Det tysk-amerikanske stormonopol DaimierChrysler opkøbte mandag d.27.3. en kontrollerende 34 % aktieandel i den japanske bilkoncern Mitsubishi Motors Corp. for rundt regnet 2 milliarder dollars.

Med den handel er koncernen nået et stort skridt videre ind på det asiatiske marked og i sin globaliseringsjagt. Sammen vil de sidde på 10,8 % af det japanske marked, og uden for Japan har Mitsubishi den største markedsandel i Asien.

DaimlerChrysler har fået det afgørende ord i Mitsubishi-koncernen uden at få del i denne koncerns gældsposter, der med rentegæld løber op i mange milliarder kroner.

Handelen gør koncernen til den tredjestørste inden for den globale bilindustri.

Sidste år opkøbte den franske Reneault-koncern 37 % af aktieandelen i en anden japansk koncern, Nissan Motors. Mens det italienske Fiat blev opkøbt af det amerikanske General Motors gennem en såkaldt strategisk alliance. General Motors har ligeledes opkøbt en betydelig aktiepost i Fuji Heavy Industries. De sidder i forvejen på halvdelen af aktierne i Isuzu. Den tyske Volkswagen annoncerede ligeledes i mandags, at de agtede at opkøbe 19 % af aktierne i det svenske Scania for 1,6 milliarder dollars.

DaimlerChryslers handel med Mitsubishi indeholder ikke dennes truck-division, der er allieret med det svenske AB Volvo.

De nye megafusioner i bilindustrien går igen i tele-og bankindustrien, idet det drejer sig om stadig færre, men større finansmonopoler, der ejer og styrer den globale økonomi, kapitalgrupper, hvis omsætning og profit i høj grad hentes i den militære oprustnings- og teknologiindustri.

DaimlerChrysler vil sammen med Deutsche Telecom (verdens tredjestørste telefonselskab) forene deres informationsteknologiske aktiviteter i en joint venture. DeutscheTelecom ligger efter den nylig fusionerede tyske monopolgruppe Vodafone Mannesmann, der sidder på 10 % af det globale marked for mobiltelefoni.

For få uger siden blev Deutsche Bank ikke bare Europas suverænt største bankkoncern, men en af verdens største. Det skete med opkøbet af Dredsner Bank og opkøbet forrige år af det amerikanske Bankers Trust. Deutsche Banks samlede aktiver opgøres til 1.200 milliarder dollars. Fusionen betyder massefyringer af 16.000 ansatte. Med bankens strategiske alliance med America Online Time Warner vil Deutsche Bank blive verdens førende bank for transnationale selskaber og finansielle ydelser via Internettet. Samtidig er Deutsche Bank tæt forbundet med Europas største forsikringskoncern Allianz, idet de gensidigt ejer store dele af hinanden.

Allianz, EU’s mægtigste finanskoncern, omtales ofte som den tyske grå eminece. Ikke meget kan ske i det store erhvervsliv udenom Allianz og koncernchef Henning Schulte-Noelle. Også direkte ejer Allianz betydelige aktieandele i den tyske storindustri, bl.a. BASF(kemi), Schering(kemi), Veba(energi), samt bestyrelsesposter bl.a. i Mannesmann (stål, auto, fly, krigsindustri, mobiltelefon), RWE(energi) og Thyssen-Krupp

Ifølge vore hjemlige EU-politikere er EU netop lavet som et værn mod globalisering - og når det går højt som et særligt værn mod den tyske storkapital. I bedste fald må det så siges at virke stik mod sin hensigt. EU-kommissionen har ikke haft nogen problemer med at godkende ovennævnte fusioner og monopolkoncentrationer. Hvad EU-kommissionen derimod har nægtet at godkende, er et forsøg fra den svenske bilindustri på at mænge sig med de store. EU’s konkurrencekommissær Mario Monti har således nægtet at anerkende en fusion mellem Volvo og Scania inden for busser og lastbiler med begrundelsen, at det vil give Volvo/Scania en dominerende position i et enkelt EU-land, ja tilmed i hele Norden. Selv efter, at Volvo/Scania var gået med til bl.a. at reducere sine markedsandele med 15 % i Sverige og Norge og med 10 % i Finland.

Ifølge de svenske koncernchefer (Wallenberg-dynastiet) kan resultatet meget vel blive, at de svenske koncerner i stedet fusionerer med bl.a. Volkswagen og Mistsubishi.

Generalernes taktstok bliver svunget af den tyske storkapital og monopolgrupper sammen med den amerikanske kapital, samtidig med at der foregår en intens rivalisering mellem de to finansgrupper. At hele EU-konstruktionen ikke mindst skal sikre den tyske storkapital, levnes der ikke megen tvivl om.