Lærerne og OK99:

De uansvarlige må gå

- Vi stemmer nej igen! Og de uansvarlige må gå! siger folkeskolelærernes tillidsmand på Ny Carlsbergvejens skole
Ebbe Riis Klausen

- Vi stemmer nej igen. Formanden for Danmarks Lærerforening må gå af. Der må tages et opgør med KTO-forræderiet og de ansvarlige. Så enkelt er det, siger Ebbe Riis Klausen, lærer og tillidsmand, og forsætter :

- Der er ingen tvivl om, at lærerne føler sig røvrendt. Og med god grund. I og med Anni Hertoft Andersen (formanden for Danmarks Lærerforening, KP) ikke fulgte lærernes nej og krævede KTO-forliget taget af bordet og genforhandlet, havde hun allerede accepteret, at der kun blev flyttet kommaer. Og det er, hvad der er sket i det mæglingsforslag, vi nu skal stemme om.

Der er rykket lidt på nogle forberedelsestimer fra den ene lærer til den anden, indenfor den ramme "ny arbejdstid", som lærerne altså har stemt nej til en gang.

Forhandlingerne i forligsinstitutionen har været et spil for galleriet. En teatertorden, der skulle redde Anni Hertoft Andersen hendes post og arbejdsgiverne – kommunerne – deres krav. Mens lærerene skulle trynes. Det skulle skjules, at der også blev stemt nej til 3-årige overenskomster og "ny løn". Arbejdstidsspørgsmålet er så groft, men de andre to ting ligger der fortsat - og de er stygge.

Sparer 21 lærere – i Farum

- Arbejdsgiverne føler sig så meget ovenpå, at Farum Kommune allerede har fået et analyseinstitut til at se på, hvad forliget betyder for kommunen. Hvad siger den analyse? : med det nye overenskomstforlig, hvor lærere pålægges mere undervisning og mindre forberedelse, kan kommunen spare 21 folkeskolelærere.

Da vi trods alt stadig har en tryghedsgaranti, vil det være for dyrt at fyre alle 21 på engang. I stedet kan Farum kommune proppe 400 ekstra elever ind i skolerne uden at ansætte en eneste ny lærer.

"Det er da smart, når vi står overfor et børneboom af nye folkeskoleelever", udtaler Farum-borgmester Brixtofte så.

OK 99 giver kommunerne det styringshåndtag, der hedder "ny arbejdstid". Og alt tyder på, at de vil bruge det til at hæve lærernes undervisningstid på bekostning af forberedelsen.

Børneboomet med de mange nye elever kommer ikke til at koste kommunerne penge. Det betales med dårligere undervisning af børnene, forringede arbejdsforhold for lærerne og en forringet folkeskole.

- Det handler om at holde fast i vores nej

- Nu handler det om at få kampen gennemført lokalt og decentralt, tvinge kommunerne til gode ordninger, siger ja-siden så. Vel gør det ej, det duer ikke, det viser Farum-eksemplet jo tydeligt.

Det handler om at holde fast i vores NEJ. Det der er sket har fået nej-siden i hovedbestyrelsen til at vokse fra 7 til 9, har fået nej-siden i amtskredsene til at vokse, og det har virkelig harmet lærerne rundt om på lærerværelserne, at man tramper rundt på dem.

Så selvom der er kort tid til en ny nej-kampagne, der skærer igennem de tekniske fiflerier, så kan Anni Hertoft godt få sig en overraskelse med et nyt nej. Om så regeringen vil demonstrere, at lærerne heller ikke har strejkeret på linje med sygeplejerskerne, eller at man har fået skåret det sådan, at en konflikt vil løbe ind i sommerferien med tomme skoler, det må vi tage med.

Og så handler det om, at de ansvarlige må stilles til regnskab. Formanden Anni Hertoft må gå af. Det skulle hun allerede have gjort ved første afstemning, hvor hun kom i modstrid med medlemmerne. Hun har jo klart vist, at hun hverken kan eller vil respektere eller repræsentere flertallet af medlemmerne. I stedet må nej-siden i Hovedbestyrelsen gøre det …

Det vi hører nu, som trussel, er, at hvis lærerne igen siger nej, vil forhandlerne miste deres troværdighed overfor arbejdsgiverne. Det er jo absurd. De forhandlerne har demonstreret deres utroværdighed overfor os, deres medlemmer.

Hvis forhandlerne skal de være – vores eller arbejdsgivernes?

Røvrendte både lærere og sygeplejersker

- I det hele taget har hele det her forhandlingsspil om denne overenskomst vist, at KTO-forhandlingsfællesskabet må brydes. Ikke i den retning, som forbundsformand Poul Winckler nu snakker om, med at nægte hver faggruppe at stemme selvstændigt om deres egen overenskomst og i stedet lægge alle stemmer sammen. Men vi kan ikke have et forhandlingsfælleskab, hvis formand Poul Winkler (FOA) går direkte ud og siger, at alle, der ikke vil indordne sig under hans diktat, skal trynes.

Hvis overenskomstforhandlinger skal give nogen mening - og det skal de, ellers er vi på Herrens mark - må vi have forhandlere, der vil slås for deres medlemmers krav og rettigheder –og ikke mod os. Og som vil bruge den kraft, der ligger i fælles solidaritet og fælles kamp. Denne gang blev det brugt til det modsatte.

Ved at acceptere KTO-forliget røvrendte Danmarks Lærerforenings forhandlere ikke bare lærere. De forhindrede samtidig sygeplejerskerne i at gå ud over den fastlagte KTO-ramme og lod dem gå ud alene i konflikt.

Som reglerne er skruet sammen kunne 2 grupper indenfor KTO have forkastet hele forliget. Det ligner mere end en tanke, at selvom om både lærere og sygeplejesker havde stemt nej og forkastet forliget, forhindrede tophandlerne, at det faldt. Hvorefter regeringen står klar med et indgreb.

Det ligner mere en samlet plan fra regeringen, staten, amterne, kommunerne (arbejdsgiverne) og fagbevægelsens topforhandlerne om, hvordan de kan få "ny arbejdstid" og "ny løn" banket ned over de offentlige ansatte, på trods af den store modstand, der er mod disse forringelser. -vito