På
Gulvet - Bag Kassen
Skitse fra arbejdspladsen. Af Reno
-
Når du dør, skal du ikke begraves!
Det var Søren, som er tillidsrepræsentant på en af fabrikkens
filialer udenfor Storkøbenhavn, der med et smil på læben
rettede bemærkningen til Henning i forlængelse af den ugentlige
tillidsmandssamling. Hver tirsdag formiddag forsamles de ufaglærtes tillidsrepræsentanter
for at udveksle problemer og synspunkter på løbende sager. Til
tider tager klubformanden et afsnit frem i aftalehåndbogen, som han så
gennemgår baggrunden og fortolkningen af, hvilket er til stor gavn for
alle, - specielt de nyere.
Mødet
starter altid med fælles morgenspisning, hvilket indtages under god munterhed
grundigt kombineret med drillerier. Søren og hans tillidsmands"makker"
har af uransagelige årsager fået øgenavnene: Brødrene
Knap så Smart. De skændes stadig om, hvem der er Knap, og hvem der
er Smart. Under spisningen går der også en flaske Gammel Dansk rundt,
og det hænder, at den får også lov at vandre under den seriøse
del af mødet.
Bagefter er der ofte en mindre gruppe, der har svært ved at bryde op.
Den tæller blandt "brødrene", da de dels på grund
af de geografiske afstande ikke kommer så ofte i klublokalerne, og dels
er udset til at forbedre og vedligeholde lokalerne, da de begge er uddannede
håndværkere. I dag har de erhvervsmæssigt vendt deres fag
ryggen og fungerer som ufaglærte, hvilket fabrikkens løn for skifteholdsarbejdere
udligner på glimrende vis. En anden af gruppens deltagere er klubbens
næstformand, som af mere forklarlige årsager har fået tilnavnet
"Anstifteren".
Henning,
som er kendt for at være organiseret kommunist, holder sig ikke for hellig
til også at bidrage med sit selskab - hvilket han i øvrigt også
er kendt for - lurede lidt over Sørens konstatering. Bemærkningen
hang lidt i luften, mens gruppens deltagere spændt ventede på Hennings
udspil. Henning selv vidste godt, han var tvunget ud offer for et nyt drilleri,
så han måtte bryde tavsheden:
- Hvad mener du?
- Som den sidste kommunist skal du jo balsameres! konstaterede Søren
til gruppens almindelige latter.
Henning forstod godt komikken og grinede med. I den slags situationer dur det ikke at blive stødt på manchetten på sagens vegne, hvilket han i sin ungdomsår havde gjort for mange erfaringer med. Det kom der aldrig noget godt ud af. Den slags spøgefuldheder besvares bedst med samme mønt; men Henning fandt ikke mønten.
Det
blev ikke bedre, da han næste dag mødte i sit team, hvor han blev
konfronteret med at kommunismen var død - tilsyneladende til stor lettelse
for alle. Baggrunde for udsagnet var, at den nye VK-regering ville nedlægge
alle mulige slags råd efter grønthøstermetoden, og den slags
råd var tilsyneladende kun levn fra kommunistisk bureaukrati. Henning
kunne ikke lige se sit ansvar for eksempelvise socialdemokratiske knopskydninger;
men valgte at vælge det bedste forsvar: Modangrebet:
- Forventer I så, at den nye regering vil gøre hverdagen bedre
for jer. Det er jo grundlæggende set den samme politik. De rige bliver
rigere, og det er os fattigrøve, der skal tages fra.
På
trods af regeringens løfter om skattestop vidste gutterne godt, at deres
lommer ville blive støvsuget på anden vis, så der bredte
sig et øjebliks tavshed. Svend Erik, som er en af afdelingens to laboranter,
var irriteret over, at Henning slap så let af krogen, så han forsøgte
at hælde benzin på bålet:
- Det bliver anderledes nu, fordi Dansk Folkeparti har et afgørende
ord at skulle have sagt!
- Og siden hvornår er du blevet tilhænger af deres politik,
besvarede Henning, da han var bekendt med, Svend Eriks politiske standpunkter
lå omkring midten af Folketingets partier. Så døde den meningsudveksling.
Få
uger efter kom Hennings 13-årige datter hjem og fortalte, at hun sammen
med resten af skolen havde været til demonstration mod de fortsatte forringelser
af folkeskolen, hvor hun havde set nogle skoleelever med et kæmpe rødt
flag med hammer og segl på. Hun var meget opildnet ved synet, da hun delte
sin fars standpunkter langt hen ad vejen, som det nu kan lade sig gøre
i den alder.
Den næste dag havde afdelingen set protesterne i TV, og var alle bekymret
for deres børns fremtid. Sympatien for demonstrationen var uforbeholden.
Med tanker til Søren fik Henning mulighed for at revanchere sig lidt:
- I betragtning af nødvendigheden af modstand er det vist meget godt,
at den sidste kommunist hverken er død eller født endnu, skød
Henning tørt ind.
-
Reno