Skal man tro de ledende europæiske socialdemokrater, så venter EU-paradiset lige om hjørnet. Et EU helt uden arbejdsløshed og social udstødning, hvor øget social ligestilling er sat på dagsordenen. Topmødet i Lissabon den 23-24. marts "om beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed" blev en ‘milepæl’ for det sociale EU.

Som sædvanlig er der tale om rendyrket socialdemokratisk vildledning. Formålet var at styrke den europæiske storkapital på hjemmefronten - i konkurrencen især med USA.

Aktuelts spådom lød flot. EU-topmødet i Lissabon kunne blive et vendepunkt i hele det europæiske samarbejde. EU-kommissionens udspil var intet mindre end det mest ambitiøse i mange år. Det var "en enestående kombination af teknologisk fornyelse og vidtgående mål om fuld beskæftigelse (det svarer i EU-sprog til 4 pct. arbejdsløse, red.) og indsats mod social udstødning".

Som formanden for EFS (den Europæiske Faglige Sammenslutning), den socialdemokratiske fagbevægelse på EU-plan, havde stået kraftigt til lyd for, blev dagen grebet. Chancen for give EU et ganske vist falsk ‘socialt ansigt’ og udbrede myterne om, at opbygningen af Monopolernes Forenede Stater vil føre til sociale fremskridt for befolkningen i EU-landene.

Realiteten er, at mødet ikke drejede sig om øget indsats for fuld beskæftigelse i EU og mod social udstødelse, men derimod om at yde erhvervslivet støtte i milliardklassen, og at sikre den europæiske kapital så gode vækstbetingelser og profitmuligheder som muligt. Ikke mindst den hårdt betrængte IT-branche, der på det internationale plan halter kraftigt bagud.

Her er der, ud over den direkte støtte til IT-branchen, stillet planer op om at sikre, at bredere dele af befolkningerne får kendskab til internettet - alle lærere år 2001, alle lønmodtagere år 2003 og i 2005 alle borgere, ifølge udspillet. Det handler især om at sikre den nye industri rigelig med arbejdskraft og vækstmuligheder.

Der blev ikke, som der var lagt op til, sat mål om, at arbejdsløsheden skulle være afskaffet inden år 2010, men man besluttede, at beskæftigelsen skal stige fra 61 procent til 70 procent af EU-landenes voksne befolkning. Det betyder, at adskillige millioner ledige skal sendes i arbejde. Fortrinsvis inden for IT-branchen og ellers via tvangsaktivering som i Danmark eller via working poor som i USA, hvor millioner af arbejdsløse er blevet tvunget i arbejde til rene sultelønninger.

Ifølge statsminister Poul Nyrup Rasmussen er der stor tilfredshed med topmødets resultater. EU har taget et afgørende skridt frem imod det teknologiske samfund, øget beskæftigelse og afskaffelse af fattigdom og social udstødelse, påstår han. Statsministeren undlader dog at sætte tal på, hvor mange der vil komme i arbejde, men der vil skabes millioner af job, og selv om væksten kun bliver på tre procent om året, kan det lykkes, fordi der er tale om nye opgaver med masser af arbejde i, forudser han.

Ser man nærmere på topmødets beslutninger, så er det ikke ligefrem fremme af beskæftigelsen, der springer i øjnene på én. Den europæiske storkapital får både i pose og sæk, og pengene stjæles endnu en gang fra den europæiske arbejderklasse.

De konkrete resultater handler om et endnu friere indre marked for kapitalen, såsom liberaliseringer på energi-markedet og i transportsektoren, åbning for øget konkurrence, når det offentlige køber varer og tjenester, bekæmpelse af statsstøtte og endelig en ændring af skattepolitikken. Teknologien skal liberaliseres fuldt ud år 2002 og finanssektoren i 2005

Dette er en politik, der er alt andet end social. Der vil styrke kapitalen på arbejderklassens bekostning - med yderligere privatisering af offentligt arbejde med forringede løn- og arbejdsforhold til følge. Med en dårligere offentlig service. Med en forventet stigning i antallet af virksomhedsfusioner som følge af liberaliseringen af finanssektoren. Med nedlæggelse eller flytning af arbejdspladser. Med øgede muligheder for at skalte og valte med kapitalen.

Profitterne vil få endnu en tak i vejret, mens udbytningen af den europæiske arbejderklasse vil blive stærkt intensiveret. Den nye sociale profil er et rent fata morgana.

Selskabsskatten skal ned. Erhvervslivet sikres skattelettelser - i Danmark ved privatisering af sociale udgifter såsom de nye arbejdsmarkedspensioner, der skal afløse folkepensionen, sygedagpenge mv., og indførsel af mere brugerbetaling. Skattelettelserne skal muligvis også fremme udnyttelsen af de arbejdsløse som billig arbejdskraft, indførelse af working poor.

De nye sociale fonde, der er ved at blive opbygget, såsom arbejdsmarkedsfondene, skal sammen med ATP-fonden m.fl. bruges som billig, risikovillig kapital for den storstilede økonomiske støtte til IT-branchen. Det er arbejderklassen og den brede befolkning, der betaler prisen for erhvervstilskuddene i hundredmilliardklassen, som kapitalen har fået serveret på et sølvfad.

De europæiske arbejdsgivere i UNICE er i hvert fald tilfredse med topmødet. Ifølge Georges Jacobs, formand for UNICE, støtter man, at EU tager retning mod fornyelse og giver nye virksomheder bedre forhold for at komme med i informationssamfundet, og man opfordrer de nationale regeringer til at sætte sig kortere og mere ambitiøse deadlines.

Alligevel påstår økonomiminister Marianne Jelved, at konklusionerne fra topmødet i Lissabon klart vil vise, at EU vælger den europæiske vej til et moderne samfund og ikke den amerikanske. Det vil betyder, at det sociale kommer med: "Vi (EU-politikerne, red.) skal dæmme op for globaliseringen, og vi vælger en aktiv velfærdsstat til at gøre det."

Med en aktiv velfærdsstat forstår de socialdemokratiske og radikale politikere de arbejdsmarkeds- og socialreformer, der er gennemført de seneste år. Opbygningen af det tredje, grå arbejdsmarked med tvangsaktivering for understøttelsen/bistandshjælpen. Med udnyttelsen af ledige som billig arbejdskraft og løntrykkere ansat på statsdikterede løn- og arbejdsforhold og uden faglige rettigheder.

En politik, som ifølge Aktuelt betyder, at Danmark i forvejen stort set har opfyldt EU´s nye mål for beskæftigelsen og kampen mod fattigdom. Ja, Danmark er endog "trådt op mod den globale tendens til større ulighed". En tendens, der både præger USA og flere EU-lande - men ikke Danmark! Endnu en løgn, der er til at tage og føle på.

Erhvervslivet har aldrig haft bedre tider end under regeringen Nyrup - med rekordprofitter, mens de sociale forhold er blevet kraftig forringet gennem sociale nedskæringer og privatisering, mens løn- og arbejdsforhold er blevet forringet gennem minusoverenskomster, mens dagpengemodtagerne og bistandsmodtagernes forhold og rettigheder er blevet udhulet.

Allan Larsson, der er generaldirektør for EU-kommissionens generaldirektorat for arbejdsmarkedet, kalder konklusionerne fra Lissabon for ‘en klar sejr for den nordiske model’. Der er blevet lagt op til, at politikken ligger i landene. Der er mulighed for at tilgodese de forskellige måder, vi har indrettet samfundene på, siger Allan Larsson.

Målene - beskæftigelsesmålene vel at mærke - skal ikke nås ved tvang. Der bliver ingen sanktioner over for lande, der ikke når op på målene. Landene skal i stedet lære af hinanden, hedder det. Det er en understregning af, at EU er et samarbejde mellem suveræne stater - fædrelandenes Europa. Det er et fornuftigt samarbejde - ikke et føderalt, påstår Poul Nyrup Rasmussen.

Det er løgn. Det forholder sig omvendt. Danmark har reelt ingen muligheder for at sige fra over for liberaliseringen inden for EU, der vil medføre nye, kraftige sociale forringelser. Der er tale om, at EU griber ind på stadigt flere områder som pension, skattepolitik og arbejdsmarkedsforhold.

Danmark deltager fuldt ud i opbygningen af EU, Europas Forenede Monopoler. En opbygning, der har et alt andet end socialt sigte, men skal styrke de europæiske monopoler på "hjemmemarkedet", øge udbytningen af arbejderklassen inden for det indre marked og styrke deres konkurrenceevne på det internationale plan. Alt dette som et led i rivaliseringen med USA om at blive verdens førende imperialistiske supermagt.

Danmark er endog et af de lande i EU, der mest aktivt har gennemført EU´s krav til opbygningen af den økonomisk-monetære union og indførelsen af den nye fælles valuta, euroen.

Lissabon-topmødet markerer ikke nogen skillelinie i den førte asociale politik. Tværtimod. Det er en fortsættelse. Mo/Od