Ingen vej udenom

Det er snart et halvt hundrede år siden, den fremragende kommunistiske lyriker Otto Gelsted, indledte digtet ’Der findes en vej’ med følgende linjer:

Men summen af erfaringer vokser også: med hver generation, selv om stadig mere raffinerede propagandametoder udvikles til at få folk til at tro på myterne om kapitalismens velsignelser og dens ’fredelige’, ’menneskelige´ og ’progressive’ karakter.

Vi trues af krig, vi knuges af kriser – det er ikke det almenmenneskelige vilkår, men det er menneskenes fundamentale betingelser under kapitalismen. Det herskende samfundssystem er i selve sin natur voldeligt, blodigt, umenneskeligt, asocialt og forbryderisk. Det tvinger hver evig eneste, der tynges af dets konsekvenser, og som lever med åbne øjne, til at tage stilling til, om han eller hun vil leve bøjet og underdrejet, med medfølgende angst og forgæves forsøg på at finde individuelle genveje til ’lykken’ – eller til at blive en del af kampen for bedre samfund, som er et paradis for de mange, og ikke en røverhule for de få.

Der findes en vej, som Gelsted siger. Og der findes ingen vej udenom.

Det er selvfølgelig klassekampens vej, han taler om, den folkelige modstands vej.

Endnu efter en blodig verdenskrig kunne socialdemokrater og andre reformister tale om, at der fandtes ’en tredje vej’ mellem kapitalisme og socialisme. I Danmark hed det ’velfærdssamfundet’. Nu er der ikke længere nogen, der prøver at fremstille det som et ’alternativ’ til kapitalismen – det bliver højst til en snak om ’kapitalisme med et menneskeligt ansigt’, et naturstridigt begreb, som ikke den mest avancerede genteknologi kan gøre til en realitet. Derfor bliver kløften mellem propagandaløgnen og den rå kapitalistiske virkelighed, selv i lande, hvor som i Danmark reformistiske metoder og demagogi er drevet til nye raffinerede højdepunkter, stadig dybere, og stadig lettere at gennemskue.

Og derfor bliver også den folkelige harme over politiske løftebrud stadig voldsommere; lunten bliver kortere. Systemets skønsnakkere vågner igen og igen op til ’ubehagelige’ overraskelser, som Nej’et til Maastricht i 92, Nej’et til OK-resultatet i 98 eller reaktionerne på den såkaldte efterlønsreform. De ny kommunale budgetter og den ny finanslov vil igen skærpe den folkelige modstand, fordi de er en del af kapitalens offensiv mod arbejderklassen og befolkningens flertal. Og det er ikke bare i Danmark, både den åbent borgerlige og den socialdemokratiske Blair-Schröder-Nyrup-linje vækker stadig større vrede og til mere omfattende kampe. Det er i alle landene: Det er ikke lykkedes at stabilisere monopolernes Union så lidt som resten af den kapitalistiske verden, hvor oprøret syder under overfladen. Der er ingen grund til at tage varsler om fremtiden.