Militær og folkeafstemninger

De danske unionspolitikere har det slet ikke godt med folkeafstemninger: De kan risikere at tabe dem. Derfor har de på forhånd afvist, at den kommende Nice-traktat, der skal forhandles på plads på et topmøde til december, og som betyder endnu et spring fremad i unionsopbygningen, skal til folkeafstemning.

Der er kun én slags folkeafstemninger, de vil være med på: dem, der er nødvendige for at få fjernet samtlige de danske forbehold, som oprettedes som følge af det såkaldte ‘nationale kompromis’ efter afstemningen den 2. juni 1992.

De andre skal det være slut med - hvis det står til dem.

Det gør det heldigvis ikke. Ikke alene, i hvert tilfælde.

Frygten for det Nej til euroen, som nu tegner sig i opinionsmålingerne, har fået unionspolitikerne til at skifte taktik midt i valgkampen: De har måttet erkende, at deres økonomiske argumentation omkring ØMU og euro har været forfejlet. Den bliver ikke købt, fordi den er utroværdig og vil skjule unionens politiske karakter. Så nu vil de give sig til at betone de ‘politiske fordele’. Det skal nok øge troværdigheden!

Men bare for en måneds tid siden var de endnu fulde af tiltro til, at Ja’et ville komme i hus. Så fulde af tiltro, at de lagde planer om at afskaffe endnu et af forbeholdene ved en ny folkeafstemning. Nemlig forsvarsforbeholdet, som de borgerlige unionspolitikere med Fogh Rasmussen i spidsen længe har ivret for at få væk. Poul Nyrup forsøgte dog at slå en smule koldt vand i blodet:

‘Regeringen er ikke i en ny situation. Vi må over på den anden side af Nice-topmødet, før vi kan vurdere konsekvenserne af forsvarsforbeholdet.’ Han understregede samtidig, at regeringen først skal se, hvordan forsvarsdimensionen fungerer i praksis, før den vil tage stilling til en afstemning. (Politiken den 21.6)

Men de er vilde i varmen. Danske soldater skal rykke ud overalt, hvor det brænder. Det er ikke nok at gøre det under NATO’s flag, eller under FN’s banner, som det sker i dag. Det skal også ske under Unionens gyldne stjerner, og det kan ikke gå hurtigt nok:

‘Det haster med at få det forbehold til afstemning. For hver dag, der går, mister Danmark indflydelse. Vi er ikke længere med til at trække læsset, når det gælder krisestyring, fredsbevaring og andre civile opgaver, som vi ellers normalt stiller os i spidsen for,’ siger den konservative politiske ordfører Lene Espersen beklemt.

Det er klar tale: Vinder unionspolitikerne folkeafstemningen, vil det ikke vare længe, før forsvarsforbeholdet ryger sig en tur, så den krigsglade del af befolkningen - fra professionelle officerer til overklassemadammer som fru Espersen - kan få tilfredsstillet deres lyst til at høre unionssoldaterne marchere i samme takt over hele Europa (og også uden for).

Den sædvanligvis klynkende udenrigsminister har også sit eget argument: Forsvarsforbeholdet har følger, når Danmark overtager EU-formandskabet den 1. juli 2002:

‘Vi vil ikke kunne sidde for bordenden, når der skal diskuteres forsvar. Det vil i stedet være Grækenland,’ piber udenrigsministeren, der tilsyneladende føler sin ære trådt for nær.

Ingen danske toppolitikere havde ellers noget at bemærke, da det blev kendt, at landets sundhedsvæsen er dumpet ned på en 34. plads i verden, ned blandt ulande og tilbagestående i-lande. Men at Grækenland skulle sidde for bordenden, mens der drøftes militær og militæraktioner - det er ydmygende!

Unionspolitikerne vil nu diskutere euro som politik. Modstanderne er godt forberedte: En stadig snævrere politisk Union, vejen til Europas Forenede Stater - med sit eget militær, sin egen europahær, en imperialistisk supermagts indsatstropper i kriser og krige. De britiske, belgiske og franske militæreventyr i Afrika skal have dansk deltagelse. Unionen skal lade sig se overalt i verden.

Lene Espersen og Co. kan næsten ikke vente. Det kan det store flertal til gengæld sagtens.

I al evighed!