Narko og intellektuel syndsforladelse

I ÅREMÅL TILBAGE har den ødelæggende og dræbende narko og dens mangfoldighed af stoffer været godt og lækkert "stof" i pressen og på TV-kanalerne. Velmente og hændervridende reportager og skriverier, parret med hellig borgerlig ’forståelse’, afsky og lede. Karakteristisk er det. at enhver instans er ved at opgive ævret. Det betragtes som hverdagskost og en selvfølge at narkomisbruget er der ikke noget at stille op med, det hører med til ‘Den nye Verdensorden’ - og det gør det vel egentlig også.

I TV2s ’Rigets tilstand’ kommer selv SF’eren Villy Søvndal bekræftende til den søvnige opfattelse, at selvfølgelig skal de håbløse narkomaner have gratis Heroin - det er der ikke noget at gøre ved.

Hvor idiotisk kan man være? Altså prop dem med heroin og ‘for en ordens skyld’ så tilbyd de af heroinen ‘stimulerede’ et godt tilbud om afvænning.

En konservativ deltager i debatten derimod hyklede forarget at være stærkt imod statsansatte narkomaner, altså ’statsnarkomaner’. Yderst tankevækkende, for her kunne vi komme ind til sagens kerne: at det faktisk er yderst bekvemt for det bestående kapitalistiske samfund at ødelægge en hel del af de udstød te, og især blandt ungdommen, så de i stedet for eftertanke om et udueligt og råddent samfund, som man skulle gøre oprør imod - tværtimod kunne passivisere en passende stor del af dem og bare lade dem gå nedenom og hjem.

MAN HØRER I ÉT VÆK om nye sorter, stoffer med smarte popnavne, som forhandles på diskoteker, og som angiveligt pepper de unge op og giver dem ‘dejlig selvtillid’. Disse er ikke desto mindre den sikre vej til hårdere stoffer og ‘den naturlige vej’ til heroinen.

Så er der pushere og bagmænd, og der går en lige linje til den såkaldte ‘gyldne trekant’, Afghanistan, Pakistan osv. Kapital og Profit åbner alle veje, transportministerier og korrupte embedsmænd står klar i kulisssen. Fattigbønderne i tredieverdens-lande ser det som deres eneste udvej for blot nogenlunde indtjening at høste opium med afsætning til monopolkapitalen i ‘den branche’. Mafia og Kapitalisme er tvillinger (siamesiske).

FOR NYLIG KOM RAPPORTER fra en storby i ‘guds eget land’ USA, der kunne berette, at salg af nye varianter af stoffer er eksploderet - især til ungdommen - men også at æ1dre er flittige aftagere, og at handelen foregår herligt nemt og uoverskueligt FBI og CIA har ‘velment’ måttet opgive ævred.

Det vides ikke, om de to gymnasiaster på 17 og 18 i Denver-forstaden Littleton, Colorada, som fejrede Hitlers 110-års-fødselsdag med en velplanlagt massakre på 12 skolekammerater og en lærer, var narko-påvirkede. De var i hvert tilfælde fuldgyldige produkter af den amerikanske civilisation ved årtusindskiftet – det var et helt studie i hykleriets kunst at se Bill Clinton appellere til de amerikanske forældre om at tale med deres børn om at ’udtrykke deres vrede med ord og ikke med vold’, mens luftterroren på hans ordre dag (eller nat) ud og ind rammer serbiske, albanske og andre civile i tusindtal.

INTERESSAMT OG TANKEVÆKKENDE er det også, at man selv i den borgerlige presse nu kan læse om narkomafiaens fremkomst i Sovjetunionen, dengang det var i fuld færd med at blive ødelagt. ’Selveste’ Bresjnevs svigersøn blev afsløret som mafiaorganisator i samarbejde med internationale monopolforbryderbander. Samme presse skrev, bemærkelsesværdigt nok, at under STALINS ledelse af Sovjetunionen frem til begyndelsen af I950erne ville en sådan organiseret forbrydervirksomhed være blevet knust. De første spirer til økonomiske forbrydelser, der foregik med aktiv eller passiv velsignelse fra funktionærer i statsapparatet, opstod i slutningen af 50erne under Stalins efterfølger Nikita Khrustjov …

Af og til hører man om politiets razziaer omkring narko, men resultaterne er i virkeligheden som et spil for gal leriet, en forestilling om at samfundet skam gør sin indsats. Hvorfor får man aldrig fat i bagmændene? Selvfølgelig fordi råddenskabet er indbygget i selve det monopolkapitalistiske samfunds højeste og skumleste etater…

Man saver ikke den gren over, man selv sidder på.

OMKRING DEN BLODBESUDLEDE fascistiske General Pinochet skriver Isabel Allende - familiemedlem til den styrtede og dræbte Præsident Allende - følgende til verdenspressen:

‘Selv hvis der ikke bliver nogen retssag, vil han stadig være en ‘påstået’ forbryder i verdens øjne, og en ‘moralsk’ dom kan være værre end et fængselsophold. Jeg ønsker blot, at generalen ‘her i sit livs efterår’ ville bede om tilgivelse fra alle de mennesker, hvis liv han ødelagde, familierne til de døde og forsvundne, de landsforviste og torturerede - at han ville fortælle, hvor ofrenes lig er at finde. Først med erkendelsen af fortidens ‘fejltrin’ kan en sand forsoning tage sin begyndelse blandt chilenerne.’ (Gåseøjnene her er tilført)

Det er nogle spøjse nogen, de intellektuelle! Isabel Allende er verdensberømt forfatter til Åndernes Hus - og fuld af pladderhumanisme og hang til forståelse og kompromis med borgerskabet.

Så behøvedes altså ingen Nürnbergproces mod krigsforbryderne efter Anden Verdenskrig …

Isabel blev spurgt, om hun ville skrive en roman om General Pinochet - nej, det ville hun ikke, dertil var Pinochet en for ‘ubetydelig’ person …

Selvom Pinochet aldrig bliver retsforfulgt, er retfærdighed sket fyldest, hævder hun - altså moralsk! og ‘ud i ånden’. Det falder hende ikke ind, at selvom Pinochet er et levende lig, ville han også være en levende politiker, helskindet hjemme i Chile, eftersom han stadig har magt og militær bag sig. Isabel fortier ikke, at USA/CIA stod bag militærkuppet og mordet på præsident Allende - og at han forinden var tilbudt at gå i eksil, og at der tilmed var stillet fly til rådighed for dette. Det vides, at Pinochet ville have myrdet ham i flyet med ordre om at ‘slå den lort ihjel og skaf jer af med efterladenskaberne’.

Allende havde selv udnævnt sin morder til øverstbefalende for hæren og betragtede ham som ‘en loyal soldat’.

DE GRUSOMHEDER, SOM CHILES arbejderklasse og folk blev udsat for, er velkendte.

Pointen her er at give en nogenlunde almen beskrivelse det stof, mangen intellektuel er gjort af. Isabel Allende leverer selv beviset, idet hun udtaler:

‘Jeg føler ikke noget had mod mod Pinochet, jeg ønsker ikke han skal rådne op i et fængsel, sådan som masser af hans ofre har gjort det’ …

Man kunne fristes til at spørge, om hun ville være medunderskriver af appel om benådning af Hitlers stedfortræder Rudolf Hess fra Moabitfængslet i Berlin inden han begik selvmord?

Mens Isabel Allende tilgiver, slås Pinochet videre som gammel fascistgeneral: - ‘Jeg vil kæmpe imod denne udlevering med hver fiber af min styrke. Jeg er uskyldig i anklagerne, som er rejst imod mig. I min egenskab af chilensk soldat og ekspræsident vil jeg kæmpe for at forsvare min og mit lands ære og integritet.’