Efter
15 måneders arbejdsløshed - i den favorable situation at være
dagpengemodtager - modtog jeg forleden det længe ventede brev fra Arbejdsformidlingen.
Det havde jeg ventet med gru, da jeg jo udmærket godt var klar over, at
jeg skulle tvangsaktiveres. Da jeg sidst var på formidlingen, blev jeg sendt
ud af døren med følgende bemærkning:
- Næste gang
bliver det meget mere alvorligt.
Der var ikke noget at tage fejl af.
Sagsbehandlerens tonefald understregede betydningen, så selv en ufaglært
- der i hans øjne nok ikke var alt for velbegavet - fattede meningen. Tonefaldet
havde samtidigt det skær af mistillid i sig:
- Nu har du gået og
loppet den i et års tid på samfundets regning, men nu falder fars
hammer. Enten finder du dig en arbejdsplads, ellers gør jeg. I sidste fald
bliver det til en hyre, der svarer til dagpengene på en kommunalt støttet
arbejdsplads. Så kan du svede gratis der i tre år, indtil du kastes
på kontanthjælp.
Det er de færreste sagsbehandlere på
AF, der tilsyneladende er klar over, at arbejdspladserne ikke hænger på
træerne. For en ufaglært, der er rundet de 50, er der samme chance
for at finde sig et almindeligt arbejde til en løn, hvor man generhverver
retter til maksimumsatsen, som det er at finde et æble, der i januar måned
ikke er trukket til jorden af tyngdekraften kombineret med biologiske processer.
Da
morgenkaffen var slugt, lå den hvide kuvert med AF's logo udenpå der
stadigvæk. Uberørt. Der var vist også noget med, at jeg ikke
havde været i karrierecenteret, som vi ellers havde aftalt. Det huede mig
ikke at skulle til samtale, når jeg ikke havde overholdt aftalerne, der
dog mere havde karakter af diktater. Jeg skulle opsøge et karrierecenter!
Jeg havde forestillet mig følgende indledningsreplik:
- Jeg vil gerne
være astronaut!
Tag den! Men den slags friske kommentarer bliver
man straffet for. Jeg har været på de første syv kurser, hvor
jeg har skullet vise, at jeg er fleksibel, forandringsparat, mobil osv., men jeg
har lært, at det alt sammen handler om arbejdsgivernes ret til en arbejdskraft
med et letføjeligt sind, der grænser til fedterøv.
Endelig
fik jeg mod til at åbne kuverten. Det var en indkaldelse til en jobmesse.
Ikke en invitation, men en indkaldelse, der havde den samme stemning over sig,
som da jeg i min ungdom skulle på session. Nu skulle jeg på jobmesse.
Jeg smagte lidt på ordet, lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene:
Vigtige
erhvervsfolk defilerede frem og tilbage i deres stande, hvor reklamerne for velbetalte
job hang på bagvæggen, mens spidserne nervøst forsøgte
at fange mit blik. I et enkelt tilfælde indlod jeg mig på en samtale
med personaledirektøren på NOVO. Da han efter et stykke tid vejrede
muligheden for en ny arbejdskraft, måtte jeg meddele ham, at jeg først
havde en visit at aflægge i karrierecenteret, inden jeg kunne give tilsagn.
Jeg
vågnede af min sciencefiction-tilstand.
Jobmessen var ikke en almindelig
messe med et overflødighedshorn af dejlige tilbud, der hver for sig kunne
give anledning til de herligste drømme om sydhavsøer og caraibiske
skønheder. Med indkaldelsen fulgte en blanket, som man var tvunget til
at udfylde, hvilket betød, at jeg i løbet af en god times penge
skulle have bestemt mig for minimum to uddannelsesønsker - der kunne være
relevante for min handlingsplan - og mindst et forslag til et løntilskudsberettiget
job.
Pludselig fandt jeg ud af, at standene ikke var til rådighed for os arbejdsløse, som det normalt er på en messe. Tingene var igen vendt på hovedet: Det var os besøgende, der var til rådighed for standene.
Reno
Denne
artikel er fra den faste rubrik Bag Kassen med små rapporter fra arbejdernes
virkelighed i dagens Danmark - her fra Kommunistisk Politik 14, 2004.
-
End -