Velbekomme

- Ja tak og i lige måde, svarer bordet, da Svend og Morten sætter sig med deres tallerkener.

Svend og Morten er blikkenslagere fra et af de mange fremmede firmaer, men det bliver der ikke gjort forskel på. Frokostbordets deltagere består desuden af et par snedkere, hvoraf den ene hører til de "fremmede", mens de øvrige – malere og renovationsarbejdere – er ansat af virksomheden.

De øvrige borde i kantinen er fortrinsvis besat af virksomhedens egne ansatte, som over en bred kam kommenterer og kritiserer kantinens udbud. Kantinedamerne lægger tålmodigt øre til, og med et smil på læben får de altid drejet kritikken:

- Får du det da bedre derhjemme? spørger Inger med et lunt glimt i øjet.

- Det kommer sandelig an på, hvad vi snakker om, returneres spørgsmålet med tilfredshed.

Samtalen kan let køre i samme skure et minuts tid til stor tilfredshed for frokostgæsten. Den lille harmløse flirt var i virkeligheden formålet med kritikken, men selv voksne mænd kan være ubehjælpsomme som små drenge, når det gælder om at få kontakt med det modsatte køn. I 4. klassetrin benytter man sig uskyldigt af tjatteri og slåskampe for at komme i berøring med hinanden. Den metode er vi heldigvis vokset fra – alt andet ville også se dumt ud.

Hvis snakken forstummer ved frokostbordet, er det ofte kantinemaden, der på forløsende måde redder os fra tavshedens pine:

- Nu går de snart bort fra buffeten, så man skal betale for de enkelte varer, lyder det fra Morten.

- Jamen, det er jo, fordi folk snyder. Så er de nødt til at lave kontrol, husker Svend os på.

- Ifølge kantinedamerne selv, så er det ikke for at skærpe kontrollen, men for at skærpe konkurrencen mellem kantinerne, mener Henning.

Der arbejder omkring 5.000 på medicinalvirksomheden, men koncernledelsen har altid opdelt kantinerne i små enheder spredt over hele virksomheden, der nærmest har karakter af en by på størrelse med en mindre statsionsby. Hvorvidt det skyldes det naturlige i, at fabrikken over 30 år til stadighed har udvidet sig, eller om det giver det administative personale egne kantiner, fordi man selvfølgelig indtager sin frokost i nærmeste kantine, vides ikke; men det er i hvert fald en kendsgerning, at der ikke er nogen naturlige steder på fabrikken, hvor man kan samle eksempelvis to tusind SiD-ansatte, hvis der skulle være brug for det.

Men uanset kantinernes størrelse og placering, så vil Svend ikke lade sig belære af hverken Henning eller kantinedamerne:

Systemet baserer sig på tillid til, at den enkelte hver dag trækker en bon til 16 kr., som så trækkes automatisk, når lønnen udbetales. Det er stadig så billigt, at snyderiet er begrænset til det ubetydelige.

Det samme kan man ikke sige om Svends påstande. De bliver tilmed fremsat som dokumenterede sandheder:

Svend ved altid bedst, Svend har bedømmelser og opfattelser af alt og alle – og hvis de ligner fordomme, så er det ikke helt forkert:

Det er selvfølgelig de færreste, der tager Svend alvorligt. Når det bliver for trættende at høre på, så er ironien det bedste våben. Forleden dag skulle vi have endnu en lærestreg:

- Alle mandlige pædagoger er sgu da pædofile. Hvorfor skulle en mand ellers søge sådant et job? forklarede Svend, så det var til at tage og føle på. - Så er alle plejehjemsledere måske også mordere, spurgte Henning, men blev forbløffet over Svends svar:

- Næeh, de er gode nok.

Hele bordet studsede.

- Med færre ældre slipper vi billigere i skat.

Efter et øjebliks forundring kunne vi kende vores gode gamle Svend igen. Reno