle de andre - sådan har det aldrig været.

Med den samlede partiledelse, vi har fået valgt på kongressen, og med det parti vi har, vil det være som del af et dygtigt og erfarent partikollektiv, jeg skal udfylde min rolle. Og selv har jeg da også mere end 25 års erfaring bag mig i den kommunistiske bevægelse. Jo, det er jeg parat til.

Selve det store arbejde for at stifte partiet er nu afsluttet, og nu kan vi kaste os endnu mere energisk ind i en hurtig udvikling af partiets opbygning og opgaver. Vores kongres viste så stor enhed, så stor optimisme, var så fuld af kampmod - det lover virkelig godt.

DG: - Ja, det er et godt navn, ikke? Det siger, hvad vi er.

Det er både et nyt parti, født her i starten af det nye årtusinde, og samtidig med dybe rødder tilbage i den danske arbejderklassens revolutionære kamp og den internationale kommunistiske bevægelse. Det kan godt lyde lidt højtideligt at sige sådan. Men det betyder, at arbejderklassen igen har sit kommunistiske parti, det der kan få alle de små og store kampe til at smelte sammen til den kraft, der kan skabe et socialistisk Danmark.

Ikke bare et parti der er en kopi eller simpel gentagelse af tidligere kommunistisk partier. Kommunisterne har gjort sig mange erfaringer i den proces, men et parti, der klart bygger på de bedste traditioner og det videnskabelige grundlag, det teoriske fundament som marxismen-leninismen er og derfor er stand til at forholde sig til de konkrete forhold vi lever under. Både i dagens "Unions-Danmark" og internationalt.

DG : Jeg forstår godt, hvis man spørger sådan. Det er indlysende, at hvis der i forvejen var et kommunistisk parti af gavn og ikke bare af navn, ville det være temmelig åndsvagt at stifte et nyt. Men det er jo ikke tilfældet.

I slutningen af firserne og begyndelsen af 90erne med opbrud på mange fronter, rejste der sig et krav om samling af kommunisterne i et stærkt parti. Et parti på marxismen-leninismens grund. Som en konkret opgave og mulighed. Sovjetunionens og de andre revisionistiske landes sammenbrud, revisionismens fallit og kontrarevolutionen i det socialistiske Albanien måtte skabe voldsomme dønninger.

Den bestræbelse på samling og på igen at gøre kommunismen til en politisk faktor af betydning blev fulgt af kommunister i og udenfor de partier og grupper, der fandtes i starten af 90erne.

Men i løbet af den proces skilte vandene sig også. Ikke om små "interessante" spidsfindigheder, men på de helt afgørende spørgsmål, dem der betyder noget.

Skulle det hele ende som endnu et nyt lille socialdemokratisk støtteparti? Eller for alvor blive til arbejderklassens kommunistiske parti? Det drejer sig ikke om småting - men i sidste ende om arbejderklassens og Danmarks fremtid.

I nogle partier og grupper førte det til en turbulent proces med eksklusioner og brud. F.eks. i DKP/ML og KPiD. Samlingen på marxismens-leninismens grund forsatte imidlertid omkring Oktober og har ført til stiftelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne. Man kan for så vidt sige, at den ikke er slut endnu - men nu står tingene klart - også forskellene er til at tage at føle på.

DG: - Ja, netop programdiskussionen har ført til afklaring. Den har været meget konstruktiv, hundreder af mennesker landet over har deltaget i den.

Et kommunistisk partis program betyder noget. Det er nemlig ikke noget, man bare tager frem ved højtidelige lejligheder, og så ellers løber fra, hvis det bliver for besværligt. Når du læser det program, så får du svar på – hvad vil Arbejderpartiet Kommunisterne, hvilke opgaver stiller klassekampen i dag og hvordan kan vi løse dem.

Jeg siger med vilje vi – for arbejderklassen og dets kommunistiske parti står overfor at løse det samme spørgsmål– enten fortsætter arbejdsgivernes, magtelitens og borgerskabets kyniske kapitalistiske samfundssystem eller også vinder arbejderklassen magten til opbygge en fremtid for flertallet af befolkningen. Så simpelt er det – så stor en opgave er det.

Ethvert forsøg på at finde en 3. mellemvej ved , at arbejderklassen kan købe sig til magten gennem aktie og lønmodtagerfonde, vende samfundsudviklingen ved sidde med ved de stores bord, hvad enten det er "unionsbordet" eller trepartforhandlinger, eller stemme sig til socialismen har jo vist sig at være nytteløst snak. Det fører kun til at arbejderne må bøje nakken mens de der så ivrigt har foregøglet dette, er endt på lønningslisterne hos kapitalismens støttepiller.

Også DKP/ML har vedtaget et program, KPiD gør det snart.

Døm selv på politikken, på hvordan der handles i klassekampen!

DG: - Der er ikke grund til andet. Vi står på et solidt fundament, med vores principprogram, handlingsprogram og vedtægter. Vi skal hverken starte forfra eller starte fra punkt nul. Partiets består af veteraner fra den kommunistiske bevægelse, helt tilbage fra modstandskampen, af kammerater med baggrund i forskellige partier: DKP, DKP/ML, KPiD, Fælles Kurs og Enhedslisten, der har lagt dem og alt det negative fra dem bag sig, af kammerater solidt rodfæstede på arbejdspladser, i fagbevægelsen og arbejdsløshedsarbejdet, i EU-kampen og forskellige masseorganisationer, og også af unge, tilmed helt unge. DKU har spillet sin egen rolle i at få lagt grunden til partiet.

Vi henter hver især vores store styrke i, at vi ikke skal slås alene. Prøv at tage een tændstik og se, hvor let det er at knække den. Prøv så at tage ti – og se hvad der sker.

Partiets store styrke er, at det er en del af arbejderklassen, dets kræfter er ikke begrænset til antal hoveder. Det er ikke et vælgerparti, ikke et eliteparti., Det arbejder med at organisere mennesker overalt, og derfor må det bygge på selvstændige tænkende og handlende medlemmer. Enhver arbejder, ethvert revolutionært tænkende mennesker, der anerkender partiet program, deltager i et partikollektivs arbejde og betaler sit kontingent kan blive medlem. Det er hverken en lukket kreds for særlig udvalgte eller kun "supermennesker".

DG : Det er rigtigt, Arbejderpartiet Kommunisterne er et lille parti og vil forsat være det et stykke tid. Det vigtige er imidlertid at - selv før partistiftelsen - har vi aldrig opfattet os selv som en lille smågruppe, der skulle stå at bjæffe lidt ude på sidelinien.

Vi er midt i klassekampen, og vi ser gang på gang hvilken forskel en klassekampspolitik og de rigtige initiativer kan gøre. Det er klart.

Det drejer sig jo ikke om, at vi skal gå ind at opfinde noget folk kan slås for. Arbejderklassen og forskellige grupper og lag slås hele tiden for deres rettigheder, krav om retfærdighed og en bedre fremtid. Lige nu står i en temmelig afgørende kamp for et Nej til Unionsudviklingen den 28. september.

Det gælder om at få skabt mulighederne for at udløse hele den energi og kraft folk har, så det driver klassekampen fremad, gør arbejderklassen stærkere, i stand til at bruge sine egne erfaringer. Det kommunistiske parti skal ikke bare traske bagefter bevægelsen, begrænse sig til at registrere, men kunne sige- hvad er næste skridt.

Vi gør en forskel allerede nu. Og det bliver til meget mere!