Zimbabwe:
EU fortsætter britisk kolonipolitik

Den europæiske union optræder i rollen som viderefører af de europæiske stormagters kolonipolitik i Afrika. Det gælder også for den gamle britiske koloni Zimbabwe, som sent opnåede sin uafhængighed. På britisk initiativ blander EU sig nu direkte i forholdene i den afrikanske stat, som skal afholde parlamentsvalg i maj. Unionens udenrigsministre lægger pres på Mugabe-regeringen for at ‘opretholde ro og orden’ og med magt stoppe de såkaldt ‘ulovlige besættelser’ af knap 1000 hvide storlandbrug.

Besættelserne begyndte i februar og gennemføres først og fremmest af veteraner fra uafhængighedskrigen, der med regeringens og lovgivningsmagtens opbakning kræver land til de jordløse bønder og ekspropriering af farmene uden kompensation. Zimbabwes parlament har lovliggjort jordbesættelserne - men EU, der arbejder for at vælte Mugabe-regeringen, forlanger dem stoppet og truer landet med skrappe sanktioner. Mugabe har gentagne gange kritiseret Storbritannien for indblanding og lægger ansvaret for situationen på manglende britisk støtte til gennemførelsen af jordreformer.

April 2000