Kommunisternes program, staten og revolutionen
Af Klaus Riis
Den kommunistiske bevægelse i Danmark diskuterer i øjeblikket sit programgrundlag.
Der foreligger to omfattende udarbejdede programforslag. Det ene er ‘Principprogram for Arbejderklassens Kommunistiske Parti (Udkast)’, udsendt af den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER som et led i partistiftelsesprocessen i løbet af foråret. Programudkastet udkom som en del af Orientering nr. 3 og som tillæg til sidste nummer af Kommunistisk Politik. Det andet er det af DKP/ML udsendte ‘KOMMUNISTERNES PROGRAM for national selvbestemmelse, demokrati, velfærd og socialisme (Udkast)’, udsendt som tillæg til Dagbladet Arbejderen.
De to programforslag er et udtryk for to forskellige linjer, to forskellige strategier. Diskussionen omkring dem er en fortsættelse af kampen mellem marxisme-leninisme og revisionisme i den kommunistiske bevægelse.
Som en del af det kommunistiske verdensparti, Kommunistisk Internationale, havde Danmarks Kommunistiske Parti fra sin stiftelse ikke sit eget selvstændige program. Det tilsluttede sig Kominterns Retningslinjer (programerklæring), resolutioner og manifest fra dets dannelse i 1919. Kominterns program fra 1928 var partiets principgrundlag i det revolutionære DKP’s opbygningstid i 30’erne og i den illegale kamptid under den tyske besættelse.
I programerklæringen ‘Den Kommunistiske Internationales retningslinjer’ (1919) hed det om vejen til socialismen (arbejderklassens magterobring):
‘Proletariatets erobring af den politiske magt betyder tilintetgørelsen af borgerskabets politiske magt. Borgerskabets stærkeste magtmiddel er det borgerlige statsapparat med dets kapitalistiske armé under ledelse af officerer fra borger- og junkerklasserne, med dets politi og gendarmeri, dets fængselsdirektører og dommere, dets præster og embedsmænd o.s.v. Erobringen af den politiske magt betyder ikke blot et personskifte i ministerierne, men tilintetgørelsen af det fjendtlige statsapparat, erobringen af den virkelige magt, borgerskabets, de kontrarevolutionære officerers og de hvide gardes afvæbning, og proletariatets, de revolutionære soldaters, de røde arbejdergarders bevæbning. Afskaffelsen af alle borgerlige dommere og organiseringen af proletardomstole, ophævelsen af det reaktionære statsembedsmandsvælde, og skabelsen af proletariatets nye forfatningsorgan. Proletariatets sejr ligger i desorganiseringen af den fjendtlige og organiseringen af proletariatets magt; den består i ødelæggelsen af det borgerlige og opbygningen af det proletariske statsapparat.’
Det var klar tale - uden nogen form for omsvøb. Der kan ikke være tale om fredelig overgang til socialismen, der kan ikke være tale om at overtage det nuværende statsapparat, møblere rundt på det, sætte det i bevægelse til fordel for arbejderklassen. Det borgerlige statsapparat må ødelægges, for at arbejdernes klasseherredømme kan etableres, som forudsætning for, at socialismen kan opbygges.
Programmet fra 1928 var lige så utvetydigt. Med indbygget henvisning til Det Kommunistiske Partis Manifests fyndige ord sluttede det således:
‘Kommunisterne forsmår at hemmeligeholde deres anskuelser og formål. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås gennem en voldsom omstyrtning af enhver hidtidig samfundsordning.’
Med hensyn til det mest grundlæggende spørgsmål for revolutionen, spørgsmålet om erobringen af statsmagten, var der ingen tvivl hos det revolutionære DKP, eller i den internatuionale kommunistiske bevægelse som helhed: Der findes kun én vej til socialismen, arbejderklassens omstyrtelse og tilintetgørelse af den borgerlige statsmagt og opbygningen af arbejderklassens egen statsmagt. Den ‘fredelige og parlamentariske vej’ til socialismen og forestillingen om, at den nuværende kapitalistiske stat kunne omformes til at tjene arbejderklassen og danne udgangspunkt for den socialistiske opbygning, afvistes med foragt som reformistisk, socialdemokratiske illusionsmageri, som parlamentsfiksering og farlig legalisme.
Da DKP efter Kominterns opløsning, og midt under den kolde krig, udarbejdede det første program for Danmarks Kommunistiske Parti, sneg de parlamentariske illusioner, vrangforestillingerne om den borgerlige stat og ønskedrømmen om ‘fredelig overgang’ sig alligevel ind.
Det var med programmet ‘Det danske folks vej’ fra 1952. Deri forestillede man sig overgangen til socialismen således:
‘Når enheden (i arbejderklassen og folket) tilvejebringes, når den bevares og styrkes, så den ikke som i 1945 går i forfald, da er grundlaget skabt for at gennemføre afgørende ændringer af det danske samfund, at omstyrte kapitalismen og betræde vejen til socialismen. En aktiv, vågen og enig arbejderklasse vil skare det store folkeflertal om sig og bære en folkeregering til magten. (…)
Folkets overtagelse af magten i samfundet betyder demokrati for folket. Gennem folkets demokrati vil Danmarks vej gå til socialismen.
Rigsdagen vil ikke som nu være et redskab for hjemlige finanskliker eller et ekspeditionskontor for fremmede ordrer. Rigsdagen vil blive folkesuverænitetetens virkelige sæde, sådan som det danske folk har kæmpet for det mod enevælden og Estrups provisoriediktatur. Derfor vil også landstinget blive afskaffet, ungdommen få valgret, valgloven blive gjort fuldt retfærdig og folkerepræsentanternes ansvarlighed over for vælgerne blive fastslået.’
Der var gået svamp i de revolutionære principper. I det af NATO besatte og beherskede Danmark drømte Aksel Larsen og Co. om et folkedemokrati (af østeuropæisk type) og om en ‘fredelig’ og ‘parlamentarisk’ overgang til socialismen, baseret på arbejderklassens og folkets enhed og mobilisering. Man drømte om en ‘folkeregering’, der oven på en sønderknusende parlamentarisk sejr ville ‘bryde monopolernes magt (…) fordi den står i folkets tjeneste og under folkets kontrol.’
´Folkeregeringen’ ville føre Danmark ud af NATO, nationalisere monopoler, banker og kreditinstitutioner og udenrigshandelen, gennemføre en jordreform, hjælpe fiskeriet og ‘mellemstanden’ i handel, industri og håndværk, og skabe ‘social tryghed og kulturel blomstring’ for hele det arbejdende folk:
‘En virkelig folkeregering vil sikre, at det danske samfund omformes, så der tages afgørende skridt fremad mod socialismen.’
‘Det danske folks vej’ var ikke et marxistisk-leninistisk program. På de afgørende punkter var det et reformistisk program. Det forestillede sig at kommunisterne og deres politiske allierede gennem en parlamentarisk valgsejr kunne erobre kommandoposterne i den borgerlige statsmagt og bringe den til at tjene revolutionen og socialismen. Det borgerlige statsapparat skulle ikke længere sønderbrydes, der skulle ikke længere opbygges en arbejdermagt på dens ruiner. De politiske partier ville fungere videre; folketinget blive til ‘folkesuverænitetens virkelige sæde’ - hvad det så betyder!
DKP var i 1952 slået ind på den revisionistiske vej, der skulle komme til at betyde dets endeligt som et revolutionært marxistisk-leninistisk parti, dets omformning til et borgerligt arbejderparti af reformistisk type. Det fandt sin endelige udformning i 1975-programmet - programmet for det såkaldte ‘antimonopolistiske demokrati’, der detaljeret udarbejdede strategien for fredelig og parlamentarisk overgang gennem en ‘antimonopolistisk front’ og en ‘antimonopolistisk regering’:
‘Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt. Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne.
Et antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialismen, men et brud på statsmonopolismen og storkapitalens magt. (…) Det kan sikre sådanne betingelser for den politiske og samfundsmæssige kamp, at overgangen til socialismen kan foregå uden borgerkrig, som resultat af en aktiv demokratisk kamp.’
DKP bevægede sig hermed ud på direkte anti-marxistisk-leninistiske positioner, på antirevolutionære positioner. Det skete i sammenhæng med de øvrige partier, der havde tilsluttet sig den moderne revisionistiske platform, som udarbejdedes på SUKP’s 20. kongres i 1956 - en platform for ‘fredelig overgang’ til socialismen, ‘fredelig sameksistens’ med imperialismen (dvs. Sovjetunionens og USA’s samarbejde og rivalisering om verdensherredømme) og for omdannelsen af proletariatets diktatur i de socialistiske lande til en såkaldt ‘hele folkets stat’. På basis af denne platform indledtes den kapitalistiske genrejsningsproces i Sovjetunionen og folkedemokratierne, der afsluttedes i 89-91. Den ‘fredelige vej’ til socialismen var afprøvet i Chile - med tragiske konsekvenser. Illusionerne om fredelig overgang viste sig at være porten til fascisme. Den ‘fredelige sameksistens’ a la Hrustjov, Bresjnev og Gorbatjov førte til amerikansk verdensherredømme.
De danske marxist-leninister afslørede DKP’s revisionistiske program. Med det blev de principielle skillelinjer skåret ud i pap. Den organisatoriske adskillesproces, som var begyndt allerede i 60’ernes start (ved DKP’s brud med det socialistiske Albanien i ’61) fortsatte og uddybedes. (Note 1)
Den kommunistiske veteran Carl Madsen udarbejdede sine ‘63 randbemærkninger om ‘Diskussionsgrundlag til partiprogram’ for Danmarks kummunistiske parti’ (RUC 1975) og udsendte den lille debatbog DKPs programudkast - en kommentar (Demos 1975) - og ekskluderedes for sine anstrengelser for at fastholde DKP på et marxistisk-leninistisk grundlag.
Carl Madsen fortsatte utrætteligt:
‘Ingen socialistisk revolution er mulig, medmindre vi formår at undergrave og destruere statsmagtens tillidsfundament i folket. Afsløre den og klarlægge dens væsen. Gøre så mange som muligt bevidst, hvad statens væsen og samfundsmæssige funktioner er.
Vi må gå til angreb på staten. Den er fjendens våben. Den kan kun fungere, så længe den nyder størstedelen af befolkningens tillid. Så længe dens beskaffenhed ikke er alment erkendt.
Vi må ikke et øjeblik henfalde til den tro, at statsmagten kan overtages og bruges. Dermed undermurer vi simpelt hen dens autoritet og cementerer overklassens magt.
Og i den sammenhæng vil jeg sætte fingeren på programforslagets mest rådne plet:
Bag al den ulidelige tågetale om antimonopolistisk folkefront og demokrati ligger en utvetydig accept af den borgerlige stat. Forudsætningsvis regnes den for relativt klasseneutral og at være af en vis relativ uafhængighed af klasseinteresser. Den antages nemlig at kunne "overtages" og "omformes".
Det er her, der skal springes.
Er Lenins og Marx’ og alle de gamles definition af staten og af den strategi, der skal følges for gennem destruktion af den borgerlige stat at nå til et socialistisk samfund, forkert?
Mit standpunkt er, at den klassiske statsteori har vist sig at modsvare virkeligheden. Spanien, Chile, Portugal falder umiddelbart i tankerne.
Kampen for socialismen er følgelig kampen mod den borgerlige stat. Den intellektuelle og fysiske kamp. Den, der ikke er mod denne stat, dens militær, dens retsvæsen, dens domstole, dens folketing, ja, mod hele dens væsen og alle dens gerninger, han er mod socialismen.
Og det er netop Danmarks kommunistiske Partis programs indhold, at det godkender en statsaccept og en legalisme, som er ensbetydende med en fornægtelse af socialismen. Det ved partihøvdingene. Det kan de ikke undgå at vide. Derfor er deres program hverken mere eller mindre end svig og bedrag af de beskedne masser, der støtter partiet.’ (2)
Først med det program, det revolutionære DKP/ML antog ved sin stiftelse i 1978 (gen)etableredes et marxistisk-leninistisk principgrundlag i den kommunistiske bevægelse, der skar igennem de uendelige strømme af opportunistisk tågesnak, som havde omgivet ‘folkeregeringerne’ og de antimonopolitiske fronter og ditto demokratier op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, og som havde forvirret og forgiftet en generation af kommunister. I dette første danske marxistisk-leninistiske kommunistiske partiprogram trækkes linjen til Kominterns standpunkt klart op - og det erklæres utvetydigt, at opbygningen af socialismen i Danmark har en revolution, der tilintetgør den borgerlige statsmagt, som sin forudsætning:
‘Den proletariske revolution er proletariatets voldelige afskaffelse af de et borgerlige samfunds ejendomsforhold. Det betyder, at magten i samfundet fratages borgerskabet og overtages af proletariatet, der som den eneste klasse er i stand til at afskaffe alle udbytterklasser, at ophæve menneskets udbytning af mennesket.
Proletariatet kan ikke overtage det borgerlige statsmaskineri. Borgerskabet anvender alle volds- og terrormidler for at sikre og fastholde sin ejendom. Borgerskabets magt kan kun brydes gennem proletariatets beslutsomme, væbnede revolutionære magtanvendelse, ved at proletariatet sønderbryder det kapitalistiske statsapparat og erstatter det med nye proletariske magtorganer til at undertrykke de tidligere udbyttere og sikre socialismens opbygning.’ (3)
DKP/ML’s program fra 1991 (der også er OKTOBER’s nuværende principgrundlag) fastholder det marxistisk-leninistiske syn på staten og revolutionen. Det blev til i en vanskelig situation for kommunismen, ikke bare i Danmark, og tog sigte på i denne situation at fastholde de marxistisk-leninistiske principper og en revolutionær strategi for socialismen i Danmark. Samtidig begyndte det at konkretisere revolutionens og den socialistiske opbygnings betingelser, en bestræbelse, som fortsattes med ‘Program for et socialistisk Danmark (Udkast)’, november 1995, med Klaus Riis, Sven Tarp og Karen Sunds som navngivne forfattere.
Under det videre arbejde med dette program viste de første principielle og strategiske uenigheder sig, som siden viste sig at være det egentlige indhold i den linjekamp i DKP/ML i 96-97, som førte til en revisionistisk klikes magtovertagelse i partiet, eksklusionerne af Klaus Riis, Dorte Grenaa og Frede Klitgård og dannelsen af den partiforberende kommunistiske organisation OKTOBER.
I et udkast omkring ‘Vejen til socialismen’ undlod forfatteren Sven Tarp at understrege nødvendigheden af at sønderbryde den borgerlige statsmagt og begyndte at flirte med muligheden for en fredelig overgang til socialismen.
I det programforslag, DKP/ML netop har barslet med, dukker alle de opportunistiske kerneideer fra de revisionistiske partiprogrammer fra 1952 og ’75 op igen: Her snakkes igen om en ‘folkeregering’ , der bringes til magten ved et folketingsvalg. Nu hedder det ‘en national og demokratisk regering’.
Her snakkes igen om en ‘antimonopolistisk front’ og om ‘fredelig overgang’. Det er tydelige lån fra de gamle fallitboer, afskrift næsten fra ord til andet:
‘Dannelsen af en national og folkelig regering vil være en stor sejr for de antimonopolitiske kræfter. Den vil kunne medvirke til at samle kræfter, der kan bane vejen for det endelige brud med kapitalismen. På denne måde kan det blive en af formerne for overgang og tilnærmelse til den socialistiske revolution. (…)
Kommunisterne vil derfor bruge de vundne positioner til at forberede arbejderklassen og dens allierede på borgerskabets modangreb og dermed på den endelige overgang til socialismen. Det er i arbejderklassens og befolkningens massebevægelse, organisering og mobilisering, at den egentlige garanti for sejr ligger.
Hvilken karakter selve overgangen til socialismen vil få, afhænger af borgerskabet selv. Kommunisterne arbejder for en fredelig eller så lidt voldelig udvikling af revolutionen som overhovedet muligt.’
Det er klassisk revisionisme, nødtørftigt moderniseret for at imødegå den marxistisk-leninistiske kritik, som de programansvarlige - handelshøjdskolelektor Sven Tarp, partiformand Jørgen Petersen, kontorbestyrer Søren Becher m.fl. ikke tør træde op imod i en åben debat. Dagbladet Arbejderen er lukket for kritiske marxistisk-leninistiske indlæg. Hvem og hvad den såkaldte ‘nationale og folkelige regering’, der vil sikre en fredelig overgang, skal bestå af, ulejliger programforslaget sig ikke med at præcisere. Det foretrækker at genfremsætte alle de gamle revisionistiske parlamentariske og legalistiske illusioner.
Denne strategi er ikke bare - under monopolernes diktatur - en utopi, den er en farlig og demagogisk vildledning, skrevet mod bedre vidende, i et forsøg på at redde og modernisere den antimonopolitiske strategi og det antimonopolistiske demokrati, som er dybt miskrediteret i den kommunistiske bevægelse.
Men hvad der var sandt i både 1848 og i 1928 er ikke mindre sandt i år 2000, under monopolernes verdensdiktatur: Det socialistiske samfund opnås kun ved, at arbejderklassen med magt sønderbryder den borgerlige stat og skaber sin egen statsmagt. Det sker ikke gennem et parlamentsflertal eller skabelsen af en såkaldt ‘national og folkelig regering’ (hvem og hvad det så er).
Kun på basis af et marxistisk-leninistisk program og en marxistisk-leninistisk strategi kan revolutionen og socialismen sejre i Danmark. Et sådant program foreligger, et velunderbygget og konkret program, med ‘Principprogram for Arbejderklassens Kommunistiske Parti (Udkast)’.
Dér, og kun dér, ligger arbejderklassens nøgle til en socialistisk fremtid for vort land.
Noter:
1) Se Klaus Riis: Socialismen og fremtiden, Udvalgte artikler og taler, Forlaget Arbejderen 1985. Heri ‘Det ‘antimonopolistiske demokrati’ - DKPs revisionistiske strategi’, 1975.
(2) Carl Madsen: Revolution og statsmagt. Et foredrag om DKP’s strategi. Udgivet af Arbejderforlaget 1980.
(3) Program og love. Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister. 2. udgave, Forlaget Arbejderen 1981.