Geopolitik og fredsbevægelse

Hvad blev der egentlig af den reformistiske (socialdemokratiske og folkesocialistiske) og pacifistiske fredsbevægelse i Danmark, der var særdeles aktive i årene op til Sovjetunionens opløsning? Den vendte sig ikke mod begge de to daværende supermagter, bekæmpede ikke dansk medlemskab af NATO som sådan, eller førte en politik for et i alliance- og militærpolitisk henseende neutralt og selvstændigt Danmark - men så det som sin rolle i perioden med samarbejde og kamp mellem de to supermagter USA og USSR at føre ‘afspændingspolitik’.

Blandt hovedkravene dengang var ‘Norden som atomvåbenfri zone’ og ‘Østersøen som et fredens hav’, som også rejstes og understøttedes af den del af fredsbevægelsen, som støttede og støttede sig på den sovjetiske supermagt.

Vandt fredsbevægelsen ‘den kolde krig’? Den benyttede sig i hvert tilfælde ikke af muligheden for med ny styrke at kræve alliancefrihed, et alliancefrit Danmark, et alliancefrit Norden.

Det er en kendsgerning, at i løbet af 90’erne forsvandt den store bevægelse helt ud af billedet - af en mangfoldighed af grunde, som ikke nøjere skal efterforskes her. Og det er en anden betydningsfuld kendsgerning, at 90’ernes fredsbevægelse var af en anden karakter end den supermagtstilknyttede.

Den var først og fremmest en anti-krigsbevægelse, der vendte sig imod de konkrete krige, imperialismen (med USA i spidsen) gennemførte: krigen mod Irak i 1991, krigen mod Jugoslavien i ’99.

Nødvendige bevægelser - og fortsat nødvendige, for imperialismen kan ikke leve og overleve uden krig. Men også helt utilstrækkelige i en situation, hvor geopolitikken, magtblokkenes politik, udvikles og finder nye former, og hvor nye store runder af krige mellem blokkene forberedes.

Den næste konkrete anti-krigsbevægelse kan meget vel gå hen og blive omkring Colombia, i solidaritet med guerillaens 30-årige kamp imod det herskende oligarki, der støtter sig på USA, og som med sin hær og fascistiske dødspatruljer terroriserer den fattige landbefolkning. Under det hykleriske påskud at føre krig mod narkoen (som kontrolleres af USA’s egne allierede) skal guerillabevægelsen, den væbnede kamp, en gang for alle slås ned. Til det formål har den amerikanske kongres bevilget 1,7 milliarder dollars - og herunder udrustning og bemanding af 60 hypermoderne kamphelikoptere, flyvende fæstninger, beregnet til at sprede død og ødelæggelse. Den snigende amerikanske invasion i dette latinamerikanske hot spot (sammen med Ecuador og Venezuela) er sat op i gear. Sådan begyndte det amerikanske krigseventyr i Vietnam og Indokina - og det skorter ikke på advarende røster over for USA, der, hvis det fortsætter og gennemfører sin nye strategi for at vinde militær sejr over guerillaen, pludselig vil befinde sig i et nyt Vietnam, i sin egen baggård.

Samtidig trækker 90’ernes krige stadig deres spor: Bombningerne mod Irak fortsætter sammen med den forbryderiske blokade, der har krævet over halvanden million irakiske børns liv. Og sidste års krig mod Jugoslavien har langt fra skabt fred, og slet ikke fremgang, på Balkan.

En væsentlig side af den amerikanske militære opbygning er sigtet mod at kunne føre simultankrige rundt om i verden: at kunne gennemføre ret omfattende og langvarige krigshandlinger samtidig i flere forskellige konflikter, i forhold til flere grupper lande, på forskellige kontinenter. Som sidste årti viste det, er supermagten USA (og hermed også NATO som sådan) kommet langt i denne retning.

Opbygningen af det såkaldte raketskjold omkring USA til opfangelse af (atom)raketter fra ‘fjendtligtsindede lande’ skal også ses i denne sammenhæng, for at give frie hænder til gennemførelsen af flere væbnede konflikter samtidig uden at føle sig militært truet af nogen.

USA har navngivet en række ‘slyngelstater’, man vil beskytte sig imod: Libyen, Iran, Nordkorea o.s.v., selvom alle ved, at det først og fremmest har til hensigt en gang for alle at vinde overtaget over Rusland. Kan man befri sig fra den militære trussel fra denne militære verdensmagt, forhindre Kina i at opbygge en tilsvarende position og forhindre EU i at løsrive sig fra NATO, vil amerikansk global militær dominans være sikret i årtier.

Den endelige formelle beslutning om at bygge raketskjoldet, der åbenlyst krænker de hidtidige nedrustningsaftaler, vil først blive truffet, når det amerikanske præsidentvalg er overstået - men Clinton har lagt alt til rette for sin efterfølger.

I Rusland fortsætter Tjetjenienkrigen, selvom den russiske generalstab igen og igen har proklameret endelig sejr.

I denne uge besøger den russiske præsident Vladimir Putin Kim Jong Ils Nordkorea for at få ham til offentligt at imødegå de amerikanske argumenter for raketskjoldet ved at afsværge sig alle hensigter om at føre krig mod den amerikanske okkupationsmagt i Sydkorea. I sidste uge greb den russiske præsident ind i en helt usædvanlig strid for åbent tæppe mellem den russiske hærs to øverstkommanderende: forsvarsministeren Igor Sergejev og generalstabschefen Anatolij Kvasjnin.

Kvasjnin har udarbejdet en reformplan for den russiske hær, der betyder en dramatisk nedskæring af landets rakettropper, som har ansvar for de landbaserede atomraketter (fra 19 til kun 4 i løbet af tre år, mens antallet af raketter skal nedskæres fra 756 til 150). De reducerede rakettropper skal ifølge planen væk fra forsvarsministeriets myndighed og ind under generalstabens.

Hensigten er at styrke de konventionelle tropper over de næste femten år, ‘således at Rusland reelt er i stand til at føre to regionale krige på én gang’ (Jyllands-Posten 16.7.).

Forsvarsministeren kalder det ‘en forbryderisk tåbelighed og et attentat på Ruslands nationale interesser’ og har truet med at trække sig.

Putin har beordret disse to øverste mænd i det russiske militære hierarki til at holde inde med skydningen og i stedet i fællesskab fremlægge en reformplan for hæren ved et møde i præsidentens sikkerhedsråd den 27. juli. Men striden er en afspejling af det russiske militære dilemma, efter at USA i 90’erne vandt overtaget i det globale rustningskapløb: Hvordan sikrer Rusland under de nye omstændigheder sin position som militær verdensmagt?

Set fra det militære Ruslands side - ifølge et interview i Jyllands-Posten med general Leonid Ivanov, der fungerer som en slags ‘udenrigsminister’ for den russiske hær - har det amerikanske raketskjold ‘til formål at skubbe atombalancen til Washingtons fordel og sikre udvidelsen af NATO mod øst’. I forhold til Rusland skal det også understøtte amerikanske og andre vestlige olieselskabers engagement i spillet om den kaspiske olie, som udgør en væsentlig del af Ruslands enorme ressourcer og potentielle rigdom. Det er først og fremmest olien, der trods den uafbrudte økonomiske nedtur i 90’erne, har sikret landets og hærens økonomiske overlevelse. Den russiske hær ser også med bekymring på NATO’s militære samarbejde med centralasiatiske og kaukasiske republikker og på bestræbelserne på at bringe de baltiske lande ind i NATO.

Det russiske militærs frygt for militær inddæmning er udtalt. Og hærens ‘udenrigsminister’ giver følgende præcise geopolitiske beskrivelse af situationen:

‘Det er meget naivt at se USA som en strategisk allieret og en magt, der støtter Ruslands ve og vel. USA søger på alle fronter at begrænse og stramme Ruslands geopolitiske rum. Det forsøger bevidst at rive de tidligere sovjetrepublikker væk fra Rusland’ (J-P 16.7.).

De nuværende russiske militære ledere voksede alle op med det revisionistiske Sovjets politiske og militære doktriner, der i tilsløret form allerede havde taget geopolitikken til sig, der udviklede sig i første del af det 20. århundrede, og som f.eks. lå til grund for Hitler-Tysklands militære tænkning. Geopolitikken er imperialismens globale magtpolitiske tænkning og har i årtier været den officielle tænkning i det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministerium. Det er nu også den officielle tænkning i det russiske politiske og militære hierarki.

I alle tilfælde er den et udtryk for den utilslørede imperialistiske karakter hos de herskende eliter i de gamle og ny imperialistiske stormagter.

I Rusland er den skjulte revisionistiske geopolitiske tænkning (der formelt måtte operere med begreber som klassekamp og socialisme) blevet erstattet med utilsløret imperialistisk geopolitik. Der er oprettet et ‘Akademi for geopolitiske studier’, det russiske parlament har fået et geopolitisk udvalg, de centrale boghandler er fyldt med gamle og nye bøger om geopolitik. Og amerikanske geopolitiske tænkere som den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brezezinsky og den fhv. udenrigsminister Henry Kissinger oversættes og studeres flittigt.

For to år siden skrev Brezezinsky en bog om ‘skakspillet på det euroasiatiske kontinent’.

Hans teori er, at den, der kontrollerer dette kerneområde i verden, har nøglen til globalt herredømme. Og som agent for amerikanske oliemonopoler har Brezezinsky været en ivrig talsmand for, at USA aktivt skulle blande sig i de tjetjenske krige og støtte alle løsrivelsestendenser i det kaspiske område.

For geopolitikerne i USA som Rusland er de to lande som hhv. verdens største sømagt og verdens førende landmagt fødte og evige konkurrenter i kampen om verdensherredømme. For visse imperialistiske kredse i USA er tesen om at sikre sig kontrol over det euroasiatiske kontinent som en nøgle til verdensherredømme blevet en besættelse, som Hitlers drøm om at kontrollere Moskva og dermed verden. De reaktionære russiske geopolitikere har en anden opfattelse:

‘Rusland bør blive en bro mellem den Europæiske Union og Sydøstasien og Østasien, et transitland, en ø eller halvø, der forener flere forskellige kontinenter. Samtidig bør Rusland fungere som et sikkerhedsbælte, en evig kilde til konstruktivt samarbejde med den omgivende verden. Heri består Ruslands storhed. Her ligger nøglen til Ruslands status som stormagt.’ (Førnævnte militære ‘udenrigsminister’ Ivanov, J-P 16.7).

Heri genlyder geopolitikken utilsløret som en ny russisk imperialistisk doktrin.

Stridighederne mellem forskellige fløje i det russiske militær er en strid om, hvordan det nuværende Rusland, som både tsarismens og sovjetrevisionismens arvtager, skal genopbygge en tilstrækkelig styrke til atter at kunne udfordre USA i kampen om verdensherredømme, først og fremmest ved at tage udgangspunkt i og befæste sin geopolitiske position.

I den officielle retorik bliver det selvfølgelig i en fredsskabende rolle. Det svarer nøjagtig til, at USA besmykker sine geopolitiske doktriner og handlinger med betegnelser som ‘forsvar for demokrati, menneskerettigheder og den nationale selvstændighed’.

Efter de bitre erfaringer med Hitler-Tysklands overfald på Sovjetunionen og sejren over fascismen måtte det daværende socialistiske land søge at sikre sig mod en gentagelse, bl.a. gennem en militær styrke, der var stærk nok til at skræmme alle evt. angribere, og ved at skabe en bufferzone af lande igennem Europa, hvilke ikke længere kunne benyttes som opmarchområder for et angreb (som det havde været tilfældet med Finland og en række central- og østeuropæiske lande, hvor Nazi-Tyskland og reaktionen dominerede). Og sådanne ordninger blev skabt efter 2. verdenskrig, garneret af en række internationale aftaler. Det socialistiske militær indrettedes stadig til forsvar mod imperialistiske angreb, og ikke som en imperialistisk hær til angreb på andre lande.

Denne skillelinje udviskedes af den revisionistiske Sovjetunion, der opbyggedes som en militær stormagt, hvis raketter kunne nå alle kontinenter, hvis ubåde besejlede alle verdenshave, og som søgte at opnå og opnåede militærbaser på næsten alle kontinenter.

Dagens militære russiske geopolitikere viderefører direkte de revisionistiske traditioner og ideer, under nye omstændigheder, og ud fra svækkede positioner.

Den ‘strategiske alliance’ mellem Rusland og dagens revisionistiske, kapitalistiske og fremvoksende (social)imperialistiske Kina, som blev etableret under præsident Jeltsin, og som genbekræftes med Putins besøg i Beijing i denne uge, er et udtryk for geopolitiske overvejelser hos disse imperialistiske stormagter, som med denne alliance søger at modsætte sig den amerikanske og vestlige imperialismes globale dominans. Også Kina frygter - og med rette - at det amerikanske raketskjold også har brod mod det - og ikke mod de såkaldte ‘slyngel’- eller ‘bandit’stater.

Også i den Europæiske Union, hvor den geopolitiske tænkning som imperialistiske doktriner i kampen om verdensherredømme har stærke traditioner, ikke bare i det genforenede og genoplivede Stor-Tyskland, men også i Storbritannien, Frankrig og Italien, udvikles i disse år heraf inspirerede ideer om Unionens politiske og militære (fører)rolle i verden.

Indtil videre søger den Europæiske Union at beskytte og udvide sine imperialistiske globale positioner bag NATO’s paraply, som den amerikanske imperialismes mindre broder og partner. Endnu betragtes denne militæralliance som den bedste garant for unionens interesser i det globale magtpolitiske spil mellem de store imperialistblokke og deres indflydelsesområder.

Samtidig er en Europahær under hurtig opbygning, i første omgang til konkret indgriben til fordel for Unionen i brændpunkter i Europa, i tidligere koloniområder som i Afrika (hvor både engelske, franske og belgiske tropper sættes ind i de talrige konflikter), og i alle andre konfliktområder i verden, hvor den Europæiske Union ser en interesse.

På sigt vil modsætningerne mellem den amerikanske dominans af NATO og den Europæiske Unions egne supermagtsdrømme føre til endnu større konflikter inden for denne aggressive militæralliance, som i sidste ende kan føre til dens sprængning.

Ingen af de flot klingende paroler af reformistisk og revisionistisk tilsnit som ‘Norden som atomvåbenfri zone’, ‘Østersøen som et fredens hav’ eller et ‘alliancefrit Norden’ høres længere.

De sidste ti år har de nye magtpolitiske forhold skabt nye situationer: Landene omkring Østersøen, der tidligere var tilknyttet sovjetblokken, eller som Finland havde særlige arrangementer, er med tusind og sytten tråde blevet knyttet til den vestlige imperialisme, til EU og NATO.

NATO-medlemmet Danmark har spillet en særlig aktiv rolle i denne sammenhæng, både i forhold til Polen og de baltiske lande, som det fra starten af, først med Uffe Ellemann-Jensen som hovedaktør og i dag med socialdemokraten Hans Hækkerup i en hovedrolle (begge fhv. og måske stadig nuværende ‘kandidater’ til posten som NATO-generalsekretær).

Den omtalte russiske general og hær-’udenrigsminister’ Ivanov siger til Jyllands-Posten:

‘Vi har talt med hr. Hækkerup og spurgt ham, hvorfor Danmark mere aktivt end noget andet NATO-land skubber de baltiske lande mod medlemskab. Giv os en forklaring, siger vi. Hvad skal det til for? Han svarer så, at alle lande har ret til at forsvare sig og selv vælge alliancepartnere.’ (J-P 16.7)

Det er, må det siges, et godt spørgsmål - og et skidt svar. I denne pådriverrolle forsvarer hverken Ellemann-Jensen eller Hækkerup nationale danske interesser eller de baltiske landes interesse i selvstændighed og uafhængighed. De tjener simpelthen imperialismens og NATO’s interesser, ikke fredens, men krigens logik.

De økonomiske og politiske faktorer, som modvirker, at Danmark - eller Norden som sådan, eller Østersølandene som helhed - for alvor forsvarer deres suverænitet og opbygger en kollektiv neutralitet, uafhængigt af magtblokkene NATO, EU og SNG (med Rusland som kernemagt), er meget stærke. Den herskende klasse i samtlige disse lande har, uanset deres taktiske lovord til den nationale suverænitet, i realiteten det nationale ophørsudsalg på programmet, integration og deltagelse som mindre partnere i monopolernes og imperialistmagternes klubber og alliancer.

I Sverige vokser kræfterne for en opgivelse af den traditionelle svenske neutralitetspolitik, der i disse år gentagne gange er afsløret som en formel neutral magt, men reelt i alliance med NATO og den vestlige imperialisme. Efter den svenske indtræden i EU er NATO-lobbyen i vækst. Den understøttes af udsalget af den betydelige svenske våbenindustri, som i dag befinder sig på udenlandske hænder.

For nogle uger siden overtoges en svensk våbensmedie, kernen i det gamle Bofors, Bofors Waepon Systems, af en af store amerikanske våbenfabrikker (blandt de 25 største i verden), nemlig United Defense. Virksomheden med 600 ansatte var en del af Celcius-koncernen, dannet i 1977, og bestod, da den delprivatiseredes og børsnoteredes i 1993, af bl.a. Telub, Bofors, Kockums og FFV Areotech. For et halvt år siden overtoges denne koncern af Saab (Wallenberg), der dermed fik kontrol med den svenske forsvarsindustri. Nu sælges Saab så til USA.

Som den svenske avis Proletären konstaterer: ‘Svensk forsvarsindustri er ikke længere svensk’. Våbenproduktionen fortsætter - men nu på en måde, så de ‘skrappe’ svenske love til kontrol med våbeneksporten bedre kan omgås.

Det største svenske dagblad Dagens Nyheter kommenterede salget på lederplads med endnu en opfordring til, at Sverige indtræder i NATO:

Det er imidlertid også en kendsgerning, at det svenske folk søger at slå vagt om Sveriges neutralitet og ikke ønsker svensk medlemskab i denne alliance, som har spillet rollen som hovedaggressor i 1990’ernes store krige. Også i de øvrige nordiske lande og Østersø-landene er der stærke folkelige kræfter, der ønsker en politik for neutralitet og uafhængighed af de vestlige magtblokke, og som vender sig mod NATO-medlemskab såvel som mod medlemskab af den Europæiske Union og dens militære dimension, som er ved at blive opbygget.

Der er med andre ord basis for en fredsbevægelse, som er uafhængig af og retter sig imod de imperialistiske magtblokke.

Det danske folketing står over for at træffe beslutning om, hvorvidt der skal ‘gives grønt lys’ for brug af Thule-radaren som en del af det amerikanske raketskjold, som er i støbeskeen.

De russiske generaler truer med ‘kraftige reaktioner’, såfremt Danmark/Grønland giver tilladelse hertil.

Det ser imidlertid ud, som om en sådan beslutning vil glide glat igennem folketinget, og at der fra grønlandsk side ikke er væsentlige protester. De ledende grønlandske politikere argumenterer ikke ud fra politiske grunde, eller ud fra et ønske om at forhindre Grønland i at være en del af det aggressive alliancesystem (en ordning, der som bekendt af den danske regering hemmeligt og løgnagtigt blev trukket ned over hovedet på det grønlandske folk, da Thule-basen indrettedes).

De danske og grønlandske politikere ser penge i arrangementet: Siden aftalen mellem Danmark og USA blev indgået i 1951, vurderes det, at Danmark har tjent et beløb i størrelsesordenen 50 mia. kroner på det. Skal det fortsætte i raketskjoldets regi, vil det grønlandske landsstyre have del i milliarderne.

Til oktober vil det over for den danske regering forelægge krav om øget selvstyre, genforhandling af den nuværende råstofaftale, større tilskud, samt en uvildig undersøgelse af, hvad der kaldes ‘Danmarks sikkerhedspolitiske gevinst’ i Grønland.

Der er en stor mængde spørgsmål, der rejser sig for den danske fredsbevægelse i dag. Også kampen mod den fortsatte atomrustning, udviklingen af nye farlige masseudryddelsesvåben o.s.v. har altid været en del af den progressive fredsbevægelses program.

Omstillingen af det danske militær til deltagelse i angrebskrig og indsættelsen af udrykningskorps overalt i verden, som en del af imperialismens hære i FN-, NATO- eller måske EU-regi, hører også til de centrale spørgsmål for fredsbevægelsen i dag, hvor Europahæren toner frem som et led i Unionens militære dimension.

Men skal fredsbevægelsen forny og udvikle sig på et sundt grundlag, må det være uden illusioner om de forskellige imperialistiske kræfter og blokke i verden, som i ‘globaliseringens’ tid dyrker den geopolitiske tænkning, der magtpolitisk og militært passer sammen med monopolernes globale fremtrængen som hånd i handske.