En modig kunstner siger sandheden om amerikansk imperialisme
Af Barry Grey
Den britiske dramatiker Harold Pinter, dette års Nobelpristager i litteratur, leverede en passioneret, sanddru og modig takketale til det Svenske Akademi i onsdags. Pinter, den berømte forfatter af skuespil som The Homecoming og The Caretaker',* har vendt sig utrætteligt og kraftfuldt imod krigen i Irak og den amerikanske imperialismes plyndringer på Balkan, i Central Amerika og andetsteds, som gik forud for besættelsen af Irak.
Han benyttede sin takketale til at uddybe og udvikle denne kamp, idet han rettede en sviende kritik af hele den amerikanske udenrigspolitiks kurs i perioden siden 2. verdenskrig og idet han anklagede Storbritannien for dets rolle som Washingtons junior partner og medskyldige. Uden omsvøb kaldte Pinter Bush og Blair krigsforbrydere, og rettede en lidenskabelig appel om politisk massemodstand mod militarisme og krig.
Den 75 årige skuespilforfatter, filmmanuskriptforfatter, digter, skuespiller og antikrigs-aktivist rettede sin henvendelse i form af en videotape produceret i Storbritannien og vist på skærme til forsamlingen i Stockholm. Pinter blev fornylig behandlet for kræft i spiserøret og er fortsat ved svækket helbred. Efter råd fra sine læger afstod han fra at rejse til Stockholm.
Han sås på filmbåndet siddende i en rullestol, med et tæppe over knæene. Hans stemme var hæs, men iflg. referater i medierne ikke mindre respektindgydende af den grund.
Pinters henvendelse med titlen ”Kunst, Sandhed og Politik” var forfriskende og endda befriende i sin ærlighed og ligefremhed i henseende til. den katastrofale virkning af amerikansk undertrykkelse, vold og aggression gennem mange årtier og i store dele af verden. Selv dele af den etablerede presse i både Storbritannien og de Forenede Stater, som the Guardian og New York Times , der fuldt ud har deltaget i udspredningen af løgne og tilsløring i forbindelse med amerikansk udenrigspolitik, var tvunget til i nogen udstrækning at registrere den stærke virkning af Pinters ord.
Pinter indledte en diskussion af sine dramatiske arbejder og sin indstilling til kunst med følgende betragtninger:
”I 1958 skrev jeg følgende: ´Der er ingen skarpe skillelinjer, mellem hvad der er virkeligt, og hvad der er uvirkeligt, ejheller mellem hvad der er sandt, og hvad der er falskt. En ting er ikke nødvendigvis enten sand eller falsk; den kan være både sand og falsk.´
”Jeg tror at disse påstande stadig giver mening og stadig passer på udforskningen af virkeligheden via kunst. Så som forfatter står jeg ved dem, men som borger kan jeg ikke. Som borger må jeg spørge: Hvad er sandt? Hvad er falsk?"
Pinter fortsatte med at formidle en vis indsigt i den komplekse og flygtige proces, der ligger til grund for arbejdet med at komponere sine dramaer, idet han gjorde det klart, at hans primære ærinde var udnyttelsen af sprog, handling og karaktertegning som redskab til at kaste lys over vigtige menneskelige og sociale sandheder.
Vedrørende forholdet mellem kunst, sprog og sandhed sagde han: ”Sprog i kunst forbliver således en højst tvetydig transaktion, et kviksand, en trambolin, en tilfrosset dam, der nårsomhelst kan give efter under dig som forfatter."
”Men, som sagt kan søgen efter sandheden aldrig tage en ende. Den kan ikke opsættes, den kan ikke udsættes. Den må konfronteres her og nu og på stedet.”
Dette tema vedrørende ansvaret for at opsøge og fremlægge sandheden var det forbindende led mellem hans bemærkninger om drama og hans bemærkninger om historie og politik. Han sagde:
”Politisk sprog, som det bruges af politikere, vover sig ikke ind i nogen del af dette territorium eftersom de fleste politkere, såvidt vides, ikke er interesserede i sandhed men i magt og opretholdelse af denne magt. For at oprethlde denne magt er det afgørende, at folk forbliver i uvidenhed, at de lever i uvidenhed om sandheden, selv sandheden om deres eget liv. Hvad der omgiver os er derfor et enormt tapet af løgne, som vi bliver fodret med."
Han fortsatte: ”Som hver eneste af os her ved, så blev invasionen af Irak retfærdiggjort med henvisning til, at Saddam Hussein besad et højst farligt arsenal af masseødelæggelsesvåben, af hvilke nogle kunne affyres indenfor 45 minutter med forfærdelige ødelæggelser til følge. Vi blev forsikret om, at det var sandt. Det var ikke sandt. Vi blev fortalt, at Irak havde forbindelse med Al Qaeda og var medansvarlig for grusomheden i New York d. 11. september 2001. Vi blev forsikret, at dette var sandt. Det var ikke sandt. Vi fik fortalt, at Irak truede verdens sikkerhed. Vi blev forsikret om, at det var sandt. Det var ikke sandt.”
Pinter gik derefter videre til en diskussion af amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen af 2. verdenskrig.
”Alle ved, hvad der skete i Sovjet Unionen og i hele Østeuropa under efterkrigstiden: den systematiske brutalitet, de udbredte grusomheder, den hensynsløse undertrykkelse af uafhængig tænkning. Alt dette er fuldt ud dokumenteret og bekræftet."
”Men min påstand her er, at de amerikanske forbrydelser i den samme periode kun er overfladisk registreret, for slet ikke at tale om dokumenteret, eller overhovedet indrømmtet, eller i det hele taget registreret som forbrydelser overhovedet …
Selv i nogen udstrækning begrænset af Sovjet Unionens eksistens, gjorde de Forenede Staters aktioner over hele verden det klart, at det havde konkluderet, at det havde carte blanche til at gøre, hvad det havde lyst til.”
Pinter talte derefter om Washingtons generalieblad i forbindelse med international undertrykkelse:
”Generelt har det foretrukket, hvad det har beskrevet som ”lav-intens konflikt” (low intensity conflict). Lav-intens konflikt betyder, at tusinder af mennesker dør, men langsommere end hvis man havde kastet en bombe på dem i ét grusomt nedslag. Det betyder, at man inficerer landets hjere, at man igangsætter en ondartet vækst og iagttager koldbranden spredes Når befolkningen er blevet undertrykt – eller slået til døde – og dine egne venner, militæret og de store selskaber sidder bekvemt på magten, så går du for kameraet og siger, at demokrati has sejret. Dette var hverdagen i amerikansk udenrigspolitik i de år, jeg refererer til.”
Han gik derefter videre med at beskrive det massemord og den ødelæggelse, som de amerikansk støttede Contra terrorister forårsagede i Nicaragua og Central Amerika som helhed. Efter at have omtalt de sociale landvindinger som det venstre-nationalistiske sandinist-regime, der styrtede den USA støttede diktator Somoza i 1979 – afskaffelsen af dødsstraffen, jordreform, udbredelse af læsefærdighed og offentlig uddannelse, gratis sundhedsvæsen – sagde han:
”De Forenede Stater fordømte disse landvindinger som marxistisk/leninistisk undertrykkelse. Efter den amerikanske regerings opfattelse var der ved at blive statueret et farligt eksempel. Hvis Nicaragua fik lov til at etablere grundlæggende normer for social og økonomisk retfærdighed, hvis det fik lov til at hæve standarden for sundhedsvæsen og uddanelse og opnå social enhed og national selvrespekt, ville nabolandene stille de samme spørgsmål og gøre de samme ting. Der var selvfølgelig på den tid en voldsom modstand imod status quo i El Salvador …. "
”Præsident Reagan beskrev almindeligvis Nicagragua som et ´totalitært fangehul´. Dette blev generelt overtaget af medierne og helt sikkert af den britiske regering, som en præcis og fair fortolkning … De totalitære fangehuller dungeons var i realiteten nabolandene El Salvador og Guatemala. De Forenede Stater havde styrtet Guatemala´s demokratisk valgte regering i 1954 og det skønnes at over 200.000 mennesker var blevet ofre for succesive militære diktaturer … "
”De forenede Stater styrtede i sidste instans den sandinistiske regering. Det tog nogle år og betragtelig modstand, men nådesløs økonomisk forfølgelse og 30,000 døde underminerede til sidst det nicaraguanske folks modstandskraftt. De var endnu en gang udmattede og ramte af fattigdom. Kasino´erne kom til bage til landet. Gratis sundhedsvæsen og uddannelse var det slut med. Big business vendte tilbage med en hævn. ´Demokrati´ havde sejret."
”Men denne 'politik' var på ingen måde begrænset til Central Amerika. Den blev ført over hele verden. Den var uden ende. Og det er, som om det aldrig skete. "
”De Forenede Stater støttede og affødte i mange tilfælde et hvilketsomhelst højreorienteret militærdiktatur i verden efter afslutningen af 2. verdenskrig. Jeg refererer til Indonesien, Grækenland, Uruguay, Brasilien, Paraguay, Haiti, Tyrkiet, Filipinerne, Guatemala, El Salvador og selvfølgelig Chile. De rædsler, som de Forenede Stater påførte Chile i 1973 kan aldrig renses og kan aldrig tilgives.”
(Redaktionel note: Der er andre lande, der kunne føjes til Pinters liste inklusive Argentina, Iran og Pakistan).
I forbindelse med det amerikanske establishments vel-trimmede og sofistikerede propaganda metoder sagde Pinter:
”Sprog bruges faktisk til at holde tænkningen i skak. Ordene ´det Amerikanske folk´ tilvejebringer en nærmest vellystigt beroligende pude … Dette passer selvfølgelig ikke på de 40 mio mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen og de 2 mio mænd og kvinder, der er fængslet i den enorme Gulag af fængsler, der strækker sig tværs over USA.”
Pinter fortsatte: ”De Forenede Stater kerer sig ikke længere om lav-intens konflikt. Det ser ikke længere nogen ide i at være tilbageholdende eller bare lusket. Det lægger kortene på bordet uden persons anseelse. Det giver ganske enkelt ikke en rød reje for FN, international lov eller afstandstagen, som det anser for at være impotent og irrelevant. Det har også sin egen brægende lille lam i hælene på sig i snor, det patetiske og tilpasningsvillige Storbritannien."
”Hvad er der sket med vor moralske følsomhed? … Se engang på Guantanamo Bay. Hundreder af mennesker interneret uden anklage i over tre år, uden juridisk repræsentation eller behørig rettergang, teknisk interneret for evigt. Denne totalt illegitime struktur opretholdes i strid med Geneve Konventionen…."
”Invasionen af Irak var en banditaktion, en grov statsterroristisk handling, der demonstrerede total foragt for begrebet international lov … en formidable hævdelse af militær magt, der er ansvarlig for død og lemlæstelse af tusinder og atter tusinder af uskyldige mennesker."
”Vi har bragt tortur, klyngebomber, forurenet uran, utallige handlinger af vilkårlige mord, elendighed, fornedrelse og død til den irakiske befolkning, og det kalder vi ´at bringe frihed og demokrati til Mellemøsten´."
”Hvor mange mennesker skal man dræbe for at kvalificere sig til at blive beskrevet som massemorder og krigsforbryder? Et hundrede tusinde? Mere end nok, ville jeg mene. Derfor er det netop, at B ush og Blair skal stilles til regnskab for den internationale krinimalret. Men Bush har været klog. Han har ikke ratificeret den internationale kriminaldomstol. Derfor hvis nogen amerikansk soldat eller for den sags skyld politiker finder sig selv på anklagebænken har Bush advaret om, at han vil ”send in the marines”. Men Tony Blair har ratificeret retten og er derfor tilgængelig for retsforfølgelse. Vi kan overlade retten hans adresse, hvis den er interesseret. Det 10, Downing Street, London …"
”De 2000 døde amerikanere skaber forlegenhed. De transporteres til deres grave i ly af mørket. Begravelser finder sted i stilhed og i sikkerhed. De lemlæstede rådner i deres senge, nogle for resten deres liv.”
Afsluttende sagde Pinter:
”Jeg har tidligere sagt, at de Forenede Stater nu helt åbent lægger kortene på bordet. Sådan forholder det sig. Dets officielt erklærede politik er nu defineret som ”Full spectrum dominance.”** Det er ikke min udlægning, det er deres. ´Full spetrum dominance' betyder kontrol med jord, hav, luftrum og alle medfølgende rescourcer…"
”Mange tusinder, hvis ikke millioner af mennesker i de Forenede Stater selv er påviseligt syge i sindet, flove og oprørte over deres regerings handlinger, men som landet ligger udgør de ikke en sammenhængende politisk magt – endnu. Men uro, usikkerhed og frygt, som vi kan se er voksende dagligt i de Forenede Stater vil næppe aftage…."
”Jeg tror, at uforfærdet, urokkelig og heftig intellektuel besluttethed på som borgere at definere den virkelige sandhed om vort liv og vore samfund er en afgørende forpligtelse, der påhvileros alle. Det er faktisk bydende nødvendigt."
”Hvis en beslutsomhed ikke kommer til udtryk i vor politiske vision, har vi intet håb om at genoprette det, der næsten er gået tabt for os – menneskets værdighed.”
Oversættelse: Hans Pendrup
Hele Nobelforelæsningen:
Harold Pinters officielle hjemmeside
Harold Pinter – Nobel Lecture
Art, Truth & Politics
Se videoen med Pinters nobelpristale her
Harold Pinter – Nobelföreläsning
Konst, sanning & politik
Nobelprize.org (svensk)
Noter
* Den engelske dramatiker Harold Pinter er 75 år og startede sin karrieresom skuespiller. Han står som pioner indenfor det absurde drama og fik sit gennembrud med ”Fødselsdagsselskabet” i 1958.
I 1962 udkom han for første gang på dansk med ”en tur i byen”, der er oversat af Klaus Rifbjerg. På film kender vi ham blandt andet fra ”Den franske løjtnants kvinde”.
Harold Pinter modtog i december Nobelprisen i Sverige sammen med 10 millioner svenske kroner
** Se dansk oversættelse af PNAC´s erklæring fra 1997 og de senere udenrigspolitiske målsætninger
Bush-doktrinen: Manifest for et verdensdiktatur
-
End -