Dværgen der blev kæmpe

Det var den franske præsident Jacques Chirac, som med stor patos understregede betydningen af stats- og regeringschefernes netop afholdte topmøde i Køln, der vedtog Den militære Union som en afgørende og integreret del af opbygningen af ‘Europas Forenede Stater’, da den godkendte et fællesforslag fra det vesttyske formandsskab og Frankrig:

Topmødet tog vitterligt et nyt kæmpeskridt i Unionsopbygningen - et afgørende skridt hen imod Den Globale Supermagt EU, da det besluttede den militære dimension, som vil overflødiggøre Vestunionen og skabe et krigsinstrument for Unionen til indsættelse overalt, hvor den ser strategisk interesse deri.

Europahæren er principbesluttet, selvom det udtrykkeligt benægtes af de europæiske toppolitikere og hele deres kor af medbragte propagandister fra den autoriserede borgerpresse.

På europæisk nysprog hedder det nemlig ikke ‘krig’, men ‘fredsskabende operationer’. Som i Kosova. Eller ‘humanitær indsats’, for moralen er høj hos Chirac’erne og Nyrup’erne. En hær er derfor ikke en hær; den fremtidige fredsskabende Einsatzkommando Europa, der skal være på plads ved udgangen af næste år er da også simpelthen en koordination af de nationale hæres udrykningskorps af typen Den internationale Brigade i særlige situationer i fremtiden, hvor den (vest)europæiske moral og civilisation kræver det.

Med Javier Solanas udnævelse til særlig unionsbefuldmægtiget på det ‘udenrigs- og forsvarspolitiske’ område er der ‘tale om et jordnært fremskridt for samarbejdet, ikke om kreering af en EU-udenrigsminister’, for slet ikke at tale om en krigsminister, forsikrer en af de anbragte medieludere Ralf Pittelkow i sin kommentar i Jyllands-Posten. Med al den jordnærhed skal Solana måske snarere være en slags rådgivende landbrugsekspert?

Pittelkow siger videre:

De danske unionstilhængere har aldrig kunnet lide den flommeeuropæiske retorik. Det passer dem særdeles godt, at en spade ikke kaldes for en spade. I mange år var Unionen i officiel dansk sprogbrug ikke nogen Union, men et samarbejde, indtil Poul Schlüter i 85 erklærede den for ‘stendød’.

Unions-nysproget strinter ud til alle sider i denne tid.

Unionen er ikke vejen til Europas Forenede Stater, for unionen er ingen stat, og hæren er ingen hær. "EU bliver mere dansk", erklærer Pittelkow begejstret til ære for dem, der mener at Danmark er ved at være så unioniseret, at det slet ikke er der.

For at Europahæren skal blive en helt rigtig Europahær er der imidlertid stadig et par vanskeligheder: En hedder USA; en anden NATO. Derfor er hæren ikke en hær, ligesom euro’en endnu ikke er en rigtig mønt.

Men den er der alligevel.

Køln-topmødet lagde således op til en ny traktatudvidelse, som skal formalisere de skridt, topmødet satte i værk. Det er overbygningen på ØMUen og euroen; det er i sidste ende den ny unionsforfatning, der skal overordnes den danske.

Alt det blev imidlertid grundigt skjult - og ikke mindst i de danske medier - af fredsaftalen med Jugoslavien, som under stor og veltilrettelagt ceremoniel blev offentliggjort af unionens udsending, den finske præsident Ahtisaari, som vendte tilbage fra Beograd til unionsformand Schrøders varme omfavnelser og topmødets udelte hyldest.

Unionen havde for første gang taget teten i forhold til krisen i et af de globale brændpunkter - og med succes. USA og dets nærmeste allierede Tony Blair, der til det sidste arbejdede for en landkrig, var pludselig sat i skyggen: ‘Unionen var med ét slag vokset ud af sin rolle som udenrigspolitisk dværg’, lød det entusiastisk fra anden af de udsendte, Michael Seidelin fra Politiken.

Unionens topfolk har længe skitseret en ‘vision’ for et fremtidigt Kosova, for det fremtidige Jugoslavien, ja, for hele Balkan-området: Det skal integreres i forhold til Unionen, der vil stå parat med milliarder og atter af milliarder af kroner i genopbygningshjælp.

Vejen til albansk medlemskab af EU er ved at stå åben; og på sigt vil det også gælde Kosova, de øvrige tidligere dele af Jugoslavien, og tilmed Jugoslavien selv, efter Milosevic.

Det skorter ikke på løfter til folkene.

Foreløbig bliver Kosova et internationalt protektorat, delt i mindst fire besættelseszoner. En besættelsesstyrke, kaldet en international fredsstyrke på 50.000 mand rykker snart ind, når de sidste spørgsmål vedrørende den jugoslaviske tilbagetrækning og kompetancefordelingen i forhold til det russiske troppekontingent er afklaret. UCK skal afvæbnes, og henved halvanden million fordrevne kosovarer skal vende tilbage fra flugten til udlandet eller i Kosova selv.

Det tyske forsvarsministerium har beregnet ekstraudgifterne ved at føre krig i Kosova (i forhold til hvad militærstyrkerne koster ‘til daglig’): Udover de ‘normale’ udgifter har luftkrigen kostet NATO-landene 40 milliarder kroner; ødelæggelserne i Jugoslavien og Kosova beløber sig til omkring 100 milliarder kroner. ‘Den humanitære hjælp’ til de fordrevne kosova-albanere har kostet en brødel af disse beløb; omkring 8 milliarder.

Der findes en tommelfingerregel om, at det i koster ca. 650 millioner kroner om året at have 1000 soldater udstationeret i en ikke krigssituation. 50.000 NATO-soldater i Kosova vil årligt koste mellem 32 og 33 milliarder kroner. Dertil kommer genopbygningen.

Der er tal på udgifterne, der afholdes af de krigsførende landes borgere. Mon ikke også der er tal på de forventede indtægter?

Unionen vil plante sig solidt i Kosova, i samrbejde og konkurrence med USA og Rusland (hvis betydning er meget lille). For dens fremtidige Balkan-ordning vil være særdeles profitabel for Unionen og dens bagmænd, de europæiske monopoler.

Beslutningen om militærunionen har sendt aktiekurserne opad igen., Ikke mindst for den europæiske rustningsindustri med den tyske i spidsen, der ser frem til rigtig gode tider.