Om Manifestet

Siden foranstående blev skrevet, er det igen blevet nødvendigt at udsende et nyt tysk oplag af Manifestet, og der er også sket et og andet med Manifestet, som må nævnes her.

Den anden russiske oversættelse - af Vera Sasulitsj - udkom 1882 i Geneve; forordet til den er skrevet af Marx og mig. (…)

En ny polsk oversættelse udkom omtrent samtidig i Geneve: ‘Manifest Kommunistyezny’.

Desuden er der udkommet en dansk oversættelse.i ‘Socialdemokratisk Bibliothek, Kjøbenhavn 1885’. Den er desværre ikke helt komplet; nogle væsentlige steder, der .synes at have voldt oversætteren vanskeligheder, er udeladt, men også ellers mærker man hist og her .spor af overfladiskhed, der virker særlig ubehageligt, fordi man kan se på arbejdet, at oversætteren med noget større omhu kunne have ydet det udmærkede.

1886 udkom der en ny fransk oversættelse i ‘Le Socialiste’, Paris; det er den bedste, der endnu er udkommet.

Derefter kom der samme år en spansk oversættelse først i El Socialista, Madrid, og så som pjece: ‘Manifiesto del Partido Communista por Carlos Marx y F. Engels’, Madrid, Administracion de Ed Socialista, Hernan Cortés 8.

Som et kuriosum skal jeg lige nævne, at manuskriptet til en armensk oversættelse 1887 blev tilbudt en forlægger i Konstantinopel; den gode mand havde dog ikke mod til at trykke noget, der bar navnet Marx, og han mente, at oversætteren hellere skulle anføre sig selv som forfatter, hvad denne dog afslog.

Efter at man i England flere gange havde aftrykt snart den ene, snart den anden af de mere eller mindre urigtige amerikanske oversættelser, kom der endelig i 1888 en autentisk oversættelse af min ven Samuel Moore, og vi har begge i fællesskab set den igennem endnu en gang, inden den gik i trykken.. Titlen lyder ‘Manifesto of the Communist Party, by Karl Marx and Frederick Engels. Authorized English Translation, edited and annotated by Frederick Engels. 1888. London, William Reeves, 186 Fleet st., E. C.’ Nogle af anmærkningerne til denne oversættelse har jeg indsat i nærværende udgave.

Manifestet har ført en ejendommelig tilværelse. Da det fremkom, hilstes det (som de oversættelser, der er nævnt i det første forord, beviser) med begejstring af den videnskabelige socialismes endnu fåtallige fortrop, men snart blev det trængt i baggrunden af den reaktion, der satte ind med Pariserarbejdernes nederlag i juni 1848, Og endelig blev det ved dommen over kommunisterne i Köln i november 1852 ‘i lovens navn’ lyst i band. Da den arbejderbevægelse, som Februarrevolutionen fremkaldte, forsvandt fra den offentlige skueplads, trådte også Manifestet i baggrunden.

Da den europæiske arbejderklasse igen var kommet tilstrækkeligt til kræfter til at foretage et nyt fremstød mod de herskende klassers magt, opstod Den internationale arbejderassociation. Dens mål var at smelte hele den kamplystne arbejdermasse i Europa og Amerika sammen til een stor sluttet hær. Den kunne derfor ikke tage sit udgangspunkt i de grundsætninger, Manifestet indeholder. Den måtte have et program, der ikke lukkede døren i for de engelske fagforeninger, de franske, belgiske, italienske og spanske proudhonister og de tyske lassalleanere

Udkastet.til dette program - de betragtninger, der ligger til grund for Internationales statuter—skrev Marx med et mesterskab, som selv Bakunin og anarkisterne måtte anerkende. Med hensyn til den endelige sejr for de sætninger, som manifestet opstillede, stolede Marx udelukkende på arbejderklassens intellektuelle udvikling, sådan som den nødvendigvis måtte fremgå af den forenede aktion og af diskussionen. Begivenhederne og omskiftelserne i kampen mod kapitalen, nederlagene i endnu højere grad end sejrene, kunne ikke andet end vise de kæmpende det utilstrækkelige i alle hidtil anvendte universalmidler og gøre deres hjerner mere modtagelige for en grundig indsigt i de sande betingelser for arbejdernes frigørelse. Og Marx havde ret. Arbejderklassen var i 1874, da Internationalen blev opløst, en ganske anden, end den var i 1864 ved dens grundlæggelse. Proudhonismen i de romanske lande, den særlige lassalleanisme i Tyskland .var ved at uddø, og selv de daværende stokkonservative engelske fagforeninger kom lidt efter lidt så langt, at præsidenten på deres kongres i Swansea 1887 i deres navn kunne sige: "Fastlandets socialisme virker ikke længer afskrækkende på os." Fastlandets socialisme - det var imidlertid i 1887 næsten udelukkende den teori, som Manifestet forkynder. Og sådan genspejler Manifestets historie til en vis grad den moderne arbejderbevægelses historie siden 1848. I vor tid er manifestet uden tvivl det mest udbredte, det mest internationale værk inden for hele den socialistiske litteratur, det fælles program for mange millioner arbejdere i alle lande fra Sibirien til Kalifornien.

Og dog, da det udkom, ville vi ikke have turdet kalde det et socialistisk manifest. 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. På .den ene side tilhængere af de forskellige utopiske systemer, særlig owenisterne i England og fourieristerne i Frankrig; begge disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. På den anden side alle mulige sociale kvaksalvere, som deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville .fjerne de sociale misforhold uden i mindste måde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfælde: folk der stod udenfor arbejderbevægelsen og som tværtimod søgte støtte i de ‘dannede’ klasser. Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrækkelige i omvæltninger af rent politisk art og krævede en grundig omformning af samfundet. Det var en kommunisme, der kun var groft udarbejdet; den var kun instinktiv, tit noget: umoden; men den var kraftig nok til at frembringe to systemer af utopisk kommunisme, i Frankrig Cabets »ikariske«, i Tyskland Weitlings system. Socialisme betegnede 1847 en bourgeoisbevægelse, kommunisme en arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert fald på fastlandet, salonfähig, kommunismen det modsatte. Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at "Arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk", så kunne vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vælge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det.

"Proletarer i alle lande, foren jer!" Kun få stemmer svarede, da vi for 42 år siden råbte disse ord ud over verden, lige før den første revolution i Paris, da proletariatet trådte frem med sine egne krav. Men den 28. september 1864 sluttede proletarer i de fleste vesteuropæiske lande sig sammen til den mindeværdige Internationale arbejderassociation. Internationalen selv levede ganske vist kun ni år. Men at det evige forbund af proletarer i alle lande, som den grundlagde, lever endnu og lever kraftigere end nogensinde, dét er der ikke noget bedre bevis for end netop dagen i dag. For i dag, da jeg skriver disse linjer, .holder det europæiske og amerikanske proletariat revy over sine stridskræfter, der er mobiliseret for første gang, mobiliseret som een hær, under een fane og for eet førstemål: lovfæstet otte timers normalarbejdsdag, sådan som det allerede var proklameret af Internationales kongres i Geneve i 1866 og igen 1889 af arbejderkongressen i Paris. Og det skue, vi er vidne til i dag, vil lukke øjnene op på kapitalister og jorddrotter i alle lande, så de kan se, at i dag er virkelig proletarerne i alle lande forenet.

Havde Marx blot endnu stået ved min side, så han kunne have set dette med egne øjne!

London, den 1. maj 1890.

Den kendsgerning, at en ny polsk udgave af Det kommunistiske Manifest er blevet nødvendig, giver anledning til forskellige betragtninger.

Først er det værd at lægge mærke til, at Manifestet i den senere tid på en måde er blevet en målestok for storindustriens udvikling på det europæiske kontinent. I samme grad som storindustrien tager til i et land, i samme grad sker der en udvikling blandt dette lands arbejdere; de stiller .stærkere krav om at få deres stilling som arbejderklasse kontra de besiddende klasser belyst, den socialistiske bevægelse breder sig blandt dem, og efterspørgselen efter Manifestet stiger. Dermed kan ikke blot arbejderbevægelsens tilstand, men også storindustriens udviklingsgrad i det enkelte land med ret stor nøjagtighed måles på det afsatte antal Manifester på landets sprog.

Efter dette er den nye polske udgave et tegn på, at den polske industri ha gjort gode fremskridt. Og at et sådant fremskridt virkelig har fundet sted, siden sidste udgave udkom for 10 år siden, kan der ikke være tvivl om. Russisk-Polen, Kongres-Polen er blevet det russiske riges store industiområde. Mens den russiske storindustri er spredt rundt omkring - en del ved Den finske Bugt, en anden i Centrum (Moskva og Vladimir), en tredie ved Sortehavet og Det asofske Hav. og andre i fjerere egne - er den polske trængt .sammen på et forholdsvis lille område og nyder de fordele og ulemper, der følger med denne koncentration. Fordelene anerkendte de konkurrerende russiske fabrikanter, da de forlangte beskyttelsestold mod Polen, trods deres inderlige ønske om at gøre polakkerne til russere. Ulemperne – for de polske fabrikanter og den russiske regering - .vtrer sig i en hurtig udbredelse af socialistiske ideer blandt de polske arbejdere og i en voksende efterspørgsel efter Manifestet.

Den hurtige udvikling af den polske industri, som er vokset den russiske over hovedet, er imidlertid i sig selv et nyt bevis på det polske folks uudryddelige livskraft og en ny garanti for dets forestående nationale genfødelse. Genrejsningen af et uafhængigt, stærkt Polen er imidlertid en sag, der angår ikke blot polakkkerne, men os alle. En oprigtig national samvirken mellem de europæiske nationer er kun mulig, når hver enkelt af disse nationer er fuldstændig selvstyrende i sit eget hus. Revolutionen 1848, hvor proletariske stridsmænd under proletarisk fane til syvende og sidst kun gjorde bourgeoisiets arbejde, førte også til Italiens, Tysklands og Ungarns uafhængighed, idet Louis Bonaparte og Bismarck kom til at fuldbyrde revolutionens testamente; men Polen, som efter 1792 har gjort mere for revolutionen end alle disse tre tilsammen, Polen blev overladt til sig selv, dengang det i 1863 bukkede under for den tidobbelte overmagt. Polens uafhængighed har adelen hverken kunnet bevare eller genvinde; bourgeoisiet i dag stiller sig i det højeste ligegyldigt dertil. Og dog er den en nødvendighed for de europæiske nationers harmoniske samvirken. Den kan kun erobres af det unge polske proletariat, og der er den i gode hænder. Thi for arbejderne i hele det øvrige Europa er Polens uafhængighed lige så nødvendig; som for de polske arbejdere selv.

London, den 10. februar 1892.

Offentliggørelsen af Det kommunistiske Partis Manifest faldt, man kan sige med dags nøjagtighed, sammen med den 18. marts 1848, med revolutionerne i Berlin og Milano, som repræsenterede en rejsning i de to nationer, der lå i centrum - den ene i det europæiske kontinents, den anden i Middelhavsområdets centrum; to nationer, som indtil da havde været svækket af territorial splittelse og indre kiv og derfor var kommet under fremmedherredømme. Mens Italien var underkastet Kejseren af Østrig, måtte Tyskland, omend ikke så direkte, bære det ikke mindre følelige åg, som Tsaren over alle Russere lagde på det. Følgerne af den 18. marts 1848 befriede Italien og Tyskland fra denne skændsel; når disse to store nationer i tiden fra 1848 til 1871 blev genrejst og på en måde fik sig selv igen, så skete dette, som Karl Marx sagde, fordi de samme fok, som slog revolutionen 1848 ned, derefter mod deres vilje kom til at fuldbyrde dens testamente.

Denne revolution var overalt arbejderklassens værk; det var arbejderklassen, der rejste barrikaderne og satte livet ind. Kun Paris’ arbejdere havde, da de styrtede regeringen, udtrykkelig til hensigt at styrte bourgeoisiets herredømme.

Men hvor klart de end så den uundgåelige antagonisme mellem deres egen klasse og bourgeoisiet, så havde hverken landets økonomiske fremgang eller de franske arbejdermassers åndelige udvikling nået et trin, der kunne have muliggjort en omformning af samfundet. Det blev derfor kapitalistklassen, der i sidste instans høstede revolutionens frugter. I de andre lande, i Italien, Tyskland og Østrig gjorde arbejderne i grunden ikke andet end at bringe bourgeoisiet til magten. Men i intet land er bourgeoisiets herredømme muligt uden national uafhængighed. Revolutionen 1848 måtte derfor føre til, at de nationer vandt enhed og selvstændighed, som hidtil havde manglet dette: Italien, Tyskland, Ungarn. Polen vil følge efter til sin tid.

Selv om rerolutionen 1848 altså ikke var en socialistisk revolution, så jævnede den dog vejen og forberedte jordbunden for en sådan. Sammen med det opsving, som det borgerlige regime i alle lande har givet storindustrien, har det i disse sidste 45 år alle vegne .skabt et talrigt, fasttømret og stærkt proletariat; på denne måde frembragte det, for at bruge et udtryk fra Manifestet, sine egne banemænd. Hvis ikke hver enkelt nation havde genvundet sin selvstændighed og enhed, ville proletariatets internationale sammenslutning ikke havde kunnet ske, ej heller disse nationers rolige, forstandige samarbejde til opnåelse af fælles mål. Man forsøge blot at forestille sig en fælles, international optræden af italienske, ungarske, tyske, polske og russiske arbejdere under de politiske forhold før 1848!

Slagene i 1848 var således ikke forgæves. Heller ikke er de 45 år, som skiller os fra hin revolutionære etape, svundet forgæves. Frugterne vil modnes, og alt, hvad jeg ønsker, er, at offentliggørelsen af denne italienske oversættelse må være et godt varsel for det italienske proletariats sejr, således som offentliggørelsen af originalen var det for den internationale revolution.

Manifestet yder kapitalismens revolutionære rolle i fortiden fuld retfærdighed. Den første kapitalistiske nation var Italien. Den feudale middelalders afslutning og den moderne kapitalistiske æras frembrud er kendetegnet ved en grandios skikkelse: det er italieneren Dante, som både var middelalderens sidste digter og vor tids første digter. I dag er ligesom omkring 1300 en ny historisk æra i sin vorden. Vil Italien skænke os den nye Dante, som indvarsler denne nye, proletariske æras fødselstime?

London den 1. februar 1893.