Tre mand frem …

TREGRANVOKSNEMÆND - det er de jo- fra landet- politibetjente altså og så en- een kvinde- afrikaner forstås -. blev uvenner foran et diskotek Kvinden brød sig ikke om de hvide mænds tilnærmelser, eller også kunne de hvide ordensvogtere ikke fordrage den sorte lød, og så afgjort skulle en sort afrikanerkvinde i uvenskabet ikke kunne tillade sig at skælde ud på ‘tjenestemænd i funktion’, så hun måtte fandeme anholdes.

Alle har vel set afrikanske kvinder danse og ved, at de er meget smidige i deres bevægelser. Det var derfor ikke en nem sag for politi ‘heltene’ at få lagt hende i håndjern. Det ville være for flovt, hvis ikke tre mand uddannet på politiskolen i benspænd og armvridning ikke skulle kunne klare opgaven - og så er det vel naturligt at hidsigheden og adrenalinet tager overhånd. Kampen endte da også med sejr til danskerne. Afrikanerkvinden blev til sidst overvundet og drønet ned på stenbroen med de uovervindelige tre stærke betjente over sig. Kvinden blev lemlæstet, det ene ben blev brækket, men hvad værre var: den ene ordenshåndhæver fik et par rifter på sig- fra danserindens moderigtige lange negle.

Selvfølgelig rejstes der tiltale og sag mod den voldelige afrikanerinde, men hun slap alligevel for tiltale og straf, oplystes det senere fra Advokatur A, Københavns Politi.

Kvinden anlagde også sag for grov politivold, benbruddet var ydermere slemt kompliceret, og politiet måtte da komme til at stå til ansvar for ‘slig veludført dåd’.

Lemlæstelsen havde heller ikke været nok til at tilfredsstille den hvide races overlegenhedsfølelse. Hos politiet blev hun ubarmhjertigt kastet i detentionen og lå dér hjælpeløs i seks timer uden lægetilsyn, før der blev rekvireret en ambulance.

MEN'RETS'SYSTEMETfungerer upåklageligt. Både statsadvokat og rigsadvokat afviste at rejse sag mod de ‘involverede’ politifolk. Begge henviste til, at det ikke var muligt at fastslå, hvilken af de tre betjente, der var skyld i benbruddet.

Javel, det kan det være svært at finde ud af, når tre mand stærk kyler den formastelige til jorden og selv i håndgemænget vælter ovenpå. Ikke desto mindre kritiserede Amnesty International under sagens forløb, at ingen af politifolkene blev retsforfulgt.

Voldsepisoden fandt sted for to år siden. Først nu er ‘sagen klaret’. Den nigerianske kvindes navn er Veronica Ugwuoha. Betjentenes navne er mere utilgængelige.

Man genkalder sig ‘omsorgen’ for demonstranterne i Ribus-konflikten med idelige hundebid samt ‘behørige’ vidneudsagn i hærværkssager – og forstår så udmærket, at de danske politibetjente for nylig modtog ’Sikkerheds-prisen 1998’ for deres indsats for at gøre hverdagen tryggere for befolkningen.

Prisen består af en statuette og 50,000 kroner. Justitsminister Frank Jensen (‘S’) overrakte prisen til Politiforbundet i Danmark..

KOMMUNISTISK POLITIKs glimrende kulturskribent skrev om den verdensberømte sorte sanger Paul Robeson i anledning af hans 100-års-dag. Selv oplevede jeg denne enestående kunstner ved en koncert i KB-hallen, arrangeret af det daværende ægte Danmarks kommunistiske parti. Før sin optræden holdt han en kort tale, hvori han hilste de danske kommunister, samtidig med at han berømmede Lenins og Stalins sejrrige Sovjetunion efter nedkæmpelsen af Hitlerfascismen. Navnet kommunist er en æresbetegnelse og forpligter i handling og i teori at sætte sig ind i og mestre den videnskabelige marxisme-leninisme og derved forandre verden. Paul Robesons hilsen blev modtaget med stormende begejstring og snart skælvede KB-hallens mure ved sangerens vældige og dybe røst.

HVORDANSTÅRDETDETSÅå til i dag for Danmarks kommunister? Det står sgu skralt til.

Stik imod Lenins partiteori er kommunisterne splittet i ikke mindre end tre-fire ‘partier’ som i deres virke på ingen måde lever op til hin berømte sangers appel. For bare et af ‘partiernes’ vedkommende (KPiD) lod dets formand med det løfterige navn Frydensbjerg sig interviewe i ‘Jyllandsposten’ og her står kvinden til dumpekarakter. Et er at hun ikke på avisfotografens opfordring ville lade sig fotografere med et rødt flag, som blev halet frem i partilokalet-(det virker sgu formasteligt, siger hun) - et andet er at fremkomme med almindelige progressive betragtninger såsom klassekamp (kald det hellere ‘interessekonflikt’, siger hun stuerent- og bramfrit) og at der stadigt er noget at kæmpe for på det faglige og sociale område- men så er det meste også sagt.

Alt hvad Frydensbjerg i øvrigt står for i interviewet, varsler tydeligt om ødelæggelse af Lenins af kommunismens ideologi. Den latente fare for højredrejning, som også de to-tre andre såkaldte ‘kommunistiske’ partier (DKP, DKP/ML og Fælles Kurs) oser langt væk af, kalder hun ‘bombastisk’ (underforstået: tag det ikke så højtideligt) På spørgsmålet om ‘det gamle Sovjet’ er et forbillede svarer hun (bramfrit):

Frydensbjerg har sikkert ikke læst Marx’ konklusion om traditionelt (borgerligt) demokrati nemlig at det er systemet med: ‘hvor folk hvert fjerde år kan stemme mandater ind i parlamentet som ud- og undertrykker folkets egne meninger’.

Hun har i øvrigt gået på skole i Sovjet (vel og mærke i det revisionistiske Sovjetunionen) og læst filosofi og økonomi! men helt tydeligt slet ikke leninisme. Sin afstandstagen fra Lenins og Stalins Sovjetunionen (altså socialismen/kommunismen) undskylder hun med de ‘store kulturelle forskelle’, vi danskere er fyldt med vittigheder, så da hun stod i Leninmausoleet var hun forfærdelig rød i hovedet, fordi hun var ved at eksplodere af grin.

Nu kan Frydensbjerg jo bare- kulturforskelle til trods- besøge arbejdermuseet. Der står en statue af kammerat Lenin- og der kan hun grine -bramfrit: og det uden blusel.

INGENFORLANGEReller forventer at partiformand Frydensbjerg skal være en revolutionens ørn. Høns kan også flyve. Men i hendes tilfælde må der være tale om en kylling.