Mange tusinde finner udleveret til
hvid terror

Dokumenterne fra Rigsarkivet i Stockholm omfatter tiden omkring Første Verdenskrig og er indsamlet af det svenske sikkerhedspoliti, Säkerhetspolisen, kendt som Säpo.

Materialet omfatter bl.a. rapporter fra politispioner om møder hos »de røde«, lister og registre over ledere og aktivister samt mere eller mindre fantasifulde indberetninger om formodede »spioner« og revolutionære.

Den svenske journalist Rainer Andersson har gravet i dokumenterne og har især koncentreret sig om Sveriges »behandling« af finner, der var truet af vilkårlige forfølgelser og måske henrettelse. Blandt de hemmeligtstemplede dokumenter findes et par hundrede maskinskrevne sider, nærmere bestemt rapporter om personer, der blev nægtet indrejse i Sverige eller udvist fra Norrbottons Län.

Sverige er administrativt inddelt i län eller len, der kan sammenlignes med det danske amt, men er meget større. Rapporterne er samlet i et særligt bind med etiketten »Udvist fra Norbottons Län 1918-1923«. Rapporterne er indsendt til civildepartedemtet (indenrigsministeriet) i Stockholm.

Den finske flygtningetragedie kan sammenlignes med den behandling, tyske politiske flygtninge blev udsat for, da de var undsluppet Gestapo og mente at have fundet et sikkert opholdssted i det socialdemokratisk-radikale Danmark. I deres bog »De forrådte« afslører Leif Larsen og Thomas Clausen, hvorledes mange i virkeligheden blev udleveret til døden. Det samme skete i det »hvide« Finland.

På den tid betød »rød« socialdemokratisk, kommunistisk, socialistisk eller alt muligt i forbindelse med »arbejder«, og modsat betød »hvid« noget reaktionært, fascistisk.

Den første rapport er skrevet den 11. december 1918. Den drejer sig om den finske arbejder William Rautavaara, født den 25. maj 1891, og hans hustru Ida Rautavaara, født den 15. maj 1890, boende i Nedre Torneå i Uleåborgs Län. De blev udvist af politibetjent Aug. Schaerström, idet de ikke var i besiddelse af pas »som foreskrevet i loven«.

Efter denne rapport følger så side efter side med lignende afvisninger af finner, der gribes af det svenske grænsepoliti, eller som har meldt sig for at bede om indrejsetilladelse.

Fra den første rapport og et år frem var antallet af afviste steget til 1800 og et halvt år senere til 2600. Da den sidste rapport blev skrevet i 1923, var antallet nået op på omkrig 3500. I alle tilfælde drejede det sig om finske statsborgere, der var nægtet indrejse eller udvist af politiet ved grænseovergange og havnebyer i Norbottons Län. Nøjagtig det samme skete en del andre steder.

Det var karakteristisk for flygtningene, at der i de fleste tilfælde var tale om almindelige industriarbejdere, skovarbejdere og bønder. Hvorfor forlod de deres eget land og søgte tilflugt i nabolandet, der ikke var særligt gæstfrit?

Omkrig et halvt år før den første rapport i samlingen blev skrevet, var borgerkrigen mellem »røde« og »hvide« - fra 28. januar 1918 og indtil begyndelsen af maj - endt med en hvid sejr. Den triumferende general var Carl Gustav Mannerheim, som til sin rådighed bl.a. havde 13.000 tyske soldater og 1.169 svenske frivillige. De røde modstandere rådede over ca. 90.000 bevæbnede arbejdere og bønder samt omkring 1000 russiske soldater.

Under selve krigen mistede omkring 6500 finner livet, fordelt med omtrent lige mange på hver side.

Efter krigen iværksatte de hvide et blodigt hævntogt. Til en begyndelse blev ca. 75.000 røde indespærret i ganske primitive lejre, der officielt blev kaldt koncentrationslejre.

Navnet var kendt fra briternes såkaldte boerkrig i Sydafrika, hvor den unge Winston Churchill gjorde sig bemærket.

I løbet af et par måneder var 15.000 af de 75.000 fanger omkommet af sult og sygdom. Disse tal fortæller lidt om de hvides hæmnings1øse terror. Det var endog forbudt pårørende at give madpakker til alle dem, der sad indespærret uden lov eller dom.

De hvide i Finland »begrundede« deres brutale hævntogt med, at de røde under borgerkrigen havde udøvet rød terror. Det højeste tal, de har fremført som bevis, tyder på 1649 politiske mord under borgerkrigen og bag ved fronten.

Hvor hver påstået terrorhandling måtte de røde således efter krigen betale med omkring 15 døde.

I parentes bemærket var Hitler jo en ren sinke, idet han som regel kun krævede, at en dræbt tysk soldat i et besat land skulle hævnes med fem gange så mange drab.

Der var tale om henrettelser ved skydning, og mange fik lov at dø af sult og sygdom. Til fascisternes yndede aflivningsmetoder hørte bl.a., at de førte fanger ud i en skov, bandt dem til en træ og lod dem stå og dø der, udsat for bl.a. angreb fra myriader af myg. Den hvide terror i Finland kostede alt i alt omkring 30.000 mennesker livet.

Den svenske regering, der i 1917 bestod af socialdemokrater og liberale, holdt sig officielt neutral under den finske borgerkrig. Der var dog ingen tvivl om, hvor sympatien var placeret. Den socialdemokratiske søfartsminister Eric Palmstierne har i en senere offentliggjort dagbog røbet, at Mannerheim havde anmodet svenskerne om tilladelse til at transportere våben gennem Sverige og havde opfordret til at sende et kontingent svenske soldater og officerer. Finnerne ville så købe våben og andre forsyninger i Sverige.

Men regeringen var klemt. Palmstierne skriver bl.a.: »I det hele taget er en åben stillingtagen umulig for os, efter at situation har udviklet sig efter rene klassekampslinier. Med den socialistiske partiledelse, arbejdere og bønder på den ene side og den af svensk overklasse ledede ordensmagt - som jo har vores sympati - på den anden side. Det går ikke an at tage åbent parti. Det ville straks udløse alvorlig strid også herhjemme.«

Den erklærede neutralitet forhindrede ikke på nogen måde, at svenskerne hjalp de hvide. I største hemmelighed gav regeringen tilladelse til udførsel af 2000 geværer, 100.000 patroner, 10 maskingeværer og 50.000 håndgranater. Desuden fik svenske frivillige tilladelse til at udføre store mængder våben. Det er ikke kendt, hvor mange våben og forsyninger, der blev smuglet over grænsen i bl.a. Haparanda. Der var ofte tale om fuldtlastede waggoner.

Den svenske regering bidrog endvidere med orlogsfartøjer, patruljefly, tændte fyr og isbrydere til de skibe, som i februar 1918 kom fra Tyskland tungt lastet med våben og med knap 1000 hvide finner, der i Tyskland havde fået en militær uddannelse. Disse finners titel var »jæger«, og de kom senere til at danne grundstammen i den finske hær.

Svenskerne havde problemer med det svenske frikorps, der blev kaldt Den Svenske Brigade. Officielt kunne de ca. 500 mand ikke hverves til den finske hær. Det hed sig derfor, at de tjenestegjorde i »den lovlige finske regerings ordensmagt«.

I virkeligheden var der tale om en ren svensk militær enhed, rustet til krig og betalt med svenske penge. I Finland deltog de på lige fod med deres finske ligesindede i mishandlinger, henrettelser osv. af de røde.

Efter de hvides sejr i borgerkrigen blev der i Finland gennemført et »retsopgør«, der kun kan betegnes som noget af det mest skanda1øse, verden har oplevet. Men da det »kun« ramte de røde, hører også dette kapitel til de udraderede og glemte. Den autoriserede og dekreterede antikommunisme har mange facetter.

Spredt ud over Finland blev der oprettet 140 »statsforbrydelsesdomstole«, bestående af to jurister, en officer og to »ansete og pålidelige« borgere. Der var tale om ekstraordinære særdomstole. De kan også med rette kaldes standretter.

Ved forhørene skulle der være to vidner, hvoraf den ene skulle holde vagt over den anholdte. I regelen kunne den anholdte ikke føre egne vidner. Der skulle foreligge »særlige grunde« til at tillade noget sådant. Domstolens beslutninger kunne ikke ankes. Den dømte var henvist til eventuelt at søge om benådning.

I 1øbet af fire måneder blev der gennemført ikke mindre end 75.575 højforræderiprocesser. Der var altså tale om samlebåndsprocesser. I de 90 pct. af sagerne blev de anholdte dømt efter anklagen. 55.000 blev dømt for »medhjælp til landsforræderi«. I hvert enkelt tilfælde lød dommen på mindst tre års fængsel. De fleste blev desuden fradømt »borgerlig tillid«, hvilket var ensbetydende med tab af de politiske rettigheder. Dette var ofte forbundet med samtidigt tab af retten til et arbejde (Berufsverbot!). Med den tids sociale forhold betød det, at en mand eller kvinde kunne blive frataget retten til at tjene til livets opretholdelse og til at forsørge familien, som regel kone og børn. Det var ellers en pligt og - ligesom i Danmark - indeholdt i forsørgerbegrebet.

De nu frigivne dokumenter afslører også et tæt samarbejde mellem de to landes hemmelige politiapparater. Derfor spørges der i dag i Sverige, hvad de svenske myndigheder egentligt skulle bruge navne, adresser og andre oplysninger om finske statsborgere til. I hvert fald nogle af de nævnte finske udvisningsrapporter blev i kopi sendt til de svenske myndigheder.

Forfølgelserne af de røde i Finland fortsatte langt op i 20’rne. Medlemmer af de berygtede skyttekorps og/eller hjemmeværn deltog ivrigt i udspioneringen m.v.

Der er altså intet nyt under Solen. Ligesom det er tilfældet i dag alle steder, hvor flygtninge udsættes for overgreb og vilkårligheder, var der dengang mange finner, som illegalt flygtede til Sverige og der gik under jorden. De fik, også som det mange steder praktiseres nu, hjælp af humanistisk indstil lede mennesker, men havde ellers trange kår. En flygtnings liv er aldrig misundelsesværdigt. Argus