Kampen for de
kollektive rettigheder

Angrebene på de kollektive rettigheder er omfattende. Og uden at forsøge at indsnævre emnet har jeg valgt at tage udgangspunkt i det overenskomstmæssige, specielt i forhold til industriens overenskomst, som er den, jeg kender mest til, idet jeg er SiD-tillidsmand for specialarbejdere på Novo Nordisk.

Industriens overenskomst dækker ca. 300.000 medlemmer, både faglærte (smede) og specialarbejdere (KAD/SiD). I alt er godt 2 mio. arbejdere organiseret i den etablerede fagbevægelse. Dvs. at overenskomsten for 300.000 industriarbejdere i produktionen har en stor betydning for det øvrige arbejdsmarked, da det er via værdiskabelsen i industrien, at øvrige erhverv skal hente deres overskud.

Omkring 100.000 af CO-Industris medlemmer arbejder i dag på skæve arbejdstider, d.v.s. holddrift, forskudt tid, eller weekendarbejde. Så fleksibilitet er der såmænd allerede masser af på landets industriarbejdspladser. Men naturligvis har det nogle betalingsmæssige konsekvenser, i form af tillæg for den gene, det er at arbejde på skæve tider. I øvrigt er det til overflod lægeligt dokumenteret, at man ved at arbejde på skæve tider, eksempelvis skiftehold/fast aften/nat, har en betydelig forøget risiko for at pådrage sig forskellige lidelser (hjerte/kar, mavebesvær, psykisk ustabilitet o.s.v.), ligesom der er store besværligheder med at opretholde et normalt familieliv.

Alligevel har fagtoppen og arbejdsgiverne forhandlet sig frem til mulighed for yderligere fleksibilitet, idet det nu er indført i overenskomsten, at: Under forudsætning af lokal enighed kan arbejdstiden for samtlige medarbejdere eller grupper af medarbejdere lægges med varierende ugentlige arbejdstider, blot den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer over en 12 måneders periode.

En så vigtig kollektiv rettighed som fastlæggelse af arbejdstiden overlades altså til at være tillidsfolkenes, klubbernes og i sidste ende medlemmernes eget problem. Der skal dog være lokal enighed. JA, MIN BARE …! På store arbejdspladser med velkonsoliderede faglige klubber, og hvor firmaet høster masser af profit, kan man godt stå imod ... endnu. Men Danmark består altså for størstedelen af små og mellemstore industrivirksomheder, og her har fagtoppen kastet medlemmerne for ulvene. Under trussel om lukning eller flytning til udlandet kan arbejdsgiveren nu skalte og valte med arbejdstiden. På dette område er der stor set ingen anden rettighed tilbage end den, arbejdsmiljøloven foreskriver omkring hviletidsbestemmelser. I dag pålægges arbejdere i Danmark derfor i visse sæsonperioder at arbejde op til 48 timer om ugen uden overarbejdstidsbetaling, mens de uden for sæsonen så får reduceret deres arbejdstid, så deres årsnorm passer til et snit på 37 timer om ugen.

Desværre er der noget, der tyder på, at tingene kan blive endnu værre: I Tyskland er man begyndt at operere med livsarbejdstid. Så det kan vi uden tvivl også forvente kommer hertil, i EU-harmoniseringens hellige navn.

I hvert fald har den danske regering, Dansk Arbejdsgiverforening og fagtoppen meldt ud, at de er enige om livsarbejdstid.

Arbejderklassens gamle kampkrav om 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile kostede årtiers kamp for at blive indfriet. I dag er det en illusion.

Et andet problem er de fem feriefridage, som kom med denne gang i overenskomsten. Her gør nøjagtigt samme problem sig gældende, idet de fem feriefridage er et mellemværende mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiveren - det gælder også spørgsmålet, om dagene skal holdes som ferie eller udbetales i form af penge. Dette lægger et enormt pres på tillidsfolkene og trækker igen i en retning af en individualisering af rettigheder i stedet for kollektive rettigheder.

Industrioverenskomsten er denne gang blevet en fireårig overenskomst. Det er snart en del år siden, vi troede, at det var en kollektiv rettighed, at der blev forhandlet overenskomst hvert andet år. I alle andre sammenhænge bliver vi ellers som arbejdere mødt med stigende krav om stor forandringsparathed, idet markedet jo hele tiden ændrer sig. Og arbejdsgiverne trækker store veksler på vores omstillingsevne. Set i den forbindelse er det ejendommeligt, at vi skal acceptere fireårige overenskomster, som udhuler de kollektive rettigheder. Her ville det være på sin plads at stille krav og slås for etårige. Under alle omstændigheder vil det være en fordel for arbejderklassen, hvis den i enhed og fuld styrke går til forhandling og kamp for en overenskomst.

Ifølge overenskomsten har arbejdsgiverne nu fred i fire år. Det er i øvrigt også en stor forhindring, for at vi samlet (som klasse) kan kæmpe overenskomstmæssigt, idet de forskellige overenskomster er til udløb på forskellige tidspunkter. Og både på kort og lang sigt medfører det yderligere polarisering og splittelse imellem områder, og imellem arbejdspladser.

Det gør ikke så meget siger Max Bæhring og Willy Strube (formand og næstformand for CO-Industrikartellet, der har en afgørende betydning for andre overenskomstområder):

-Husk på, at I arbejder jo inden for minimallønsområdet og har ret til at forhandle løn en gang om året.

Men forhandling af løn er også blevet individualiseret, idet der i overenskomsten står, at: Lønnen for den enkelte medarbejder aftales i hvert enkelt tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og medarbejderen uden indblanding fra organisationernes eller deres medlemmers side.

Her igen et eksempel på en kollektiv rettighed, hvor der overenskomstmæssigt er åbnet op for en individualisering af et så vigtigt spørgsmål som løn.

Hertil skal så lægges de øvrige angreb, eksempelvis implementeringen/indarbejdelsen af EU-direktiver, som tvinges ind i vores overenskomster helt uden for medlemmernes indflydelse.

Ifølge statistikkerne var der i 1999 ca. 650.000 mennesker på overførselsindkomster. De må altså leve af arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp eller sygedagpenge. Hvis de da ikke bliver sendt i tvangsaktivering - fleks- eller skånejob. Alt sammen på alternative vilkår, kun nødtørftigt dækket af lovgivning og overenskomst.

Uden tvivl kan mange af jer, der sidder her, komme med mange andre eksempler. Hvordan får vi styrket solidariteten og kampen for de kollektive rettigheder? Det er i 11. time, dette spørgsmål sættes på dagsordenen - også i Danmark!