Denne flammende appel til de europæiske arbejdere om international solidaritet med Ecuadors kæmpende folk fra en af dets ledere kom netop som opstanden brød ud

På vegne af det ecuadorianske folk anmoder jeg her om, at man respekterer folkets mandat, folket, som i dag er træt af oligarkiet og dets udsalg af fædrelandet, at man omsætter det ægte demokrati i praksis, at flertallet beslutter at bringe orden i vort hus, hvor en ny social, politisk og økonomisk ordning, bragt til verden af og for folket, etableres.

De forudgående regeringer har ved hjælp af deres pseudodemokrati i statsinstitutionerne grundlagt de riges magt og diktatur, men i dag kæmper folket for ægte demokrati, et demokrati, som sikrer lige rettigheder, som bekymrer sig om flertallets vel og ikke blot nogle fås.

I dag rejser de folk sig, som tidligere er faldet i folkets kampe; i dag rejser mestizen, choloen, mulatten, indianeren, den hvide osv. sig, og de har en eneste farve: deres klassefarve. De har samme hud som alle verdens arbejdere, som de fattige og udbyttede. I dag rejser de sig, som aldrig har været en del af korruptions- og udbytningsmaskineriet, for at arbejde hen mod et nyt mål – skabelsen af et nyt, retfærdigt, frit og stolt fædreland, der kan sikre børnene, ungdommen og de kommende generationer en bedre fremtid. Jeg beder Dem om at yde denne tapre og retfærdige bevægelse arbejderklassens og verdens folks størst mulige støtte.

Som arbejder i by og på land, på tværs af racemæssige og regionale forskelle, forenet som klassebrødre, som arbejdere og arbejdende, tjener vi i dag en håndfuld familier: bankiererne, de gamle godsejere, smuglere, pengevaskere og sortbørshandlere; alle virkelige forbrydere med slips, landsudsælgere, som under et forældet, kapitalistisk system har domineret os; disse må nu hen, hvor de hører til: foran en folkedomstol og dømmes til indespærring i landets fangehuller.

De, som er ved magten, vil beholde den for derigennem at forevige udbytning, sygdom, arbejdsløshed, landets afhængighed og ecuadorianernes elendighed. Deres medier vil ikke betænke sig med at præsentere personligheder i det korrumperede militærhierarki, som kræver en ganske anden løsning af krisen: militærfolk af samme kaliber som den fascistiske Pinochet-klike i Chile, som de fascistiske militærhierarkier i Argentina og Brasilien. Herved ses bort fra, at lige præcis de lande aldrig er kommet over den socialøkonomiske og politiske krise, som disse fascistiske kræfter undertrykte. (…)

Vi, Ecuadors og Latinamerikas fattige – mænd og kvinder, unge og gamle – ser nu det broderskab, som uafhængigt af vor hudfarve forener alle. For bagved racernes forskellige farver forenes vi i kraft af den samfundsmæssige virkelighed som klassebrødre, og som sådan må vi arbejde for at overleve og ernære vore familier. Hvad enten det er arbejde på landet, på fabrikken i byen, i oligarkiets skyskrabere eller som lærer på et uddannelsessted, som kunstner eller simpelthen som underbeskæftiget eller arbejdsløs. Jo mere vi arbejder, jo fattigere bliver vi, jo mindre værdi har frugten af vort arbejde. Imens beriger oligarkiet og de udenlandske monopoler sig, den internationale bedragerbank låner os endnu flere penge for senere at indkassere profitterne.

Alt dette foregår under den politiske propaganda om det "repræsentative demokrati", hvor oligarkiet, de udenlandske monopoler, investorerne og verdens finansinstitutioner fortsætter deres herredømme.

Oligarkiets propaganda om at man må anerkende "dets demokrati", tror ingen længere på. Under valgene har man endnu aldrig oplevet ægte demokrati, endsige praktiseret det. Oligarkiet lod i den grad hånt om folket, og dets milliondyre propagandakampagner medvirkede til at træde folkets magt ned. (…)

De, som bekæmper dette slaveholdersystem, revolutionære i deres epoke, eller rettere sagt, folkene i den epoke, fordømte slaveriet som en ubarmhjertig form for udbytning, også da denne og relationerne mellem det fattige flertal og mindretallet af rige kun ændredede form. Senere fjernede folkene i verden konger og godsejere, feudalismens herskere og udbyttere. Den franske revolution markerede historisk den industrielle revolution og banede vejen for den periode, vi i øjeblikket gennemlever, kapitalismens periode.

Forholdet mellem arbejde og penge i alle disse samfund med menneskets udbytning af mennesket har ganske vist ændret sig, men dets væsen er forblevet uændret. (…)

Forbrugerånden, urbaniseringen, menneskeflugten fra landet til byerne, udvandringen fra de små byer til fordel for et liv i de store metropoler, den umådelige udbytning af jorden i form af monokultur på markederne, på engene og i regnskovsområderne, fortrængningen af den fælles-kollektive bevidsthed ved hjælp af opkomlinges holdninger, som oligarkiet gennem sine medier fylder i det enkelte menneske og får det til at tro, at det også en dag kan ophobe store rigdomme og stige fra armod op til borgerskabet.

Hvad, der herved ene og alene er vokset, er det enkelte menneskes forbrugsbaserede mentalitet, dets gældsbyrde, mens berigelsen og kapitalakkumulationen blandt de kapitalistiske investorer "uden grænser" udtrykker sig i de økonomiske ressourcers monopolisering, og for dem er ethvert produktionsmiddel tilgængeligt. (…)

Krisen, hvormed folket konfronteres, skyldes ene og alene oligarkiet og de udenlandske monopoler. Folket, arbejderne, har indtil nu kun forsvaret sig, men nu er tiden kommet til at gå fra defensiv til offensiv.

Når der i vort land ikke længere findes noget oligarki, vil vi ikke længere være fattige og udbyttede.

Når der i vort land findes rigtige domstole, en hær og et politi bestående af patrioter, af arbejdere og ikke af hierarkiske parasitter, så straffes Jaime Hurtados mordere.

Når retsvæsenet er i hænderne på folket og ikke de rige, vil alle de bankierer, som i Miami glæder sig over deres udbytter, blive bragt tilbage sammen med deres 2 mia. dollars for at give disse penge tilbage til folket.

Når korruption straffes, vil dette pseudodemokrati, som vi har, være til ende. Bankiererne har derefter ikke længere penge til betaling af Mahuads, Alarcóns, Borjas’, Duráns, Leóns, Noboas, Nebots og Bucarams valgkampagner.

Når Fædrelandsfronten og den samlede folkebevægelse styrker folkemagten, er det forbi med oligarkiets politiske partier, og der findes nu et ægte demokrati, hvor arbejderne, de sande producenter af værdierne, som flertal hersker.

Når Fædrelandsfronten er ved magten, vil lønnen for de ecuadorianske arbejdere være ligestillet med den, som arbejdere i et ethvert udviklet land får.

Når folket er ved magten, eksisterer der ingen lån i udlandet og ej heller tilbagebetalinger. Skatterne forhøjes retfærdigt, og således er der penge til uddannelse, sundhed, arbejde og det daglige liv.

Når folket er ved magten, opkræves pengene til betaling af udlandsgælden hos de korrupte, der har profiteret af den. Folket beholder midlerne til sin udvikling.

Når folket er ved magten, findes der mænd og kvinder, som forstår at forsvare deres folk og fædreland.

Ej heller har et fremmed land militærbaser her. Alle naturlige ressourcer tilhører folket: vandet, kommunikationsmidlerne og bankerne. Der er social og sundhedsmæssig sikkerhed og en omfattende, gratis undervisning og uddannelse. Der vil ikke være arbejdsløse ecuadorianere. Værdigt arbejde vil hjælpe finansieringen af disse omfattende tjenester, som folket behøver.

Når folket er ved magten, findes der ingen smugleri og skatteflugt, fordi lufthavnene og tolden ikke længere kontrolleres af det korrupte oligarki, som i dag ved hjælp af alle mulige uretfærdige og ulovlige aktiviteter beriger sig.

Når Fædrelandsfronten er ved magten, vil mennesket og virksomhederne i produktionen blive stimuleret til at producere rigdomme, som deles mellem de gode arbejdere og staten, der som modydelse etablerer transport- og kommunikationsmidler, således at alle egne forsynes.

Når Fædrelandsfronten er ved magten, beskyttes Ecuadors produkter og naturlige ressourcer; skibe og transportfly vil ikke tilhøre landets barnagtige personer; folket vil råde over sine egne transportflåder.

Når folket, arbejderne og de retskafne producenter, er ved magten, vil prisen for ecuadorianske produkter på verdensmarkedet blive forsvaret; man vil finde mere retfærdige markeder og stimulere de handelsmæssige forbindelser mellem de retfærdige folk.

Når folket er ved magten, vil der ikke være underernærede, sultne børn uden skolegang.

Skolegangen vil være gratis, de gamle vil blive beskyttet og modtage en retfærdig pension.

Når folket er ved magten, er det sikkert, at imperialismen vil forsøge at bringe landet i vanry, isolere det og i ekstreme tilfælde intervenere militært. Men i landet vil der være et stolt, ophøjet, stærkt, rebelsk og kampivrigt folk, som vil råde over solidariteten fra alle latinamerikanske folk og hele verden i kampen for at forsvare ethvert sted, der er vundet i folkets kamp.

For et nyt fædreland!