Under stor og entusiastisk applaus fra repræsentanterne fra begge den amerikanske imperialismes partier afviklede Bill Clinton sidst i januar sin 8. - og sidste - Tale om nationens tilstand.

Fra først til sidst var det en lang hyldest til USA og den amerikanske imperialismes førerrolle i verden – og en appel om at befæste denne rolle i et nyt århundrede og et nyt årtusinde:

’Vi er heldige, at vi lever på dette tidspunkt i historien. Aldrig tidligere har vores nation på samme tid oplevet så meget velstand og så mange sociale fremskridt med så få interne kriser og trusler udefra. Aldrig før har vi haft så store muligheder – og derfor så store forpligtigelser – til at opbygge en mere fuldendt Union, som dens grundlæggere drømte om. Mine kære landsmænd: Nationens tilstand er stærkere, end den nogensinde har været.’ O.s.v, o.s.v.

’Det politiske testamente’ er talen blevet kaldt. 70-80 millioner amerikanerne så den direkte. Andre millioner verden over fulgte med.

Ikke mindre begejstrede end lovsangene til USA, ’der altid vil forblive ung’, var hyldesterklæringerne til kapitalismen og den fri markedsøkonomi, der som det andet grundtema i talen flød i endnu en lind strøm fra præsidentens mund. Det bedste samfundssystem, verden har kendt, folkenes garanti for frihed, fremgang og velstand. O.s.v., o.s.v. Clinton undlod ikke at erklære, at kapitalismen også var den bedste beskytter af det globale miljø og af arbejdernes rettigheder!

Budskabet var, endnu engang, at alle lande skal følge den amerikanske kapitalistiske model – og at USA på den ene eller anden måde vil hjælpe alle lande på vej i den retning. Clinton undlod ikke at understrege, at det også gælder Kina, ’der forhindres i at nå sit fulde potentiale … ved illusionen om, at det kan købe stabilitet på bekostning af frihed’.

Op gennem 90’erne har USA for alvor høstet frugterne af sin stilling som den eneste tilbageblevne imperialistiske supermagt. Det er baggrunden for de stående bifaldsovationer til den ellers så skandaleombruste præsident. De superprofitter, der har kunnet tages hjem i historisk rekordomfang, har skabt en vedvarende eufori på Wall Street. I kraft af sin styrke er det indtil videre lykkedes USA at holde sig fri af den økonomiske verdenskrise, at vælte den over på andre. Og selv om Clinton igen betegnede sig selv og sit land som en forelsket frihandelstilhænger, følger USA konsekvent en protektionistisk kurs. I en amerikansk præsidents mund betyder ’frihandel’ simpelthen frihed for de amerikanske multinationale til at bevæge sig og trænge ind overalt, i alle andre landes økonomi.

Clintons retorik er ikke kendetegnet ved militaristisk bulder, og i det globale spotlight sørger han omhyggeligt for at undgå alt for åbne udtryk for supermagtsarrogance. Alligevel var Clintons ’testamente’ en besværgelse om, at USA med alle midler skal bevare og befæste førerstillingen – og en appel til den amerikanske middelklasse om at støtte dette projekt, som har gjort en betydelig del af den amerikanske befolkning til ivrige deltagere ved børsrouletten.

20 millioner nye job er skabt i Clinton-årene – men præsidenten undlod at sige, at det er lavtlønsjob, til lige over sultegrænsen. Arbejdsløsheden er den laveste i 30 år og antallet af fattige det laveste i 20 år, sagde Clinton – men han glemte at sige, at antallet af fattige i verden er øget dramatisk i samme periode, hvor USA har skummet fløden, og at USA’s egen milliontallige skare af fattige lever en forhutlet, miserabel og håbløs tilværelse i bunden af det rigeste land i verden. For første gang i 42 år har der været overskud på statsbudgettet to år i træk. Det fører til løfter om, at USA vil være gældfrit i år 2013.

Clinton blev præsident ved at love velfærd til amerikanerne, bl.a. gennem en sundhedsreform. Den kom aldrig. I sit testamente fornyede han løfterne – som valggrundlag for vicepræsidenten Al Gore.

Men de eneste løfter, en amerikansk præsident holder, er dem til Wall Streets magnater. Det er, hvad Clinton har gjort. Alt andet forblev ved retorikken. Kapitalismens velsignelser undlod at materialisere sig for den brede amerikanske befolkning. For slet ikke at tale om den brede befolkning i resten af verden: Den får ingen del af det amerikanske boom. Det er nemlig blevet til i kraft af dem – og på deres bekostning.