Danske krigsforbrydere fortsat fredet af Nyrup

Aktive Modstandsfolk tilslutter sig den almindelige internationale fordømmelse af den britiske labourregerings beslutning om at løslade den pludseligt helt afkræftede chilenske diktator, Augusto Pinochet.

Med tidligere britiske regeringers skærmende og lovstridige asylgivning til notoriske krigsforbrydere i erindring kan påberåbelsen af en hemmelig lægerapport ikke uden videre tages for gode varer, og den bør naturligvis fremlægges for offentligheden.

Pinochet-affæren rejser uvilkårligt spørgsmålet om Danmarks håndtering af krigsforbrydersager. Det burde være kendt, at en strøm af tyske krigsforbrydere straks efter Anden Verdenskrig blev lodset til Sydamerika ad »Flugtrute Nord« via Danmark og Sverige. I øvrigt et historisk afsnit, der stadig holdes strengt hemmeligt i Rigsarkivet.

Danske SS-folk forbrydelser i bl.a. Ukraine og i Jugoslavien blev aldrig efterforsket, og ikke en eneste af disse landsforrædere blev stillet for en domstol her i landet. SS føreren Søren Kam forestod uddannelsen af terrorister i Høvelte og Ringsted, ligesom han "opfandt" de nazistiske dødspatruljer. Han deltog personligt i bortførelsen og mordet på BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen under krigen. Med den danske regerings viden levede han - som nu - et komfortabelt og sorgløst liv i Bayern som bryggeridirektør. Efter et farceagtigt, uværdigt og meget afslørende pingpong-spil mellem Danmark og Tyskland synes der nu at være lagt låg på denne sag.

Vi ønsker oplyst, hvad regeringen agter at foretage sig for at afslutte det forsmædelige kapitel om danske krigsforbrydere, Hvor længe skal den faktiske fredning af krigsforbrydere opretholdes?

Aktive Modstandsfolk nedlægger alvorlig protest imod den hidtidige sagsbehandling - eller mangel på samme - og gentager sit brev af 4. oktober 1999 til regeringen.

Vi opfordrer statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der forleden i en anden delikat sag om nazismen opfordrede til åbenhed, om at meddele os, hvornår vi kan forvente svar på vores henvendelse.

 

Med venlig hilsen

f. Aktive Modstandsfolk

Frede Klitgård

13. januar 2000.