Da Mahuad blev styrtet af Ecuadors folk og borgerskabet udnyttede dette øjeblik til at indsætte en anden af deres slyngler, hvilket Gustavo Noboa er, vurderede vort parti klart, at dette i realiteten var den samme regering: en anden person, men med den samme politik og baseret på velviljen fra sine støtter, borgerskabet og imperialismen.

Der er allerede gået to måneder, siden Noboa tog plads i regeringssædet, og hans handlinger har været mere end tilstrækkelige til at bekræfte rigtigheden af vores vurdering. Nogle vil fortælle os, at man bliver nødt til at give ham tid, men lad os ikke glemme, at han dannede makkerpar med Mahuad. De to lavede en fælles kampagne og er forbundet med de samme interesser. Der findes ikke nogen bourgeois (medlem af borgerskabet, red.), som skifter ham over natten.

To måneder er ikke tilstrækkeligt for at måle en regerings gode hensigter, men det har til gengæld været rigelig tid til rasende at angribe folkene i Ecuador. Imod alt og alle dekreterede han "Lov om omlægning af økonomien", i daglig tale "trolley-loven", der med et pennestrøg indfører nyliberale reformer.

De folkelige opstande øgede frygten i de herskende klasser, som øjeblikkeligt og ved hjælp af propagandaen begyndte at mobilisere sig. Den lovgivende forsamling godkendte love, den ene efter den anden; domstolene strakte sig; dialogen med de forskellige samfundsgrupper fortsattes uden nogen som helst resultater for folkene; man proklamerede, at man ville udrydde korruptionen osv. Alt sammen for at gyde olie på vandene og skabe falske forhåbninger, men dette har de herskende ikke opnået. Den popularitet, som regeringen i starten nød, falder uafbrudt.

Kun borgerskabets partier, handelskammeret, kirkens øverste ledelse og de væbnede styrker forenede sig med Noboa for at støtte ham og kræve større "ben" og privilegier. I parlamentet godkendtes "trolley-loven" af de social-kristne, "folkedemokraterne" (DP), de konservative, de radikale alfarister og en del af roldosisterne, efter anvisninger fra og støttet af IMF, der opkastede sig selv til overdommer.

Noboa fortsatte reformen fra Mahuads sidste time, dollariseringen, som har bevirket udsalg af landets suverænitet, og som har fået priserne på livsvigtige varer og tjenesteydelser til at løbe fuldstændigt løbsk, og stadig venter man flere reformer vendt imod folkene.

For imperialismen og de andre internationale, proimperialistiske institutioner behøvede Noboa et ridderslag, og derfor er der ankommet, som det aldrig er sket før i vort land, delegationer fra IMF, Verdensbanken, USA’s senat og udenrigsministerium, internationale råd, OAS osv. Alle bekymrede for begivenhederne i Ecuador og det "dårlige eksempel", som dette repræsenterer for Latinamerika og dets folk. Tilbudene kommer og går; når kapitalen nærmer sig, aktiveres lånene. Ørnen i Nord har blikket rettet på Ecuador – i kraft af dollariseringen – som på en kanin.

Korruptionen fortsætter uanfægtet. Regeringens minister for lov og orden, Huerta Montalvo, har selv bevist det. Energiministeren favoriseres af indgåede kontrakter. Hærens øverstbefalende er indblandet i forretninger og har privilegier i firmaet Cementos Chimborazo. Tilsynskommissionen i Ecuadors Institut for Social Sikkerhed er fordummet af medlemmernes penge og beriget med computerkontrakter.

Og efter at have affyret lignende stokkeslag mod folkene beder den social-kristne kansler, Heinz Moeller, i regimets navn, om fred, tålmodighed og nedtoning af kravene. Det vil sige: Først dræber det folkene, dernæst undskylder det og kræver tålmodighed. Sådan er Noboas regering. To måneder har den angrebet folket.

Lad os genoptage organiseringen, enheden og kampen af arbejderne og folkene i Ecuador. Vi kan ikke tillade, at regeringen fortsætter udmarvningen af folkenes økonomi, at den fortsætter med at nedtrampe vores suverænitet. De undertryktes, de udbyttedes, time er kommet. Borgerskabet har vist, at det som klasse er ude af stand til at løse de problemer, som folkene i Ecuador har.