Vi har i Danmark en enhedsfagbevægelse, d.v.s. en fagbevægelse, hvor alle - uanset politisk og religiøs overbevisning - er medlem.

Dette er en styrke for arbejderklassen - i kampen mod kapitalen.

Fra starten af fagbevægelsen her i landet fik vi tilkæmpet os kollektive overenskomster, der gjaldt alle inden for et forbund, og hen ad vejen fik vi en høj organisering af arbejderne.
Fagbevægelsens stiftere var ikke i tvivl om, hvad en fagbevægelse skulle bruges til:

Den skulle være en kamporganisation, hvor medlemmernes tarv skulle være i højsædet. Formålet var at sikre arbejdernes sociale og økonomiske vilkår, at sikre dækning ved arbejdsløshed, sygdom og ulykker og at sikre alle en økonomisk tryg alderdom.
Den historiske udvikling har imidlertid vist, at på de godt 100 år, der nu er gået, har ingen arbejdere kunnet opnå fuld dækning ved arbejdsløshed - snarere tværtimod!

I 1982 var dækningen af indkomsttab vedÊ arbejdsløshed - d.v.s. dagpengesatsen - for en faglært arbejder på 70%. I 1996 var den faldet til 59%.
Arbejdsløse kan jages året rundt - og de bliver det!!!

Der er indført utallige love, regler og cirkulærer, der skal sikre, at de arbejdsløse nærmest tvinges til at stå ret og marchere i takt, indtil de sendes ud i tvangsaktivering på dagpengesats eller halv dagpengesats - uden overenskomstmæssige rettigheder!
Som regeringen så smagfuldt udtrykker det: "Noget for noget".
Det, der tager sig ud som hjælp, er i virkeligheden kontrol og disciplinering.

Det er ikke de arbejdsløse, der skal sættes under anklage, men derimod det samfundssystem, der gør de arbejdsløse til soldater uden rettigheder, der bare skal lystre ordrer efter arbejdsgivernes forgodtbefindende.
Men det er ikke blot de arbejdsløse, der jages.

Vi har i Danmark et skattefinansieret folkepensionssystem, der kunne sikre en tryg alderdom. Med de meldinger, der fra tid til anden kommer fra politikerne på Christiansborg, kan man godt få den opfattelse, at de mennesker, der er på overførselsindkomst - d.v.s. arbejdsløse, pensionister og sygdomsramte - så man helst ikke eksisterede.

Det er mennesker, det drejer sig om. Deres liv og deres drømme, man forsøger at knuse under jernhælen.
Fra 1990 til 1997 halter reguleringen af overførselsindkomster 10 procentpoint bagefter lønudviklingen - altså et klart og markant efterslæb for de økonomisk dårligst stillede i samfundet!
På syv år har den socialdemokratisk ledede regering gennemført nedskæringer på socialområdet på godt 3,1 milliarder kroner, ifølge oplysninger fra Socialministeriet.

Ventelisterne til behandling på sygehuse er alenlange.

Parolen om længst muligt i eget hjem bruges til brutale nedskæringer over for vore gamle og udslidte medmennesker, og sideløbende hermed er utallige plejehjem nedlagt.
Børnene i daginstitutioner og skoler må døje med mindre og mindre plads i nedslidte bygninger, der giver helbredsmæssige problemer.
Et samfunds anstændighed måles på, hvordan det behandler sine svageste medborgere.

Anstændigheden kan ligge på et meget lille sted i dagens Danmark!

Udviklingen viser også, at hovedparten af fagbevægelsens ledere år for år har tilpasset sig systemets åbenlyse sociale og økonomiske skævheder, uden at stille grundlæggende spørgsmål til et system, hvor arbejdsgiverne kynisk og koldt sorterer og prioriterer arbejdskraften efter forgodtbefindende, udsætter den for muskel- og nedslidningssygdomme samt miljøskader, der fremmer en alt for tidlig pensionering, kasserer den efter 25- 30 års arbejdsindsats, alt imens arbejdsgiverne skovler profitten - værdien af den menneskelige arbejdskraft - ind til sig selv.
Fagbevægelsens tilpasningsideologi har især vist sig meget tydeligt gennem de sidste 25-30 år - idet lederne ikke alvorligt nok har taget fat på at sikre arbejderne reelt mod arbejdsløshed og indtægtstab herved.

Vi skulle jo i EF, nu EU, bl.a. for beskæftigelsens skyld, sagde LO i 1972 - i skøn enighed med arbejdsgiverne og regeringen.

I 1973, ved Danmarks indtræden i EF, havde vi officielt knap 22.000 arbejdsløse. To år senere i 1975 var tallet 125.000, i 1983 nåede vi op på 283.000, og i 1993 var der 349.000 arbejdsløse.

I dagens Danmark har vi fortsat rekordstor arbejdsløshed, foruden de titusinder, der er sendt i tvangsarbejde uden overenskomstmæssige rettigheder.

Det er end ikke gået op for størstedelen af fagbevægelsens ledere, at arbejdsløshed i sig selv er nedbrydende og dybt tragisk for menneskene. Frygten for arbejdsløsheden er også et alvorligt problem, der er belyst i talrige rapporter. De påviser, at de psykosomatiske sygdomme og en alt for tidlig død rammer først de arbejdsløse, men også dem, der frygter arbejdsløsheden.

Unionsintegrationen har taget form af en offensiv fra kapitalens side. Men den er hele vejen igennem blevet ledsaget af omfattende kampe og protester.

Virksomhedslukninger, privatiseringer, angreb på løn, arbejdstid og arbejdsforhold og fjernelse af socialt tilkæmpede ordninger hører til den "nye verdensorden".

Privatisering, udlicitering og indførsel af brugerbetaling er gennemført i stor stil i alle sektorer af den offentlige økonomi.

RiBus-konflikten for år tilbage, der fik en national og international opbakning, er det bedste eksempel på kampen mod privatiseringspolitikken.
Privatiseringer og udliciteringer munder ud i dårligere løn og arbejdsforhold for de ansatte - dårligere service for borgerne og indførelse af brugerbetaling, der vender den tunge ende nedad.

Kollektive rettigheder, kollektive løsninger og kamp - forsøges erstattet af en fuldstændig individuel, fleksibel og mobil arbejdskraft.

Den enkelte arbejder skal overlades til kapitalens vilkårligheder - på individuelle kontrakter.

Ved de sidst indgåede overenskomster - i foråret i år - blev den fleksible ferie indført. Tidligere havde alle ret til fem ugers betalt ferie om året. Nu er der indført - ikke en 6. ferieuge - men fem feriefridage efter mindst ni måneders anciennitet, hvor feriefridagene kan afholdes eller udbetales i kontanter. De arbejdsløse og arbejdere med under 9 mdr. anciennitet har ikke ret til disse feriefridage. Derudover er ferieloven under revision, hvor yderligere forringelser er planlagt.

Der blev ved forårets overenskomstforhandlinger indført - med fagtoppens velsignelse - en historisk mulighed for at sætte overenskomsten ud af kraft gennem forsøgsordninger, hvis der er enighed på den enkelte virksomhed. De enkelte hovedoverenskomster bliver mere og mere decentraliseret helt ud på den enkelte arbejdsplads - solidariteten svækkes dermed til gavn for kapitalen.

Den lovbestemte ligeløn, der blev indført i 1976, er forblevet en lov på papiret. Kvinderne får i gennemsnit kun ca. 80% af, hvad mænd får for det samme arbejde.

Ser vi på arbejdstidens længde og den forøgede profit, så bliver tingene sat i relief!

I 1920 var arbejdstiden 48 timer ugentligt - i 1987 blev arbejdstiden nedsat til 37 timer. Siden er der ikke sket noget i nedadgående retning, snarere tværtimod. Socialforskningsinstituttet har i en undersøgelse fra august 1999 påvist, at den gennemsnitlige arbejdstid (inkl. overarbejde og bijob) ligger på godt 40 timer ugentligt! Knap 300.000 personer har bijob på mellem 10 og 13 timer om ugen.
Den familiemæssige arbejdstid har været stigende indenfor de sidste 50 år. I dag er det nødvendigt med to indtægter for at få økonomien til at løbe rundt.

Normalarbejdstiden, - d.v.s. den overenskomstmæssige arbejdstid på 37 timer ugentlig - har i de sidste overenskomstperioder været udsat for mange angreb, og der er desværre også fra fagbevægelsens top solgt godt ud deraf.

Den fleksible arbejdstid, der kan fastlægges enten på uge-, måneds- eller årsbasis, indebærer, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid over en tidsperiode skal være 37 timer.
Kapitalens talerør, Børsen, har i sidste måned offentliggjort, at værdien af danske aktier steg i løbet af 1999 med 33%, fra 809 milliarder kroner til 1074 milliarder kroner.

Altså 265 milliarder kroner rigere på et år - uden at løfte en finger!
Ser vi på lønningernes (alle lønningers) andel af produktionsresultatet, så er de faldet over de sidste 10 år. 358 milliarder kroner mere skulle være udbetalt i løn, hvis lønkvoten havde været uændret fra 1988 til 1998. De er i stedet gået til at forbedre erhvervslivets bruttooverskud, der i samme periode er vokset med 75%, d.v.s. en omfordeling fra løn til profit.

Alligevel råber DA vagt i gevær over for "truende" lønkrav ved hver overenskomstfornyelse.

DA er desværre ikke ene om at kræve løntilbageholdenhed.

Ved fremlæggelse af finanslovforslaget har finansministeren udtalt, "at den gode indtjening i erhvervene ikke må sættes over styr på grund af uholdbare lønstigninger".

LO-toppen har udtalt frygt for, at lønstigningerne kan lægge pres på "omkostningsudviklingen" for arbejdsgiverne.

Regeringens invitation til LO og DA om trepartsforhandlinger om den økonomiske og arbejdsmarkedspolitiske udvikling er altså en invitation til partnere, der - på forhånd - er enige om, at profitfesten skal fortsætte, mens reallønnen skal i bund!

Det er jo arbejdsgivernes drøm at spare på løn og arbejdskraft.
Vores drøm er at gå tidligere hjem til vores familier og fordele arbejdet med de arbejdsløse.

Fagbevægelsen har faktisk stækket vingerne ganske alvorligt, og det har medført en dalende aktivitet hos medlemmerne. Men det sker logisk nok, når lederne fjerner sig fra fagbevægelsens grundlag og formål og tilpasser sig borgerskabets ideologi og giver fanden i menneskers dyrebare liv. De samme mennesker, som betaler dem og deres familier brød på bordet hver dag. Det er næsten ikke til at bære.

Vi oplever gang på gang, at fagbevægelsens top tager parti, ikke for arbejderklassens, men for kapitalens interesser.

Flere medlemmer af fagbevægelsen er da også begyndt at stille spørgsmålstegn ved nytten af at være organiseret. Udviklingen er i gang med en udsivning af medlemmer, der tror på borgerskabets ideologi om, at "enhver er sin egen lykkes smed".

Vi skal bekæmpe fagtoppens forræderi over for arbejderklassen. Men det kræver kamp og udholdenhed. Og vi må også se i øjnene, at i det samfund, vi lever i, der er der mange, der mener, at det nytter ikke noget. Der er en vis opgivenhed på forhånd, en vis håbløshed over tingenes tilstand. Men der kan vi som proletarer sige, at så stort tror vi om mennesket, at ejer det håbløsheden, da ejer det også håbet!

Magthaverne - de kan svie græsset af med deres granater, men de kan aldrig dræbe jordens evne til at grønnes!

Vi kan ikke overlade det til fagbevægelsens ledere at føre kampen mod kapitalen. Vi skal opbygge en klassekampslinie fra neden - og her kommer den internationale solidaritet ind.

Vi har som arbejdere indbyrdes mere til fælles, end vi har med en eller anden tilfældig arbejdsgiver, der kun har et mål: en konstant forøgelse af profitten på bekostning af arbejdernes realløn og på bekostning af arbejdspladser.

Vi - de klassebevidste arbejdere - vi skal opbygge, styrke og udvikle en fagopposition, en kamplinie blandt fagforeningens medlemmer.

Vi skal opbygge, styrke og udvikle den internationale solidaritet.
De gamle slagord fra arbejderbevægelsens start gælder stadig:
Som arbejdere - som proletarer - har vi kun vores lænker at tabe. Vi har en verden at vinde!