Af tidsskriftet
Revolusjon, Norge
De
olympiske ringe i Salt Lake City symboliserer Vestens håndjern og fodlænker
på krigsfangerne på Guantanamobasen. Eller USA som ringenes herre.
-- Et land som er i krig, kan ikke arrangere OL, sagde IOC-medlem Gerhard Heiberg den 23. oktober. Han henviste til de olympiske idealer og den olympiske fredstanke, med rødder tilbage til antikken. Efter konfrontation med IOCs koordinationskomite og amerikanske medier, som begge blankt afviste at USA var et krigsførende land bare fordi de hældte bomber ud over andre lande i den olympiske familie, kom Heiberg på andre tanker.
Siden da er debatten forstummet. Heller ikke venstrefløjen har været hørligt på banen med indvendinger mod at norske udøvere skal være med til at kaste glans over en krigsførende stat og en blodtørstig præsident.
Hvad der har været genstand for opmærksomhed, har derimod været muligheden for, at nogen af deltagerne ville vælge at holde sig hjemme af frygt for terrorangreb. Desuden har det været sat fokus på den kvalmende specialbehandling af den norske OL-trup, som er indkvarteret i et specialbygget "little Norway", hvor udøverne er sikret alt fra norske dyner, norsk gedeost, norske mælkekartonger til norske psykologer, præster, fodterapeuter og guderne må vide hvad ellers -- trygt isoleret fra den øvrige olympiske familie.
Vi lever åbenbart i en imperialistisk polarstat hvor sportsidiotien har en egen evne til at erstatte såvel fornuft som moralsk mod, både blandt idrætsudøvere og blandt de idrætsinteresserede masser. Det ved udenrigspolitiske rævepelse som Petersen og Bondevik selvfølgelig meget vel.
Hvis ingen har lagt mærke til det, så er USA (med Norge på slæb) i fuld gang med en krig. En uge før OL gør præsident Bush det tindrende klart at Afghanistan bare var første offer i de indledende runder. Samtidig forhåndskvalificerede han "ondskabens akse" Iran-Irak-Nord-Korea (!) som USAs drømmemodstander til næste runde med tæppebombning. Hvis nogen bør føle terrorfrygt, er det indbyggerne i disse lande.
Det kunne være fristende at drage paralleller til Hitlers propagandashow under Berlin-olympiaden i 1936, hvor Norge var deltagernation. Men på det tidspunkt havde Hitler endnu ikke startet sin Blitzkrieg. Og Norge var ikke selv en krigerstat.
Som nogen måske husker, boykottede norske sportsstjerner Moskva OL i 1980, vistnok fordi Sovjetstaten under revisionisthøvdingen Bresjnev førte krig mod et andet land. Hvis ingen husker hvilket land det var tale om, kan vi friske op på hukommelsen: Landet hed Afghanistan.
De modigste idrætsudøverne er ikke de, som "tør" rejse til Salt Lake, men de som tør begrunde, hvorfor de vil nægte at tage imod blodbestænkte medaljer fra et krigsførende værtsland.
END